Smuk gestus: Mindesten over Arne Andersen afsløret ved julemarkedet i Givskud

I forbindelse med dette års julemarked i Givskudhallen var der indlagt en rigtig smuk og flot gestus fra Lokalrådet og Elin Søbye fra Givskud GUFs side. På denne specielle dag blev der nemlig afsløret en mindesten for en af Givskuds helt store lokale skikkelser og ildsjæle, tidligere lærer, viceborgmester og foreningsmand om en hals, Arne Andersen. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

ILDSJÆLE: Mange lokalsamfund, store som små, har altid været afhængig af gode stærke, fremsynede folk med ideer og pondus til at fremme udviklingen, og sådan et menneske var nu afdøde Arne Andersen fra Givskud.  

Elin Søbye fra Givskud skrev tilbage i juni flotte mindeord om sit store forbillede Arne Andersen, og dem kan du læse HER 

Nu har hun sammen med Lokalrådet i Givskud sørget for, at der er blevet rejst en mindesten for Arne Andersen – og ud over at dette r en særdeles smuk gestus overfor både Arne og hans kone Bente samt de to sønner Johnny og Søren, så er der også en ganske fantastisk historie både bag selve stenen og dens placering. 

Granitsten fra fodboldbanen 

-I forbindelse med LAR-projektet her i Givskud fandt vores lokale entreprenør en stor sten på Givskud Stadion. Han kontaktede mig og spurgte, hvad han skulle stille op med stenen, og jeg bad ham om at gemme den indtil videre. Det var før Arne døde, men efterfølgende opstod tanken om en mindesten over ham – og så var det jo helt naturligt, at en sten netop fra Givskud Stadion, hvor Arne har tilbragt så mange timer af sit liv, skulle bruges som mindesten, forklarer Elin. 

Med hensyn til placeringen af stenen, så er den anbragt midt på en lige linje mellem Givskud Skole, hallen og vandrehjemmet, hvor Arne Andersen var en af de absolutte drivkræfter bag etableringen af de to sidstnævnte. Og så han jo lærer på skolen i Givskud fra 1966 og frem til sin pension. Derfor en helt genial og særdeles velvalgt placering. 

 

 Arne Andersens to sønner Søren og Johnny var på plads, da den fine mindesten over deres fra blev afsløret - og de var ligesom deres mor Bente virkelig stolte og glade over den flotte gestus. Foto: Jim Hoff

Bevæget familie 

Klokken 13.00 fik Elin Søbye mikrofonen ved julemarkedet i hallen, og her forklarede hun om dagens smukke overraskelse, hvorefter lokalrådsformand Bjarne Østerlund holdt en lille mindetale over Arne Andersen. 

Til stede var Arnes hustru Bente samt hans to sønner Johnny og Søren, og de var alle tre ganske bevægede og rørte over dette flotte indslag. Det var på alle måder helt i Arnes ånd. Og hvor er det dejligt, at man den måde husker at hylde de folk, der betyder så meget for andre mennesker. Det er en disciplin, vi skal blive endnu bedre til her til lands - også i de mindre byer og lokalsamfund.  

Det var Bjarne Østerlund og Grethe Hansen, der er kasserer i lokalrådet, der fik æren af at løfte sløret for den fine mindesten, der var pakket ind i et grønt klæde. På stenen var der placeret en lille fodbold som symbol på Arnes store lidenskab for netop fodbold, og ved siden af stenen lå der 3 citroner, idet Arne var kendt som noget af en ekspert i dyrkning af citrontræer.  

Når foråret kommer, anlægges der et bed med pigsten og beplantning omkring mindestenen.  

Folk vandrede hjertens ud af hallens varme julehygge for at hylde den lokale ildsjæl Arne Andersen. Foto: Jim Hoff

“Far ville have været stolt” 

Johnny Andersen var naturligvis stolt og rørt over den fine gestus, der her blev hans far tildelt.  

-Det er virkelig flot tænkt med en mindesten til vores far. Vi er selv både glade og stolte og der er ingen tvivl om, at far også ville have været stolt over at blive mindet på denne her fine måde, konstaterede Johnny med et stille smil på læben.  

På mindestenen står der følgende:  

Til minde om Arne W. Andersen 1943-2023. En højt skattet ildsjæl i Givskud. Lærer ved Givskud Skole, politiker og sportsmand om en hals. Initiativtager til etablering af hal, vandrehjem, Givskud Kultur- og Aktivitetscenter, Givskud Lokalråd og almene boliger i Givskud.  

 

Elin Søbye fra Givskud GUF fik ideen om, at den store granitsten fra Givskud Stadion var oplagt til en mindesten over Arne Andersen. Foto: Jim Hoff