Topunderholdning i Gryden: Give besejrer HRT efter både vild og flot tennis 

Det var en absolut must win kamp for Give Tennisklub, da de lørdag tog mod HRT. Både i forhold til at bevare muligheden for at komme i Final 4 og for at lægge afstand til nedrykningsslagsmålet. GTK hiver en 5-1 sejr hjem, men det var meget mere spændende end cifrene antyder. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

TENNIS: Inden kampen mod HRT var Give Tennisklubs formand Jan Ek klar i mælet i forhold til forventningerne til udfaldet.  

-Den her kamp skal vindes, gerne stort. Vi skal vinde for at fastholde muligheden fir at komme med i medaljespillet, og her kan kun en stor sejr bruges, lød det fra formanden, inden kampene gik i gang.  

Og han fik opfyldt sit ønske for de fire tyskere, der på dagen udgjorde GTK-holdet, besejrede HRT med 5-1 og dermed konsoliderer Give 4. pladsen i rækken 

Strid blæst på tværs af banerne 

Kampen blev velsignet med fint sommervejr med høj solskin, men til gengæld blæste der en frisk vind på tværs af banerne, som spillerne skulle forholde sig til.  

-Det er specielt at spille i så meget vind. Man kan ikke spille så offensivt på grund af vinden, de bolde man slår, er ikke så satsede, så kampene kan godt få et mere defensivt udtryk, forklarede GTK-spilleren Fynn Lohse efter han havde vundet sin kamp efter et tæt og spændende opgør mod Hector Nissen.  

Tjekkisk maskinkanonserv satte Seifert skakmat 

Kigger vi på dagens 1. single mellem GTKs Stefan Seifert og HRTs tjekkiske spiller Matej Vocel, så fik vi her et brag af en tenniskamp. Ifølge flere tilskuere den bedste kamp, de har set i Gryden i Elitedivisionen. Og det skyldes ikke mindst den tjekkiske HRT-spillers 1. serv. Han plaffede stribevis af serveesser af ærmet og serve, der var totalt umulige at håndtere for Seifert. 

Han havde samtidig heller ikke sin bedste dag og avede en del uprovokerede tekniske fejl, men tyskeren bed godt fra sig og viste glimt af sin klasse. Det endte med en sikker sejr til Vocel, som herfra sagtens kan få prædikatet som den hårdest servende spiller nogensinde i Grydens historie.  

Guttau med overbevisende hjemmebanedebut 

Det blev også til et herligt velkommen til 24-årige venstrehåndede Niklas Guttau fra Lübeck, der denne dag præsenterede sig for første gang for hjemmepublikum – og det var virkelig et spændende bekendtskab. Den velspillede tysker gjorde kort proces med sin modstander i 3. single og vandt en sikker sejr på 6-0 og 6-1 efter flot og stilsikker tennis over Romeo Navarro.  

Michel Dornusch og Fynn Lohse måtte kæmpe lidt hårdere for sejren, men de endte begge to med at besejre henholdsvis Tom Noltorp og Hector Nisse, og dermed førte GTK med 3-1 inden doublerne.  

24-årige Niklas Guttau fik en forrygende hjemmebanedebut med to sejre i henholdsvis 3. single og herredouble. Foto: Jim Hoff

Højintens drama i begge doubler 

Tilbage til GTK-formandens indledende forhåbninger om minimum en 5-1 sejr, så var han lidt mere ‘forhandlingsvenlig’, midt under begge kampe og var klar på at acceptere en 4-2 sejr. Ikke midt fordi der tegnede sig et billede af en meget, meget svær kamp i 1. double. Og fordi Guttau og Lohse var tæt på at smide en sikker sejr væk i 2. double efter en forrygende 6-0 erobring af første sæt. 

De var bagud 5-1 i 2, sæt, men så tog de to tyskere sig sammen og vendte totalt billedet og hev en flot 7-5 hjem i 2. sæt, og dermed hed det 4-1 til GTK.  

I første herredouble bølgede det frem og tilbage. Seifert og Dornbusch lagde stærkt ud mod Vocel og Noltorp, men tabte så 1. sæt 6-4 efter en stribe tekniske fejl på lette bolde. Igen var tjekkens maskinkanon af en 1. serv det helt store problem, men sandelig ikke om de to GTK’ere formåede at vende en skude, der ellers så ud til at være godt på vej mod havets bund. De vandt 2. sæt 6-2 i ganske suveræn stil, og i match tiebreaken viste de to tyskere Keine Gnade/no mercy og vandt sikker med 10-6.  

Dornbusch og Seifert formåede at vende skuden i en svær double mo Vocel/Noltorp - derfor det gode humør her. Fo5o: Jim Hoff

Jan Ek: 5-1 er mere end godkendt 

Dermed kom den ønskede sejr hus, og Jan Ek var da også efter kampen en tilfreds herre, med ganske høj puls grundet den spændende finale i 1. herredouble.  

-Den sejr her er mere end godkendt. Vi måtte virkelig kæmpe hårdt for det i hvert fald i fire af kampene. Med sejren her og Esbjergs nederlag på 6-0 til KB konsoliderer vi vores 4. plads, men nu venter der også et vigtigt og svært opgør allerede på onsdag her i Gryden mod bomstærke Gentofte, rækkens nr. 2. Og netop til den kamp har vi pænt store udfordringer i forhold til spillere. Vi er ramt af en masse afbud, så det bliver meget spændende at se, hvem vores holdkaptajn, Florian Barth, får gravet frem til den kamp, siger Jan Ek.  

Kampen mod Gentofte spilles klokken 15.00 i Gryden 

Holdet der vandt 5-1 over HRT: Fra venstre er det Fynn Lohse, Michel Dornbusch, Nilas Guttau og Stefen Seifert. Foto: Jim Hoff

Resultaterne i dagens kampe:   

Herresingle 1: Stefan Seifert - Matej Vocel  2-6, 3-6 

Herresingle 2: Michel Dornbusch - Tom Noltorp  6-2, 7-6 

Herresingle 3: Niklas Guttau - Romeo Elfving Navarro 6-0, 6-1 

Herresingle 4: Fynn Lohse - Hector Hertz Nissen 7-6, 6-4 

Herredouble 1 

Stefan Seifert/Michel Dornbusch – Matej Vocel/Tom Noltorp: 4-6, 6-2, 10-6 

Herredouble 2 

Nicklas Guttau/Fynn Lohse – Morten Lyngbæk/Christoffer Lorentzen: 6-0, 7-5 

Her kan du se den aktuelle stilling i Elitedivisionen:  

 

 

Billeder