Syng og bliv glad: Danmarks største slagershow er igen klar på Diagonalkroen i Give

Tiden flyver – og Dansk Slagerparade flyver med. Det musikalsk A-hold for 2024 er allerede sat og klar til at underholde på Diagonalkroen søndag den 21. januar 2024, hvor det bliver til et festligt gensyn og genhør med en række dygtige danske artister.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk   

UNDERHOLDNING: “Lidt go’ musik gør alle mennesker glade”, sang crooneren Gustav Winckler tilbage i starten af 1970’erne. Og det har han da i den grad ret i, den gode Winckler. 

Her ligger han helt på linje med kromand Henrik Henriksen, der jo selv i vennekredse er kendt som lidt af en crooner i Gustav Winckler-segmentet. 

- Vi har bemærket, at showet er det ultimative juleønske. Når man når en vis alder, er det de positive oplevelser, der topper ønskelisten, lyder det fra Henriksen, der sammen med Diagonalkroen står som arrangør for det fine og livsglade musikalske setup. 

Han ser frem til for andet år i træk at være en del af Dansk Slager Parades imponerende 28-årige succes. Det er faktisk en af de længst kørende danske turnéer nogensinde. 

Op på den store “Klinge” 

Og hvem vil vi så kunne nyde i showet, der hvert år bringer nye kendte sange og nye populære kunstnere med? Lad os begynde med en af dansktoppens legender. Hun leverede "Snart er du mer' end 17 år," – og både sangen og Anette Klingenberg har holdt hele vejen, fra da hun hittede med den på 70ernes dansktop, og frem til i dag – hvor sangen har status som en af de største evergreens på den danske popscene.

Og mon ikke der også bliver et genhør med ”Mini Max”, når Annette tager på tur – sammen med Peter Vesth og Kristian Rusbjerg. Den festlige duo er fast inventar på dansktoppens førsteplads – og det skal vi nok få at høre, når holdet letter anker.  

Den dramatiske dronning 

Ombord i tour-bussen finder vi også Peter Andersen – og her er det nok bedre at sige ”Drama Queen” eller bare DQ, for så ved alle, at der er tale om vores Melodi Grandprix vinder fra 2007.  

Peter væltede huset, da han var med på Dansk Slager Parade for første gang – og han agter at gentage succesen i 2024. Om ”Drama Queen” er på repertoiret igen bliver ikke afsløret før premieren – men vi kan røbe, at den populære drag-sanger har et rigtig godt øje til Birthe Kjær. Og så bliver det måske til en tur i et meget rødt søgående fartøj. 

Michael Jensen – den korte version er bare Mik – er med igen for at hylde nogle af vores hjemlige croonere. Meget apropos Gustav Winckler. 

Genial julegaveidé

Traditionen tro er Karin Strand-Holm konferencier, og det er altid veloplagte Klaus & Servants, der udover at back’e solisterne op også selv underholder med egne nye og ældre hits. 

- Vi glæder os rigtig meget til Slager Paraden igen indtager kroen. Sidste gang de var her “væltede” de jo kroen, men vi fik den genopbygget, og vi er bare så klar til at servere et nyt brag af en musikfest for vores gæster, lyder det fra Henrik “Sinatra” Henriksen med et stort smil. 

PS: Han mener jo så også, at en billet til Slager Paraden kunne være en fænomenal god ide!

Billetter til eventen kan du købe HER