Små guldklumper gav den gas til Dagplejernes Royal Run
En række dagplejere havde igen sat Royal Run for de allermindste og deres forældre og bedsteforældre på plakaten ved de lokaler, der tidligere husede Birkevejens Børnehave. Et herligt initiativ, og heldigvis var vejrguderne i godt morgenhumør denne første fredag i juni.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BØRN I BYEN: Morgenstund har som bekendt guld i mund, og fredag den 7. juni var der lige drysset lidt ekstra kongeligt herlighedsstøv ud over de lokaler, der tidligere husede Birkevejens Børnehave. Her blev der nemlig afholdt Royal Run for en række herlige dagplejebørn, som i dagens anledning havde fået royal tilladelse til at medbringe deres forældre/bedsteforældre til den fine seance.
Det er tredje gang, at de lokale dagplejere Kirsten, Vibeke, Lise og Birgit inviterer ind til Royal Run for de helt små ben, og i år var der 16 børn på deltagerlisten i alderen 8 måneder til 2 ½ år.
-Vi har lavet en løbe/gå-runde her på stedet på 110 meter, som vi skal rundt på nogle gange. Nogle går, nogle løber, andre sidder i klap- eller barnevogn, og det handler jo ikke om at løbe længst men om at have en hyggelig dag sammen med børnene og deres forældre, forklarer Birgit Smedegaard Marquart, der er en af de fire royale dagplejere bag dette fine koncept.
Løbet startede med en sang med dertil hørende sjove fagter og bevægelser - og så var flokken varmet op. Foto: Jim Hoff
Kongekroner og t-shirts med navne på
Op til eventen havde dagplejerne laver kongekroner med børnenes navne på, og de havde også lavet t-shirts med børnenes navne på. I ugerne op til Royal Run-eventen havde de også øvet ruten med børnene, så de kunne vænne sig til det, der skulle ske denne dag med det kongelige tema.
Løbet blev ikke skudt men derimod sunget i gang med en sang. Dagplejer Vibeke havde lavet teksten til melodien til Gravkoen Kommer. Der hørte en masse sjove fagter med til sangen, så da sidste vers havde forladt Birkevejens Børnehave op i morgensommerhimlen over Give, gik det løs med det kongelige motionsløb.
Jeg er klar! Skal vi snart afsted? Foto: Jim Hoff
Medaljer og royale tatoveringer
Der blev sprintet, der blev luntet, der blev kørt klapvogneræs, så de medbragte forældre fik lynhurtigt pulsen op og nogle måtte grave dybt i lungekapaciteten for at følge med de små trommestikkeben. Efter 3-4 runder var det slut, og så var der medaljeoverrækkelse.
Her fik børnene (og et par af de friske fædre) en medalje hængt om halsen, et flot Royal Run tatoveringsklistermærke på armen – og masser af saft og kage. Ja, selv et par af forældrene (fædrene naturligvis) fik også en sej tatovering, de kunne vise frem på arbejde lidt senere.
Rigtig flot arrangement, og dejligt at se hvordan børn og voksne storhyggede sig og solede sig i dette fine royale tema.
Du kan se flere fotos fra det herlige Royal Run løb HER:
Selvfølgelig er Royal Run noget, der skal markeres med viftende flag. Det havde denne herlige unge mand luret. Foto: Jim Hoff