Trinbræt i Gadbjerg – hvorfor ikke? Læs her transportministerens svar
På vegne af byrådsmedlem Britta Bitsch (SF) har folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) henvendt sig til transportminister Thomas Danielsen (V) om trinbræt i Gadbjerg. Her kan du læse både spørgsmålene og svarene.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GADBJERG: Borgerne i Gadbjerg har lige siden jernbanestationen i byen blev nedlagt i 1979 kæmpet for at få et såkaldt trinbræt til byen, altså et stoppested, så borgerne i byen stadig kan stå på og af toget i byen.
Kampen har været hård, lang og indtil nu forgæves, og nu er man så ude med en ny offensiv. Det er byrådsmedlem Britta Bitsch (SF), der har fået folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt til at tage fat i transportminister Thomas Danielsen og transportudvalget.
Du kan her læse korrespondencen parterne imellem.
Hvad kræver det at få toget til at stoppe?
Transportudvalget har i brev af 9. september 2024 stillet mig (transportminister Thomas Danielsen. red.) følgende spørgsmål, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
- Vil ministeren redegøre for, hvorfor toget ikke stopper i Gadbjerg, herunder hvad "kundegrundlaget" ville være, hvis det gjorde? Og vil ministeren endvidere redegøre for, hvad det vil kræve at få toget til at stoppe der?
Og her får vi så transportministerens svar:
-Gadbjerg Station blev nedlagt i slutningen af 1970’erne. I 2014 undersøgte Trafikstyrelsen stationsstrukturen i Danmark. Gadbjerg blev vurderet til at have et passagerpotentiale på 100 daglige af- og påstigere.
Ud af de 166 potentielle stationsåbninger blev 104 vurderet til at have et større passagerpotentiale end Gadbjerg. Jeg har stor forståelse for lokale ønsker om et trinbræt, så borgerne her også kan få glæde af, at toget standser i deres by.
Prioriterer hurtig rejsetid
Det er dog en samlet afvejning, da et attraktivt togprodukt forudsætter en hurtig rejsetid og høj punktlighed, hvilket ikke er i tråd med standsninger ved flere stationer og en højere kapacitetsudnyttelse på en given strækning.
For få af- og påstigere vil således føre til, at et nyt togstop vil give en forringelse af det samlede togprodukt. Etablering af en station i Gadbjerg forudsætter, at der gennemføres en nærmere køreplansanalyse og undersøgelse af anlægsoverslaget, hvilket kræver særskilt finansiering.
Herefter vil det være op til Folketinget at beslutte om der skal anlægges en station.