Sejr til Give i topbrag: Så lukkede vi lige håndboldåret med årets vildeste kamp
Der var dækket op til noget af en håndboldjulemenu, da Give HK tog imod topholdet fra Fredericia lørdag eftermiddag i Vestjysk Bank Arena. Ja, det handlede om vigtige points i topstriden, men det handlede i høj grad også om at vise, hvem der er ”den rigtige chef” i rækken. Efter 45 minutter var Give nede 24-28, og det lignede at direktørposten skulle gå til Fredericia. Men så skete der ting og sager!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DIVISIONSHÅNDBOLD: Det blev lige nøjagtigt den vilde og medrivende topkamp, som Give HK’s træner Erik Flak havde forudsagt, da Give og Fredericia bragede sammen lørdag i Vestjysk Bank Arena. Rækkens suveræne nr. 1 fra Fredericia kom med den pondus og attitude, som en håndboldklub med en stærk historik og håndboldkultur må forventes at komme med – kald det positiv arrogance, kald det sejrsvilje ad libitum – uanset hvad, så viste østjyderne sig som et klassemandskab, der mødte op for både at vinde hele håndboldkrigen og samtlige mindre slag på banen.
-Det bedste 2. hold vi har set i 2. division
Give havde da også et par dagsordner: Pletten fra nederlaget hjemme til Otterup kunne med en sejr over topholdet vaskes væk, og med en sejr kunne hjemmeholdet også sætte en streg under, at man hører til i toppen, og at der er bund i andre klubbers respekt for de grønne fra Niels Kjeldsenstaden. Og så er det altså bare altid fedt at lukke året af på bedste vis foran et toptændt hjemmepublikum! Måske en sejr også kunne geare lidt i den positive retning på holdets mentale budgetkonto?
-Det er sandsynligvis det bedste 2. hold, der nogensinde har optrådt her i 2. division, og så har de virkelig et par spillere med et meget højt niveau, lød karakteristikken fra Erik Flak til Erhvervsklubbens spisning inden kampen.
Og gæsterne levede til fulde op til denne beskrivelse.
Action, action, action
De røde fra fæstningsbyen kom blæsende ud med et intenst og velkomponeret presspil og et tempo, der fik tilskuerrækkerne til at ligne noget fra Centre Court ved Wimbledon. De røde sad helt oppe i struben på Givespillerne i noget der til tider ligne et helbanepres – man var faktisk i tvivl om det egentlig ikke var en basketballkamp i NBA man sad og så på.
Men selvom Givesoldaterne i grønt havde rigeligt at se til med adrenalinniveauet i niveau red alert, tog de handsken op og leverede fine modsvar. Det var helt lige, godt nok med Fredericia oppe med 1-2 mål det meste af 1. halvleg. Give tændte dog lige lidt julelys efter 15 minutter, da måltavlen viste 9-7 i hjemmeholdets favør, men så rykkede gæsterne lige deres preslinje yderligere 10 meter frem – og så lignede det noget, som Brøndby IF praktiserede under Alexander Zorniger i sommeren 2018.
Fredericia stak af i starten af 2. halvleg
Men igen rykkede hjemmeholdet sammen i den holdtaktiske spillerbus og holdt stand mod dette stormvejr, og efter 30 minutter kunne holdene gå til pause med stillingen 17-17 efter en helt forrygende omgang håndbold på et niveau, der flere gange var oppe og dufte ret meget af 1. division. Og her kunne tilskuerne også være med, skal vi hilse at sige.
Efter pausen startede Fredericia lige med at bringe sig foran på et flot vip, og så tog de ellers lige fra, de røde. Sikkert og stabilt øgede de forspringet, og efter 45 minutter førte topholdet med 28-24 over et hjemmehold, der virkelig måtte slide hårdt for at holde trit i denne actionfyldte og medrivende håndboldkamp. Men Give bevarede fatningen, gik ikke i panik og frem for alt bevarede de grønne troen og ikke mindst roen – og det blev afgørende på den lange bane.
Forsvars/stregspiller Kristian Nederby fik en flot debut for Give HK med kompromisløs og stærkt forsvarsspil. Foto: Jim Hoff
Så kom feltherren på banen
Med playmaker Sebastian Hansen som cool og kompetent feltherre fik hjemmeholdet sat nogle længerevarende angrebsmønstre op, og det profiterede ikke mindst den særdeles velspillende Emil Pil af. I kampens sidste kvarter åd Give sig sejrssultne ind på gæsterne med en del flotte scoringer fra Emil Pils stærke skudarm, og da uret viste 55 minutter, var Give blot neden med et mål, 33-32.
Og så fik vi også lige noget X-Factor på banen i skikkelse af keeper Lasse Maarberg, der gik ind og afløste en eller virkelig stærk Jakob Skov. Maarberg pillede simpelthen alle de forsøg et mere og mere fortvivlet Fredericiahold sendte afsted mod Givemålet – og med 3 minutter tilbage var det helt lige, 34-34. Og hvem skulle så afgøre dette vanvittige håndbolddrama? Rød eller grøn?
Pil og Maarberg blev matchvindere
Det blev den ’grønne løsning’ – og hvem andre end Emil Pil sendte både holdet, trænerbænke og hele Vestjysk Bank arena i ekstase. På et fint forarbejde fra Mikkel Molbech steg ’Pilen’ til vejrs og piskede kuglen ned i bunden af målet bag en forgæves sprællende Fredericia-keeper.
I den anden ende af banen var det så en anden keeper, der fik lov at brillere med en matchvindende redning, da Lasse Maarbeg måtte ud i fuld længde på en sidste sekunds afslutning fra en desperat Fredericiaspiller – og så var 35-34 sejren i hus, hvilket udløste kollektive jubelscener i hallen, der ledte tankerne hen på EM i juni 1992.
Flot debut til Nederby
Inden vi overlader mikrofonen til Erik Flak og Sebastian Hansen skal vi lige runde dagens debutant for Give, Kristian Nederby. Han gik på imponerende vis direkte ind i startopstillingen efter 3 træninger, og den rutinerede 3’er/forsvarsspiller leverede i den grad varen.
Han var med sin store fysik og betingelsesløse og ultimative tilgang til forsvarsarbejdet en afgørende faktor i forhold til, at Give kunne holde stand mod de østjyske håndboldhvirvelvinde. En imponerende flot debut.
Flak: Vi følger kampmanuskriptet
Cheftræner Erik Flak havde høj puls, af glæde og stolthed naturligvis, da han efter slutfløjtet udtalte sig til avisens udsendte, alt imens tilskuerne overdyngede hans mandskab med velfortjente stående klapsalver.
-Det blev en kamp, der fulgte det ’manuskript’, jeg havde i hovedet inden kampen. Det blev akkurat så spændende som forudset, og Fredericia viste hvor gold et hold, de er. Men vi er også klar i dag. Vi er bagud 3 gange, nede med 4 må også, men vi henter dem her gang, og det lykkes vi med, fordi, vi bevarer fatningen og ikke begynder at eksperimentere vildt, selv om vi er under voldsomt pres. Vi holder fast i vores basis-spil, og vi formår i kampens slutfase at sætte en masse længerevarende angreb sammen, og holder på den måde gang i vores spil, ikke mindst takker være Sebastian Hansen og Mikkel Molbech, der går ind og styrer vores angrebsspil helt perfekt. Alt i alt er jeg stolt af drengene her i dag, det er flot at vinde sådan en topkamp her i den kulisse, det var lige hvad vi trængte til, og en pragtfuld måde at gå på juleferie på, lyder det fra en glad cheftræner.
Playmaker Sebastian Hansen satte et stærkt positivt præg på kampen ikke mindst i kampens lutfase, hvor Give kom stærkt tilbage i kampen. Foto: Jim Hoff
Sebastian Hansen: Handlede om ikke at gå i panik!
Sebastian Hansen kom ind og fik en afgørende rolle i kampens for Give så positive udfald. Den sympatiske playmaker er godt tilbage efter sin akillesseneskade og fik i dagens kamp vist, hvad det er en vaskeægte playmaker betyder for et hold, der er under voldsomt pres.
-Vi møder et fantastisk godt hold her i dag, der stresser og presser os. Derfor handler det om ikke at gå i panik og om at fastholde de aftaler og de mønstre, vi er trygge i. Det sidste kvarter får vi ro på vores angrebsspil, det var da også den opgave jeg blev sendt på banen med, og det betyder, at vi kan køre nogle længere angreb og dermed pille det mere kaosprægede spil ud af kampen, hvilket passer os meget bedre. Det betyder også, at vi får presset Fredericias forsvar meget bedre, og at vi får sat vores skytter bedre op, og det gav jo så også pote, konstaterer Hansen med et stort smil.
Den velsmurte målmaskine, Emil Pil, der leverede de afgørende mål i slutfasen, blev kåret til Man of The Match. Fuldt fortjent, men egentlig kunne man have kaldt hele holdet på gulvet til denne kåring efter en rigtig flot håndboldkamp, hvor begge hold virkelig gav tilskuerne en flot håndboldjulegave.
Vi har deværre ikke Gives målscorere til jer, idet Give HK ikke har en holdleder tilknyttet, som ellers normalt varetager den slags opgaver.
Med sejren manifesterer Give sig som rækkens nr. 2 blot 1 points efter Fredericia, der beholder 1. pladsen (se tabellen herunder). Give spiller næste gang søndag den 12. januar, hvor man lægger ud med et lokalbrag mod Grindsted.
Du kan se en masse fotos fra denne fantastiske håndboldkasmp ved at klikke HER
Emil Pil viste i den grad klassen, da han i 2. halvleg smadrede det ene mål ind efter det andet og dermed blev en afgørende figur i Gives imponerende slutspurt. Foto: Jim Hoff