Skattejagt, skovhistorie og jægerhistorier: Fantastisk debut til Udeliv Vejle i Give Plantage
Der var i den grad liv og glade dage i Give Plantage tirsdag formiddag, hvor 45 børn fra henholdsvis Hedegård Friskole og Ikærskolen fik æren af at være de første, der testede konceptet Udeliv Vejle lokalt i Give og dermed lagde endnu en byggesten til det nye folkekoncept, Grønne Give.
Tekst og foto Jim Hoff – jimhoff@vores lokalavis.dk
GRØNNE GIVE: Det var naturundervisning og leg på den naturlige legeplads i sin allerbedste udgave, da 45 skoleelever fra henholdsvis 4. og 6. klasse tirsdag formiddag klokken 9.00 stod linet op og var klar til at blive delt ind i tre hold for derefter at drage på skattejagt, skovhistorieundervisning og trækendskab.
Det var Ikærskolen og Hedegård Friskole, der leverede råmaterialet, og det var naturvejleder Lars Bo Nielsen, Vejle Kommune, Finn Vind, tidligere jæger og naturunderviser samt Allan Thomsen (Give Jagtforening) og Niels Uth (bestyrelsesformand Give Plantage), der stod som undervisere, legeonkler og skattejagtsinstruktører - og de havde på dagen godt selskab af Arne Erichsen og Lars Jensen fra den lokale jagtforening.
Anledningen var en pædagogisk funderet indvielse af det nye setup i Give Plantage, Udeliv Vejle, hvor man nu fremover kan låne jægerhytten og den nye toilethytte til undervisning osv. Det gør man ved at booke på Udelivvejle.dk – når siden først er oppe at køre.
Niels Uth, der er bestyrelsesformand i Give Plantage, fortalte børnene om Give Plantages historie. Foto: Jim Hoff
Skattejagt, kram et træ og historiefortælling
På det ene hold mødte vi den inkarnerede jæger, naturformidler og storyteller, Finn Vind, der ud over en masse spændende kranier, skind og pelse også havde taget sine to jagthunde Luna og Milla med til Give. Samt bue og pil og et par skydeskiver.
Her skulle eleverne spotte og genkende dyrekranier, skind og pelse, samtidig med at Finn fortalte levende og medrivende om de dyr, der var oppe at vende. Seancen blev sluttet af med en gang bueskydning, og skal vi ikke bare sige det sådan, at Robin Hood på ingen måder er genfødt i Give, smiley.
Hos Lars Bo Nielsen handlede det om at lære skovens træer, aktuelt dem i Give Plantage, at kende. Det blev gjort på sjov og legende vis, hvor Lars Bo formåede at koble undervisning og fysisk aktivitet sammen på fineste facon. Her fik de unge mennesker både en masse god viden – og pulsen op.
På hold 3 handlede det om historiefortælling – nærmere bestemt plantagens historie. Her tog Allan Thomsen sit hold ud på en 2,6 kilometer rute med indbyggede spørgsmål, hvor de også skulle finde diverse mindesten i skoven. Midt på turen ude ved den planteskole, der oprindelig dannede base for plantagen, mødte de så Niels Uth, der øste velvilligt ud af sin enorme viden om plantagen i Give – og også fik fortalt et par gode røverhistorier.
Sammen med Lars Bo Nielsen sansede, smagte og følte eleverne en masse viden ind om skovens træer. Og der var også masser af god motion i undervisningen. Foto:Jim Hoff
45 ambassadører kan nu anbefale ”det grønne klasselokale”
Samtlige elever var igennem de tre stationer, og det hele blev rundet af med kage og saftevand.
Set udefra vil undertegnede gerne anerkende og kreditere underviserne for deres fantastiske smittende, levende og engagerede tilgang til undervisningen.
Udover en masse viden og erfaring fra deres respektive områder formåede de også at formidle tingene på en spændende, sjov og levende facon, der betød, at eleverne var 100 procent med hele vejen. Det var en rigtig god og lærerig oplevelse for alle involverede parter.
Nu er der i hvert fald 45 ambassadører, der kan tale pænt om ”det grønne klasselokale” i Give Plantage – og mon ikke også de lærere, der var med, har set en stærk mulighed her for at levere en god gang naturfagsundervisning.
Du kan se masser af fotos fra den gode dag i plantagen HER
Her kan du også læse om selve den officielle indvielse af den nye toiletskovhytte.
Efter skattejagten og lærdom om dyrekranier/skind sov. stod den på bueskydning hos Finn Vind. Foto: Jim Hoff
Der lyttes interesseret til Niels Uths historie om Give Plantage. Foto: Jim Hoff
Blindebuk - hvor eleverne skulle føre hinanden rundt og gætte blade - med bind for øjnene. Foto: Jim Hoff