
Susanne og pigerne inviterer til bryllupsevent i ringhjørnet
Foto: Den 1. maj inviterer Susanne Sandholm og hendes to assistenter Ann og Annette til Wedding Event hos Tøttrup Guld Sølv Ure i Østergade i Give. Foto: Jim Hoff
Det er med sommerens komme i den grad ved at blive højsæson for vielser, og til enhver god vielsesceremoni hører naturligvis et sæt smukke vielsesringe. Her kan man få rigtig god hjælp hos Tøttrup Guld Sølv Ure i Østergade i Give, når de 1. maj inviterer til ”Wedding Event”.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BUTIKSLIV: I oktober 2023 åbnede Susanne Sandholm og hendes assistenter Ann og Annette en ganske speciel afdeling i butikken, hvor der er fokus på et af livets lykkeligste momenter, nemlig giftermålet.
I et eksklusivt hjørne kan man som nyforelskede giftemodne par komme ind i det såkaldte ’ringhjørne’, eller vielsesrummet, som det hedder lidt mere officielt, og sammen med en af butikkens ansatte få en masse kvalificeret information og inspiration til køb af vielsesringe.
1. maj er der bryllupsevent i butikken
Nu bliver dette fine ringhjørne omdrejningspunktet i den event, som Susanne, Ann og Annette inviterer ind til torsdag den 1. maj i tidsrummet 14.00 til 18.00. Eventen hedder ’Wedding Event’, og mon ikke de fleste har luret, at det betyder bryllupsevent.
- Vi har haft en del par inde i vielsesrummet, og de melder alle tilbage med begejstring og fortæller, hvor godt det har været at sidde i fred og ro i et rum væk fra butikken og snakke vielsesringe. Den fred og ro, vi har der, er folk glade for, og det er det koncept, vi rigtig gerne vil synliggøre med denne ’Wedding Event’, fortæller indehaver Susanne Sandholm.
Plads til 8 par
Man kan på dagen både se butikkens store og brede udvalg af vielsesringe, som kommer i pris- og kvalitetsgrupper for enhver smag. Susanne fortæller, at der er afsat en halv time pr. par, og at de første 4 par allerede har tilmeldt sig. Der er plads til i alt 8 par, men skulle der blive overbooket, så er man i butikken fleksible og klar til at finde løsninger, så alle kan være med.
- Vi er her alle tre denne dag, og vi får også besøg af en sælger/konsulent fra smykkefirmaet Nuran. Hun har en masse vielsesringe med fra Nurans fine sortiment, og hun vil også være behjælpelig med gode råd og en masse fin info om vielsesringe.
Elsker at hjælpe vielsesparate par
- På dagen giver vi ovenikøbet 10 procents rabat til de par, der køber vielsesringe, derudover er der også en goodiebag fra Nuran til dagens gæster. Vi er også klar med bobler og lækker chokolade til folk, så det bliver bare så hyggeligt. Vi glæder os rigtig meget til vores ’Wedding Event’, for vielse/bryllup er jo et af livets største øjeblikke, og det elsker vi da at være en del af, siger Susanne med et stort smil.
Butikken kan garantere, at vielsesringene, som jo ofte er specialtilpasset brudens og gommens fingre, er klar til afhentning inden for minimum 14 dage.
Man tilmelder sig eventen ved enten at ringe til butikken på 75 73 10 31 eller ved at skrive en mail til info@tottrupguld.dk