Skybruddet er ankommet til Give: Oversvømmelse flere steder i byen

Regnskyllet, eller det mere clickbait-mundrette ord, skybrud, der ramte Give klokken 10.38 har efterladt sine tydelige spor ud over brede smil hos landmænd og havejere. 

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk 

VAND I BYEN: Give står under vand flere steder i forbindelse med det voluminøse regnskyl, der ramte byen omkring klokken 10.30 og et kvarters tid frem. Bygen, som nogle steder vil blive karakteriseret som et regulært skybrud, blev indledt med en næsten solformørkelsesagtig mørklægning af byen. 

Kort efter revnede himlen, og så gik der for alvor hul på den store himmelske vaskebalje. 

Det stor regelret ned i stænger i en lille halvtimes tid og for at markere, at regnfesten var ved at være slut, kørte Thor lige en tur med gedebukkepspandet hen over den lokale himmel. 

Lyn og blitz fik vi da også lige at gå videre på. 

Regnmængderne presse de kloaksystemerne så hårdt, at eksempelvis Diagonalvejen ud for Dæk Ejnar i den ene kørebane nu står under blankt knæhøjt vand, og tunellen der fører fra Allégade til Frederiksberggade er stort set hermetisk lukket af navlehøjt vand.  

Så pas på ude på Diagonalvejen, sæt farten betragteligt ned - og lad være med at gå gennem tunellen, med mindre du har den store livredereksamen eller er rigtig god til svømning.