Stort comedy-show i Vestjysk Bank Arena henrykkede over 700 gæster

Vestjysk Bank blev first mover på at afholde en større comedy-event i netop nybyggede Vestjysk Bank Arena i Give, da fem lokale afdelinger med Giveafdelingen som tovholder og Daniel Hoff som leverandør af komikere leverede et forrygende show med hele 6 komikere på scenen i den nye hal. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

UNDERHOLDNING: Gives nye idrætscenter har for alvor været i ilden de første to uger efter åbningen den 2. marts. Selve åbningen blev et tilløbsstykke med over 1000 gæster, så var der egnsmesterskaber i badminton efterfulgt af den store forårsopvisning, hvorefter efterskolerne indtog centret den 20. marts. 

Og så kommer vi til den første større koncert/comedy-event, som Vestjysk Bank Arena lagde faciliteter til: Det var, naturligvis, Vestjysk Bank Arena, der fik æren at af indvi hallen – og det blev gjort med manér.  

 

Det var de fem lokale afdelinger af Vestjysk Bank i Give, Billund, Grindsted, Brande og Skjern/Ølgod, der sammen stod for eventen. Her de fem filialdirektører på scenen. Foto: Jim Hoff

5 lokale afdelinger af Vestjysk Bank leverede de brede grin 

Det var de fem lokale Vestjysk Bank-afdelinger i Give, Grindsted, Billund, Brande og Skjern/Ølgod, der havde teamet op omkring eventen, hvor det var en såkaldt ‘lukket fest’, kun for bankens kunder plus påhæng. Folk blev inviteret via mail, og det endte med at 730 forventningsfulde gæster dukkede op til det store comedy-show. Det var gratis at deltage og og det, så var der fri bar og kaffe kage til folket. 

-Det er første gang, at vi er fem lokale banker der går sammen og et kundearrangement, og bedømt ud af, hvor godt det gik i aften og hvor tilfredse og glade publikum var, så bliver det bestemt ikke sidste gang, at vi inviterer ind til sådan en større event her. Allerede efter 4 timer var alle billetter væk her i Give, og generelt var der så kæmpestor interesse for showet, at folk måtte på venteliste. Så virkelig en fantastisk opbakning, hvilket vi er rigtig glade for, siger Lars Bodholdt, der er filialdirektør i Giveafdelingen.  

 

Der var 730 glade og heldige bankkunder på plads i Vestjysk Bank Arena onsdag aften til comedy-show. Foto: Jim Hoff

Stærkt og alsidigt program 

De 6 komikere var Daniel “Hoffe” Hoff, som ud over at have skaffet aftaler med alle komikerne, også var vært på showet. Derudover var det Lis Rytter, Per Sodemann, Anders Wortmann, Claus Reiss og Thomas Warberg, der på skift fil lov til at få publikum til at flække af grin. 

-Det var et rigtig godt program, som Daniel havde fået sat sammen. Attraktive og dygtige kunstnere, og meget alsidigt. De var vidt forskellige, så det ikke bare hele tiden var mere af det samme. Der var noget for enhver smag, og det satte publikum virkelig pris på. Og vi er rigtig glade for, at vi lykkedes med det her projekt, for vi vil jo rigtig gerne gøre noget ekstra for vores kunder og invitere dem ind til en større vent – og det var så også helt oplagt, at vi gjorde det her i den nye hal, der jo bærer vores navn og logo, fortæller Lars Bodholdt. 

 

Her har vi så hele holdet, der gav den gas i Vestjysk Bank Arena. Fra venstre er det Per Sodemann, Lis Rytter, Daniel Hoff, Thomas Warberg, Claus Reiss og Anders Wortmann. Foto: Jim Hoff

Vender tilbage i 2025 med nyt event 

Aftenens bankgæster kom kørende fra et stort geografisk område, så de fem banker alle fik deres kunder med ind til comedy-showet i Give. Og ikke mindst den flotte opbakning og den store tilfredshed hos publikum, motiverer Vestjysk Bank til at gentage succesen igen i 2025. 

-Vi er helt klar til at lave sådan en event for vores kunder igen. Det her er noget folk husker for noget positivt, og det er god pr. for Vestjysk Bank. Og det er jo også det, der ligger i vores DNA, at vi vil gøre en forskel for de lokale kunder og gøre noget for alle i byen – og det vil vi også fremover, for eksempel kunne vi sagtens forestille os at gå ind og lave noget for børnefamilierne. Nu hvor vi er fem banker, der damarbejder, så har vi også et større budget, og det giver os mange muligheder, pointerer den lokale filialdirektør.  

En drøm der gik i opfyldelse 

Aftenens vært og tovholder på komikerne, Daniel Hoff, var også rigtig glad for aftenens forløb.  

-Det var en superfed aften med en kanonflot opbakning. Vildt at stå der og optræde foran 730 mennesker i vores nye idrætscenter - og det endda er på hjemmebane i Give. Det er da lidt en drøm, der her går i opfyldelse.  

-Mine komikerkolleger var da også vilde med det sted her og elskede den gode stemning og opbakningen fra publikum – det er jo lidt ligesom med fodbold: Jo flere folk, der er på stadion desto bedre spiller man, sådan er det bare, konstaterer den lokale komiker og vært. 

  

Den lokale komiker og konferencier, Daniel "Hoffe" Hoff, havde en tredobbelt rolle som arrangør, vært og komiker. Her sammen med Lars Bodholdt.Foto: Jim Hoff