Sidste dans med sommergymnastikken: Nu hedder det Vestjysk Bank Arena
Da Idræt i Dagtimerne torsdag afholdt sommergymnastik på plænen ved Huset, kan man tale om eminent timing. Ikke en vind rørte sig, solen bankede gavmildt ned over den fremmødte skare, der glædede sig til sæsonens sidste omgang med sommergymnastik.
Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE LIV: Idræt i Dagtimerne tilbyder i sommermånederne maj, juni og august sommergymnastik på plænen ved Huset på Rådhusbakken, og det er et tilbud, der har et godt tag i målgruppen.
Der møder lige fra 25 til 50 gymnastik- og motionsglade folk frem til eventen torsdag klokken 9.00, og så bliver der ellers lavet en masse god gymnastik på plænen i de efterfølgende 45 minutter.
Stærke frivillige folk løfter projektet
Sommergymnastikholdet er i den grad båret på gode frivillige kræfter, der sørger for, at det hele fungerer hver torsdag. Der er en instruktørgruppe på tre friske piger: Gerda Virkelyst, Ingeborg Noe og Mette Rye, der på skift står for at koste kærligt og kompetent rundt med flokken på plænen.
-Ud over os tre har vi et kaffehold på 6 frivillige. De sørger for kaffe og rundstykker til gymnasterne, efter vi er færdige med dagens øvelser. Så har vi en skarp trio af mænd, der sørger for at stille musikanlægget op og for, at det hele bare spiller. I det hele taget er det bare fantastisk mht. at finde frivillige hjælpere her. Vi er nærmest selvsupplerende, for folk er rigtig gode til at melde sig under fanerne, uden at vi skal ud at prikke dem på skulderen. Det er rigtig dejligt, konstaterer Mette, Ingeborg og Gerda, mens dagens deltagere lige så stille myldrer ind og skriver sig på kaffe/rundstykkesedlen.
Det er fra venstre Ingeborg Noe, Mette Rye og Gerda Virkelyst, der står som instruktører ved Sommergymnastikken ved Huset. Foto: Jim Hoff
Bevægelse til Larsen og Gulddreng
Da det er sidste dag, der er sommergymnastik, er der et stykke smørrebrød til de frivillige i dag – og det er den eneste belønning, ud over en masse positive tilkendegivelser fra deltagerne, som de gode folk får – og det er dem vel rigeligt.
Så går aktiviteterne i gang. Gerda Virkelyst indtager podiet og får de morgenfriske damer og mænd linet op til dagens første øvelse. Her er det Kim Larsen, der lægger musik til, og ved øvelse nr. 2 er det såmænd hyggelige toner Gulddreng, der lyder ud af højtalerne.
Tøserne er i klart overtal, idet der i alt er tre mænd på holdet, så rent procentvis fører pigerne meget overbevisende i forhold til antal.
Ballet åbnede med en frisk sang af Kim Larsen og Bellami - og så var der ellers tændt op for både humøret og bevægelsesapparaterne.Foto: Jim Hoff
Ny hjemmebane for Idræt i Dagtimerne
Næste torsdag går det så løs i det nye idrætscenter i Give, hvor Idræt i Dagtimerne får ny base efter en årrække i Ikærhallen.
-Det bliver spændende med nye omgivelser i det nye idrætscenter. Det er klart, at der vil være noget tilvænning i de nye lokaler osv., hvor man lige skal finde sig til rette. Men vi glæder os til at komme i gang indendørs med alle mange forskellige aktiviteter, og vi kan også se tilbage på en rigtig god udendørs sæson med sommergymnastik. Det er flot med denne fine opbakning, og dejligt at der er så mange frivillige, der er med til, at det her fungerer, lyder det fra instruktørtrioen.
Når sæsonen går i gang i Vestjysk Bank Arena på torsdag kan man kaste sig over følgende aktiviteter: Badminton, soft-tennis, almindelig gymnastik, stolegymnastik, motionsmaskiner, pool, bordtennis samt hensyntagende motion for KOL ramte.
Der er mulighed for at skifte imellem de forskellige aktiviteter eller bruge tiden på én aktivitet, selvfølgelig kan man efter træningen nyde en kop kaffe og en sang med de andre deltagere.