Skuffende nederlag til EfB: Give blot 5 minutter fra at slå det suveræne tophold
Lørdag middag stod der ultimativ topkamp på programmet i jyllandsserie 2, da rækkens nr. 2 Give på hjemmebane havde besøg af rækkens suveræne etter fra Esbjerg fB. Give kæmpede bravt, førte 2-1 til det 85. minut – men så gik det helt galt.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
FODBOLD: Det var tæt på, rigtig tæt på, at Give havde tilført suveræne EfB sæsonens første nederlag. Efter 85 minutters spil førte Give med ryggen godt og grundigt mod muren 2-1 på mål Kristoffer Larsen (4. min.) og Victor Snoghøj (42. min).
Men så udmøntede esbjergensernes ret massive overtag sig i to sene scoringer fra henholdsvis Jonas Lauersen og Rasmus Vilhelmsen – begge efter et af de 49 indlæg gæsterne havde sendt ind i Gives straffesparksfelt i løbet af kampen.
Smuk hilsen til Svend Aage
Ikke fordi at man som objektiv (sådan da) betragter ikke havde et det komme, men I guder hvor var det dog irriterende for hjemmeholdets spillere at se det klassiske “topholdssyndrom” slå igennem i de døende minutter. But that’s football, som Sir Alec Ferguson altid, sagde, når hans mandskab havde vendt og vundet et slag i sidste sekund.
Efter slutfløjtet strålede skuffelsen da også ud af både kropssprog og øjne på Givespillerne, der var så tæt på at hive den helt store triumf i land, nemlig at besejre rækkens svar på altid urørlige Bayern München.
Dagens kamp fik en smuk og rørende start, da man mindedes for nyligt afdøde holdleder Svend Aage Bach med 1 minuts stilhed. En fin og rigtig hyldest til et stort foreningsmenneske, der har givet over 60 år sit liv til Sportsforeningen Give Fremad. Æret være Svend Aages minde.
EfB havde et solidt spillemæssigt overtag det meste af kampen - her symboliseret ved en 2:1 situation med Gives Simon Vilstrup. Foto: Jim Hoff
Kontra-Kris klappede kuglen i kassen
Give stillede op i allerstærkeste opstilling, og der var ingen tvivl om, at ud over at fastholde rækkens 2. plads, så gik de grønne krigere benhårdt efter at blive det første hold til at slå EfB’erne - ikke mindst grundet 5-0 nederlaget i de to holds første indbyrdes opgør den 31. august.
Kampbilledet blev som forventet. Esbjergenserne, der havde sikret sig oprykning inden kampen, var ultimativt mest på bolden og etablerede fra første minut en slags powerplay mod Gives mål. Men det er netop til den slags kampbilleder, man for mange år siden opfandt begrebet ”kontrafodbold”, og hvad det kan betyde, så vi et fremragende eksempel på i det 4. minut, da Gives offensive hvirvelvind og enmandshær, Kristoffer Larsen, stak af med god bold i dybden og tog fusen på det ellers stormflodssikrede esbjergensiske bolværk af et forsvar og piskede kuglen i nettet til en voldsom populær 1-0 føring til Give.
Kristoffer Larsen braget Give på 1-0 i det 4. minut - og her er han tæt på at bringe de grønne på 3-1, men desværre snuppede keeperen forsøget. Foto: Jim Hoff
Årets drop på Waldstadion
Det blev EfB-presset ned mod Anders Hauges velbevogtede mål ikke mindre af, men der blev fightet og kriget godt igennem af gutterne på grøn stue, mens Hauge i kassen diskede op med et par fine redninger.
I det 41. Minut gik det dog galt, da EfB’s Ari Johannesen fik bolden i feltet og havde lidt for god plads. Han udplacerede med sit skud keeper Anders Hauge, og så stod der 1-1 på måltavlen. Men Esbjergs keeper ville også have opmærksomhed, og den fik han, på den værst tænkelige facon, da han i det 42. minut lod en ”satellitbold” hoppe en gang for meget – for sidste hop var hen over hovedet på den arme keeper, der skal glæde sig rigtig meget til at se VEO-uddrag fra netop den situation.
Sekunder efter var den så gal med anfører Larsen, der fik et gult kort, for en rustik men selvfølgelig kærligt ment tackling mod kampens første målscorer.
Give tæt på 3-1, men ….
Og med disse to finurlige indslag på nethinden og 2-1 på måltavlen kunne et trods gult til kaptajnen veltilfreds Givemandskab gå til pause. De havde den store fisk på krogen, simpelthen.
Nuvel anden halvleg blev et langt stormløb mod Gives mål, men igen var det en kontrafase, der var tæt på at få tilskuerne til at vælte rundt af begejstring. Efter en times spil fik Kristoffer Larsen en ny sukkerball i dybden, som bragte ham helt fri med EfB-keeperen – det lugtede langt væk af 3-1, men nej. Den gode EfB-målmand rette Giveangriberens skud så meget af, at kuglen fes forbi mål og ud til hjørne.
Og så er det vi er tilbage ved kampens slutfase, hvor topholdet i “Fergie-time” fik hevet de tre points med hjem til det vestjyske. For fuldstændighedens skyld skal vi lige have med, at Give, ligesom EfB fik to gule kort i 2. halvleg til henholdsvis Peter Christensen og Jakob Kristensen – et udtryk for at der blev gået til stålet i denne ganske fine topkamp.
Kampens glimrende dommer må her 'belønne' Gives anfører med en ostemand efter en rustik tackling. Foto: Jim Hoff
EfB-anfører: Vi går efter at være ubesejrede sæsonen igennem
EfB viste sig som et godt og velspillende mandskab, der ud over et hurtigt og teknisk velfunderet pasningsspil også besidder stor fysisk styrke og et par afgørende offensive typer, der kan gøre livet surt for mangen et velkomponeret forsvar.
Efbs anfører var da også svært tilfreds efter 3-2 sejren.
- Det blev svær kamp for os. Måske fordi vi lige manglede de sidste procenter i dag, fordi vi vidste, at vi var rykket op uanset resultatet her i dag. Det blev en hård men også god kamp, og noget bedre end da vi spillede 2-2 i Bramming. Det var simpelthen en gang tonserbold, mens det her i dag var en rigtig fin fodboldkamp. Vi går naturligvis efter at gå ubesejret gennem turneringen – og vi tog et stort skridt her i dag mod et godt hold, konstaterede en veltilfreds og bredt smilende EfB-anfører.
Givetræner: Skuffet og stolt på én og samme gang
Givetræner Kasper Bach-Jensen var, akkurat som sine spillere, skuffet og træt af kampens udfald.
- Naturligvis er det her en stor skuffelse. Vi er så tæt på at vinde 2-1 over et hamrende godt hold, og så smider vi det hele i de sidste 5-6 minutter. Frustrerende, og typisk for et dygtigt tophold at hive den hjem på de sidste marginaler. Men når det er sagt, så leverer gutterne en knaldhård fight, og spillerne gør det rigtig godt hele vejen igennem. Jeg synes bestemt, at vi havde fortjent 1 point i dag
- Sådan blev det ikke, men vi skal være stolte af vores indsats, og vi skal bevare intensiteten så vi kan levere i sæsonens sidste to kampe i forhold til at ende på rækkens 2. plads og dermed retten til en playoff-kamp om oprykning til JS 1, konstaterer Givetræneren.
Efterfølgende blev forsvarsspiller Mathias “Malle” B. Mortensen valgt til Man of The Match efterfulgt af Victor Snoghøj.
Give har to kampe tilbage på udebane mod Bramming lørdag den 21-20 og på hjemmebane mod Broager søndag den 29.10.
Vinder man de to kampe, er vejen til playoff 100 procent på plads, sker det ikke, skal man håbe på pointtab til Egen på 3. pladsen og i teorien også til VB på 4. pladsen.
Mathias "Malle" B. Mortensen blev Gives Man of the Match med Victor Snoghøj som runner up. Foto: Jim Hoff