Skulderklap til Viggos hjælp til Ukraine: Revyoverskud belønner godhjertet Giveborger

Give-Revyens genopstandelse var god for mange ting, ikke mindst det gode humør, men nu viser det sig også at en lokal borger, som faktisk var med i revyen, også får gavn af revyens succes i forhold til sin indsats for at hjælpe nødstedte ukrainere.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

VELGØRENHED: Give-revyen løb som bekendt af stablen fredag 10. marts, og den høstede fortjent anerkendelse og leverede et kærkomment comeback til byens underholdningsprogram. Men revyen leverede også på andre parametre, for rent økonomisk var det også en succes, og det nyder Viggo Nørtoft, der for øvrigt selv var med på revyholdet, godt af i disse dage.

Eller rettere sagt: Det nyder det krigshærgede folk i Ukraine godt af, for Viggo er her i starten af maj taget til Ukraine med nødrationer for anden gang. Det handler blandt andet om tøj, legetøj, tæpper/dyner, stearin til omsmeltning, krykker, rollatorer, og to generatorer.

Tæt samarbejde med Rotary Lviv

Viggo har via sit netværk gennem Rotary fået kontakt med Lviv Rotaryklub ved Diana Pulischok og Jakob Dalhoff, der bor i den ukrainske by Lviv, og som, ved siden af sin daglige ledelse af udlejningsportalerne Lokalebasen.dk og MatchOffice, kæmper med at udbygge sit omfattende hjælpearbejde i det krigsramte Ukraine.

Det er i tæt samarbejde med disse personer, at Viggo og Give Roraty Klub for alvor sætter sine positive spor i Lviv via donationer og indsamlinger fra Jelena Guzenko, Brande. Bestseller, Lego, Anna og Martin Larsen Thyregod, Lars Sønderstrup Blokhus Rotary, Egtved Rotary klub. Loppemarked i Gadbjerg, Henry Jørgensen, Sejrup, Diagonalkroen, Viggo Nørtoft selv plus mange private giveborgere.

Aflevering af 200 beskyttelsesdragter – 50 kraftige modeller fra Henry Jørgensen i Sejrup og 150 fra Blokhus Rotary klub. Dragterne gik til Bakmut og specifikt til en enhed der kommer fra Kharkiv, men kæmper ved Bakmut. Privatfoto

Fedt at revyen i Give hjælper folk i Lviv

Peter Gravesen, der her udtaler sig på vegne af Give-Revyen, forklarer, at man har valgt at donere 5000 kroner til Viggo Nørtoft for at bakke op om hans humanitære arbejde i Ukraine.

- Vi ved, at Viggo har søgt donationer, og her kom vi så på banen med et bidrag. For det første er det glædeligt, at vi på denne måde kan hjælpe Viggo med hans flotte arbejde, og vi er også glade for, at vi på denne her måde kan bruge vores overskud til humanitære formål, og via artiklen her kan få fortalt, hvordan vi ret beset bruger dele af vores overskud. Der er også lidt penge på kistebunden, så der skulle nok være basis for at lave en omgang revy igen, siger Peter Graver.

Aflæsning ved modtagecenter i Lviv. Privatfoto

Bidt af nødhjælpsturene

Viggo Nørtoft er rigtig glad for det fine bidrag fra Give-Revyen.

- Det er da fantastisk at få 5000 kroner, også fra den revy, jeg selv var med i. Jeg har været ude og søge 12.000 kroner til at få dækket diverse omkostninger i forbindelse med mine ture til Ukraine. Der er jo udgifter til diesel, vejskat, hotelophold og mad. Ud over de 5000 fra Give-Revyen har jeg også fået 5000 kroner fra min mor og far, så jeg har faktisk fået 10.000 kroner helt uden at være rundt med hatten i hånden, fortæller Viggo Nørtoft.

Han drog i starten af maj ud på sin tur nummer to til Ukraine, denne gang i en lille lastbil med de indledningsvist omtalte effekter til nødhjælp.

- Og det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg tager til Ukraine med nødhjælp. Man bliver bare bidt af det, det at man i tæt samarbejde kan hjælpe de nødstedte ukrainere er en stor personlig tilfredsstillelse – og der er virkelig brug for hjælp derovre, understreger Viggo.