Uffe er vild med georginer – og han deler gladeligt ud af både sin viden og sine flotte blomster

I disse dage er naturen præget af billeder af store høstmaskiner, majs- og kartoffelmarker i fuldt flor, men på Mallehøjevej og Brunbjergvej popper helt nye farvestrålende og livsbekræftende billeder op. Her har Uffe Kyster plantet en fantastisk flot palette af georginer, der i den grad lyser op i naturen.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

MALLEHØJE: Der er ikke noget så fint som positive overraskelser, hvor man bliver ramt godt og grundigt lige midt i aha-opleveren. Sådan en oplevelse får man, når man kører ad Brunbjergvej fra Filskov mod Billund. For midt i al den funktionelle landbrugsjord med majs, kartoffel og kornmarker åbner der sig pludselig en 250 meter lang naturlig ildebrand af farverige blomster i samtlige nuancer af farveskalaen.

Her har Uffe Kyster fra Mallehøje ved Grønbjerg plantet en myriade af georginer ud, som giver et humørfyldt og livsbekræftende brud med det klassiske landbrugsudtryk på jordene omkring både Brunbjergvej og Mallehøjevej.

Uffe bor selv på Mallehøjevej 1 med sin hustru Lone, og her på ejendommen har han plantet georginer (også kaldet dahlia) ud tre forskellige steder. Det ene flotte farvemylder kan ses, når man kører på Mallehøjevej, og det er da også her, Vores LokalAvis’ udsendte finder Uffe, hvor han er i gang med at trimme georginerbedet – og med at lave en flot buket.

Georginer som hobby i 20 år

Efter den indledende snak ved det flotte blomsterbed viser Uffe rundt på ejendommen, der udover et stort hus også består af en masse staldarealer. Her er den rigtig god plads til opbevaring af blomsterknoldene, som går i vinterhi når den første frost er faldet over landet.

Omme i baghaven tæt på den flotte havepark, der ligger ved huset, har Uffe endnu et stort flot bed på cirka 150 kvadratmeter med georginer, der lyser så farvestrålende op, at det bestemt må kunne ses fra månen på en klar dag. 

- Jeg har interesseret mig for georginer i omkring 20 år. Georginerne var jo en klassisk blomst i de store landbohaver, så jeg har jo kendt til den altid. For mig er det her blevet en hobby, en passion, hvor jeg stresser rigtig meget af, når jeg går og hygger mig med at plante, trimme og lave blomsterknolde. Her forsvinder jeg lidt ind i min helt egen verden, så jeg kan varmt anbefale det her som både en god hobby og god terapi, siger Uffe.

Uffe har massevis af plads til opbevaring af de mange blomsterknolde vinteren over. Foto: Jim Hoff

Meget gavmildt koncept

Udover at Uffe rent personligt får rigtig meget ud af at pusle med de flotte farvestrålende georginer, er han bestemt ikke bleg for at give ud af sin hobby.

- Folk kan bare kigge herud og se det hele an. Falder man over en blomst eller to, man godt kunne tænke sig i sin egen have, så finder jeg en bambuspind, giver den en farve, så jeg kan huske, hvem der har bestilt hvad. Når blomsterne så faldet efter den første frost, graver jeg knoldene op og kommer dem i kasser. Så kan folk bare komme og hente deres knolde – og det koster gratis, siger Uffe med et stort smil.

Det samme godhjertede koncept, altså gratisprincippet, gælder også med hensyn til at plukke blomsterne. Tag nu de 250 meter georginer, der pryder forreste del af den store kartoffelmark på Brunbjergvej. Ikke alene ser det hamrende flot ud, men det kunne nok også friste lige at plukke en buket med hjem.

- Og det er bare helt i orden. Hvis jeg en dag skule køre forbi her på Brunbjergvej, og der holder 20 biler, hvor folk er ude at plukke georginer, så vil jeg da blive henrykt. For det første er der rigeligt at tage af, for det andet er det fint, at der trimmes lidt i blomsterne. Så sætter de nye skud og blomstrer igen, og for det tredje er det bare dejligt, hvis mine georginer kan gøre glæde hos en masse andre mennesker, lyder det gavmildt fra Uffe.

Leverede brudebuketten til datters bryllup

I helt samme ånd leverer han helt gratis hver tirsdag 8 smukke buketter til friplejehjemmet i Filskov, og han leverer også buketter til den kommende sommerfest i Grønbjerg-Langelund. Rent privat kan man godt sige, at Uffes passion for georginer kulminerede i 2017, hvor han leverede brudebuketten til sin datters vielse og efterfølgende bryllupsfest, der blev holdt i den smukke have ganske få meter fra georginerbedet.

- Det var en stor dag. Min datter valgte selv hvilke georginer, der skulle være i buketten, som blev rigtig flot. Da var jeg da lidt ekstra stolt, da hun stod med den lyslillabuket fra min have, siger Uffe.

Han er del af et uformelt netværk, hvor man deler knolde med hinanden på kryds og tværs. Der findes også grupper på Facebook, hvor folk med passion for georginer/dahlia kan dele oplevelser og informationer.

Uffe lavede blomsterbuketten til sin datters bryllup af denne smukke dahlia - som datteren selv havde udvalgt. Foto:Jim Hoff

Georginer og elite springgymnaster

- Rent lokalt er der jo Mettes Butik i Øgelund, der er Florotopia i Givskud, Dahlia-hjørnet i Egtved, hvor vi kan bytte knolde. Og helt lokalt har jeg fået rigtig mange blomsterknolde fra Elin Pedersen, da hun boede på Diagonalvejen 100. Jeg har også fået en del knolde af Flemming Møberg og Erling Larsen, og i det hele taget er vi gode til at hjælpe hinanden inden for denne her ”branche”, siger Uffe, der også er begyndt at levere til Wow-Park i Billund.

- Det er en lidt sjov historie, Jeg faldt snak med Aage Hindhede fra Wow-Park, og det viste sig, at vi begge har en fortid som elite springgymnaster. Og så fik jo pludselig en hel masse at tale om. Det endte så med, at jeg tilbød at levere georginer til parken – og den var Aage helt med på, fortæller Uffe.

Arbejdet med georginerne er som sagt ren terapi for den blomsterglade efterlønner, og naturligvis passer så mage georginer ikek sig selv. Der er lidt arbejde med det.

- Der er jo selve plantningen af knoldene, så er der den daglige trimning og klipning af døde skud/blomster, og så er der det helt store arbejde, der skal gøres, når knoldene skal graves op. Men jeg nyder hvert sekund af det hele. Jeg ved godt, at nogle er begyndt bare at dække knoldene med blade, halm eller bark vinteren over, fordi vi ikke har de her frosthårde vintre mere. Jeg graver dog stadig væk det hele op, for så er jeg på den sikre side, siger Uffe.

 

På Brunbjergvej har Uffe sået georginer i et 250 x 1.5 meter bredt bælte foran en kartoffelmark - et imponerende syn. Foto: Jim Hoff

Kig bare ud

Hans kone og de to døtre i familien er også bidt lidt af en gal dahlia, om end langtfra på samme niveau som Uffe. Familien, venner og bekendte er da også ofte aftagere af smukke buketter fra Uffe georginer-verden.

- Hvis man har lyst til at kigge ud, få en snak, se georginerne, kommer man bare. Man skal bare et smut rundt om laden, så er man nede ved georginer-bedet her på Mallehøjevej. Så kom og kig; hyg jer bare med det – og det samme gælder jo ude på Brunbjergvej.

For lige at runde denne artikel af i tidens trend med fokus på det grønne og det vilde dyreliv, så skal det også understreges, at sådan et kæmpebed med georginer er et rent slaraffenland for insekter. Ikke mindst bierne har kronede dage i dette farvestrålende uendelige spise/bestøvelseskammer – så de hygger sig mindst lige så meget som Uffe med de flotte blomster.

Uffe laver ud over smukke buketter også flotte dekorationer med de farverige georginer. Foto: Jim Hoff