Små og store bolde i skøn forening: Give Golfklub og Give Håndboldklub indgår samarbejde

To af byens stærke foreninger har i disse dage fundet hinanden i et stærkt samarbejde, der potentielt kan være med til at skabe vækst og udvikling i begge klubber. Der er tale og Give Golfklub og Give Håndboldklub.  

Af Jim Hoff og Give Golfklub jimhoff@voreslokalavis.dk   

FORENINGSLIV: Med virkning fra 1. oktober 2023 indtræder Give Golfklub i Give Håndboldklubs erhvervsklub – Golfklubben får dermed adgang til et attraktivt netværk, såvel som det giver mulighed for at markedsføre sig over for en ny målgruppe. 

Desuden vil aftalen også åbne mulighed for eventuelt at kunne tiltrække arrangementer til golfklubben – både golfrelaterede og ikke-golfrelaterede. 

Formand for golfklubben, Stephen Bihl, udtaler:   

- Vi glæder os til at være en del af Håndboldklubbens Erhvervsklub, og dette samarbejde her viser, at lokale foreninger kan være med til at bakke op om hinanden og supplere hinanden for at styrke lokalsamfundene. 

Håndboldklubben ser det også som en styrke, at Golfklubben bliver en del af Erhvervsklubben  

– Det kan skabe god synergi, gode netværksmuligheder og er en samlet styrkelse af den lokale idræt i Give, udtaler formanden for Give Håndboldklubs Erhvervsklub, Hanne Lund. 

I forlængelse af den indgåede aftale er det desuden aftalt, at Give Golfklubs cafe skal levere traktement til to af Erhvervsklubbens hjemmebanearrangementer 

– Vi har jo hørt ad omveje, at den mad som serveres i cafeen i Give Golfklub, er rigtig lækker, så det glæder vi os til, slutter Hanne Lund, fra Erhvervsklubben, med et smil.

Formanden for Erhvervsklubben og ditto for golfklubben, Stephen Bihl, giver her hinanden hånd på frt just indledte samarbejde de to klubber imellem. Privatfoto