Spinout, burnout og professionelle doughnuts: Fartglade brødre brænder banen af med drifting

Kenneth og Nikolai Hvid har en ganske speciel hobby. De to brødre fra Sejrup og Vesterlund elsker biler, hurtige biler med massevis af horse power. De dyrker disciplinen drifting, bilsportens svar på kunstskøjteløb, sagt med smil på læben. Læs her historien om Team Battlecat Drifting. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

MOTORSPORT: - For at være helt ærlig, så var det faktisk allermest det store garage- og værkstedsanlæg, der interesserede mig, da jeg købte stedet her på Sejrupvej for nogle år siden. Selve huset det var lidt lige meget. Det handlede om at få et sted, hvor der var rigtig god plads til at gå og pusle med vores biler, og det fandt jeg her her. 
Ovenstående udtalelse leverer 33-årige Kenneth Hvid, og han dyrker på topambitiøst niveau sammen med sin bror Nikolai på 29 en ganske speciel niche indenfor motorsporten: Drifting.  

Værkstedet vigtigere end huset 

At Kenneth netop søgte et sted, hvor værkstedskapaciteten er mere vigtig end selve huset, viser meget godt, hvor meget de to brødre går op i deres sport – og ikke mindst hvor vigtigt, det er for dem at have gode arbejdsforhold i forhold til arbejdet med deres biler.  

Ok, kære læser. Så tænker du måske: Drifting? Hvad i alverden går det ud på? Ja det kan være lidt svært at forklare, men helt basalt gælder det for køreren at kontrollere sin bil under udskridning, ramme afmærkede punkter på banen og samtidig holde afstand til konkurrenten på banen.  
Det meste af tiden kører bilen faktisk sidelæns i røg og damp fra de udskridende baghjul. En meget underholdende og visuel imponerede sport med dertil hørende høje lydeffekter fra de hårdt arbejdende biler at se på som tilskuer.  

KLIH HER - og se hvordan det foregår i dette klip, som ligger på BattelcarDrifting på YouTube: 

Fra SoMe-ekspert til racerkører 

Kenneth er udlært mekaniker og har arbejdet en årrække hos værkstedsindehaver Karl Peter Laursen i Give. Nu arbejder han som teknisk konsulent indenfor smøremiddelsbranchen. Nikolaj arbejder som marketing automation specialist – og det er da også Nikolai, der står for den professionelle visuelle lancering af de to brødres oplevelser med drifting på de sociale medier.  

- Jeg har været i gang med drifting sådan lidt on and off siden 2011. Jeg har i den periode også brugt en del tid på at købe hus og ombygge den store kartoffelcentral/hal her på Sejrupvej til værksted til vores biler, fortæller Kenneth.  
Nikolais indgang til at blive udøvende indenfor drifting-sporten springer direkte ud fra hans skills som SoMe-ekspert.  
- Jeg har altid været med ude at tage fotos og filme, når Kenneth kørte drifting. Så en dag prøvede jeg det selv – og så var jeg bare hooked lige med det samme og har kørt siden 2018, fortæller Nikolai. 

Kenneth og Nikolai har netop fået 2 V8 motorer fra Chevrolet hjem fra USA - et par bæster der hver især yder 525 hestekræfter. Foto: Jim Hoff

Bygger to stk. BMW E 46 op helt fra bunden 

De to brødre, der kører under navnet Battlecat Drifting, er i disse uger/måneder i gang med at opbygge to nye biler, 2stk. BMW E 46, som de selv bygger op totalt fra bunden af. De gav i omegnen af 18-20.000 kroner for bilerne, der kom som helt ryddede for alt på nær karosseriet. De har netop fået to V8 Chevrolet-motorer ind ad døren. To kraftcentre, der yder 525 hestekræfter.  

- Når de to biler engang står klar til ræs, så er der ikke ret mange originale dele i dem. Vi bygger jo selv det hele op fra grunden og får de forskellige reservedele hjem fra mange steder i verden. Om alt går vel, så kommer vi ud at køre engang i 2024. Vi kæmper stadigvæk med eftervirkningerne af coronaen, hvor der var reservedelsmangel på stort set alt.  
- Hvad den samlede pris bliver på de to biler, når de står klar, aner vi ikke. Vi er holdt op med at tælle og lægge tal sammen. Men V8-motoren er da klart den dyreste enhed, og den har vi godt nok ventet længe på at få hjem fra USA – men nu er de her, og de er spritnye, fortæller Kenneth og Nikolai.  

Sådan så bilerne ud, da Nikolai og Kenneth modtog de to BMW e 46 til opbygning. Foto: Nikolai Hvid

Fedt sammenhold i driftingsporten 

Drifting er som sagt en niche-sport indenfor motorsporten. Her i Danmark er det ikke en stor sportsgren, hvorimod den blomster i lande som USA, Polen, Japan og faktisk også vores naboland, Norge.  

Det er en forholdsvis dyr sportsgren – og i forhold til opbygningen af de to BMW’er i værkstedet på Sejrupvej, så har det også kostet rigtig mange mandetimer. Men det gør ikke noget.  

- Vi klarer jo selv langt det meste – og så har vi gode kammerater, der også hjælper lidt til. I det hele taget er drifting en meget social sport. Nok er vi konkurrenter på banen, men udenfor er vi gode venner og hjælper hinanden på kryds og tværs. Der er virkelig et rigtig godt fællesskab og sammenhold i drifting-kredse. Her i Danmark kender alle hinanden, netop fordi det er en ret lille sportsgren – og vi har det bare kanonhyggeligt sammen, når vi er afsted i de weekender, hvor vi kører løb, fortæller Kenneth.  

Det handler om stil, ikke fart 

I forhold til selve sporten, det at køre drifting, så er der en hel del adrenalin involveret, når man først sætter sig til rette bag rattet og træder på speederen. Kørerne når op på hastigheder på 150 km/t., og der skal arbejdes benhårdt og topkoncentreret med de køremæssige skills, for det er rent teknisk en svær disciplin at få en bil til at køre flere omgange sidelæns, mens man også skal ramme forudbestemte fokuspunkter.  

- Vi kører en klassisk twin-battle, altså 1mod 1. I første løb er det kører A, der ligger forrest, og skal fører B så både jagte og spejle den forreste kørers bevægelser. Ved løb to er rollerne byttet om. Det handler meget om stil og teknik, ikke så meget farten. Der lægges vægt på tre ting. Farten, vinklen på kørselsretningen, stilen og hvor tæt man er på clipping points/fokuspunkterne forklarer Nikolai og Kenneth.  

Først køres der kvalifikationsløb. Her skilles fårene fra bukkene, og her finder man de kørere, der dagen efter skal køre finalestævnet i en Top 16 Battle. Herfra går man videre til kvart- og semifinaler, inden de to kørere i selve finalen så dyster om det ædleste metal.  
 

En sport der fortjener mere opmærksomhed 

I Danmark er der ikke vildt mange baner/anlæg, hvor man kan køre drifting, men der er Padborg Park, der er en slags højborg for sporten, og der er også baner i eksempelvis Odense og Allingbro, mens også Tirstrup Lufthavn lægger asfalt til løb.  

- I Polen f.eks. asfalterer man et helt stadion, når der skal køres løb. Her er der bare en helt anden hype omkring drifting, men vi håber da, at sporten mere og mere kan vinde indpas her i Danmark også. Vi synes jo, det er en fed og meget tilskuervenlig sportsgren, som fortjener noget opmærksomhed, lyder det med begejstring i stemmerne fra de to brødre.  

Kenneth kører i semipro-klassen, som han faktisk vandt i 2019. Nikolai kører i rookie-klassen med ambitioner om at rykke op i semipro-klassen, mens storebror vil kæmpe for en opgradering til proklassen. 

Selv om Nikolai og Kenneth pt. ikke har biler klar til drifting, kam man godt øve sig. Det foregår på en simulator, hvor man kan prøveløre forskellige bnaner. Foto: Jim Hoff

Der kan godt ryge 20 dæk på en weekend 

De har selv finansieret indkøb og opbygning af de to BMW’er, men de er nu i gang med at lægge en strategi i forhold til at opsøge sponsorater.  

- Vi er meget aktive på de sociale medier, hvor vi med humor og glimt i øjet er godt i gang med at opbygge et online-community, som skal gøre folk opmærksomme på os og sporten generelt. Ved at skabe noget interesse og hype, håber vi den vej rundt at kunne blive interessante for sponsorer. Vi har også en webshop, hvor vi sælger merchandise til gear heads. Vi er også nogle gange hyret ud til en polterabend for at give den kommende brudgom en fed oplevelse bag i vores bil. På den måde håber vi at få dækket nogle af vores udgifter ved denne her ret dyre hobby, siger Nikolai.  

Eksempelvis kan der godt ryge op til 20 dæk, når de er ude og køre ræs over en weekend. Og det er altså ikke discountdæk, der køres på, skal vi hilse at sige.  

- Vi bygger Lego – bare på et mere voksent plan 

Lige her og nu bliver det ikke til træning rent fysisk ude på banerne, idet Nikolai og Kenneth jo er i gang med at bygge deres nye drifting-ræsere. Men de træner alligevel en del – og det foregår via den simulator, der står på 1. salen i værkstedet. Her kan man køre på rigtige baner mod andre modstandere fra driftingmiljøet, og det giver faktisk en hel del god træning.  

- Det fungerer kanonfint, og vi har faktisk også afholdt et supersjovt LAN-party her på værkstedet, hvor en masse af vores venner fra drifting-sporten var med. Vi fyldte værkstedet med pc’ere og sofaer, så blev der ellers kørt simulatorræs til den store guldmedalje. Det var skidehyggeligt, og vi havde det bare megasjovt sammen med gutterne.  

Og så er der selve opbygningen af de to biler, som de to brødre bruger meget tid på.  

- Det er jo lidt det der med, at vi “bygger Lego”, bare på et andet plan. Det er fantastisk at gå og sysle med de her tekniske ting. Vi er både opfindere og designere. Vi kan være kreative, vi er mekanikere, og selve det at bygge noget op sammen – det kan altså bare noget. Og hallo, så kommer der jo et par fede biler ud af det, så vi glæder os helt vildt til, når vi forhåbentlig i 2024 skal ud at køre og vise de her pragteksemplarer frem for gutterne, lyder det med stor begejstring fra Nikolai og Kenneth.