Sej ung mand: Daniel er oppe på motocrosseren igen efter dobbelt skinnebensbrud
1.november 2022 styrtede Daniel Hagen på sin motocrosser efter et alt for langt hop kom ud af kontrol. Han landede hårdt på benene og fik et dobbelt skinnebensbrud. Så stod den på gips og rullestol, men i februar i år satte den seje unge gut sig op på jernhesten igen – og nu kører det.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
MOTOCROSS: 12-årige Daniel Hagen er en sej og målbevidst ung herre. Allerede for snart to år siden proklamerede han, at han naturligvis gik efter en VM-titel indenfor sin sport, motocross. Her havde han lige vundet klubmesterskabet i 65-kubikklassen hos Billund Motocross Klub, så mon ikke det var her, at sulten efter mere sølvtøj blev grundlagt.
Men desværre kom der en kæp i hjulet for den unge mands karriere, da han i november 2022 kom ud for et grimt styrt. Han røg ud i et for langt hop og mistede kontrollen, hvilket resulterede i at han ladede så hårdt på benene, at han brækkede begge knogler i underbenet, skinnebenet og lægbenet.
- Jeg kunne godt mærke, lige da jeg landede hårdt på benene, at der var noget der gik galt. Det gjorde megaondt, så jeg fik kaldt på min far, som så fik mig løftet væk fra stedet. Ja, og så var benet altså brækket, og jeg fik gips og specialstøvl på og sad i rullestol frem til 1. februar i år, fortæller Daniel.
Hurtigt op på jernhesten igen
Nu kunne man så godt forstille sig, at han så ville lægge styrthjelmen på hylden med den oplevelse i bagagen. Men nej. Den unge mand ville op på “hesten” igen så hurtigt som muligt – og det kom han. -Jeg glædede mig bare til at komme ud og køre motocross igen. Jeg var ikke bange og havde ingen betænkeligheder, fortæller Daniel med et stort smil.
Det havde til gengæld hans far, Henrik.
-Jeg var lidt urolig, men ikke så meget pga. Daniels tilbagekomst. Det var fordi, vi 3 dage før Daniels styrt havde tegnet en rigtig god sponsoraftale og Daniel var også lige kommet med i et professionelt team, Team KKA. Jeg var bange for, at det hele nu røg på gulvet pga. Skaden, men heldigvis holdt sponsoreren ved og
Daniel har nu to store sponsorer, hvilket betyder, at vi kan køre videre i Team KKA, fortæller Henrik, der da heller ikke lægger skjul på, at han synes, at det var sejt af junior bare at gå i gang med at køre cross lige efter han var meldt fysisk klar.
Fitnesstræning med benet i gips
I forbindelse med skaden har Daniel genoptrænet i et fitnesscenter, hvor han især har styrket overkroppens muskulatur. Turene i fitnesscentret fastholder han, og her giver han den også gas på løbebåndet.
- Det er fysisk hårdt at køre motocross. Man skal jo gerne kunne holde fast og følge med hele vejen rundt, så det kræver, at man er i god form, pointerer den fornuftige unge mand, der træner 2-3 gange om ugen plus konkurrencer.
I starten da Daniel fik gang i motocrosstræningen igen, havde han power til blot 10 minutters kørsel. Men efter hårdt og målrettet arbejde både i fitnesscentret og på træningsbanen har han nu power nok til en times kørsel.
Meget tæt på at rykke op i B 85-rækken
Daniel kører for to klubber i 85 C-klassen. Han kører i Billund Motocross Club under DMCU (Dansk Motocross Union) og i Silkeborg Motocrossklub under DMU (Dansk Motor Union). I år har det handlet om for den unge mand at sale points nok i klassen, så han kan rykke op i 85 B-klassen, og det er gået ret fint i de 10 løb, Daniel har kørt i år efter benbruddet.
- Daniel er tæt på B-rækken, og jeg tænker, at det er realistisk, at han cirka midt i 2024 har samlet points nok til at rykke op, vurderer Henrik.
Der er ét løb tilbage i år, Grand Finderup, men her står Daniel over. Det er for det første en hård og lang bane på 15 kilometer, og så er det nogle benhårde gutter, der stiller op her, så efter en hektisk sæson vælger han at se løbet fra tilskuerrækkerne.
12-årige Daniel Hagen er inkarneret motocrosskører, og i november 2022 brækkede han benet efter et styrt. Han kom op på hesten igen i starten af 2023, og nu kører det hele igen på skinner. Foto:Jim Hoff
Har brugt 2023 på at bygge op og udvikle
Hvis, eller rettere når, Daniel når målet om at rykke op i 85 B-klassen i 2024, vil han naturligvis få endnu bedre modstandere, og det er også på den måde, han skal udvikle sig.
- Når det hedder 85 B, så er det enten fuld gas eller intet, så enkelt er det. Der skal køres mere aggressivt, og det kræver større udholdenhed. Nu har vi brugt 2023 på at bygge op, på at udvikle Daniel både køreteknisk og fysisk – og på at fintune en masse detaljer omkring det køretekniske og det sikkerhedsmæssige.
Her har Kenneth Kaalund (indehaver af Team KKA, red.) virkelig fået sat sit præg på Daniels kørsel, fortæller Henrik.
Og når Daniel er fyldt 15 år og potentielt kan og må rykke op i 125 kubikklassen, så er der “no mercy”. Her hersker de hårde drenge, så det er dét, den unge mand nu skal bygges op til at manøvrere i, når den tid kommer.
Har brugt 400.000 på motocross i 2023
-Her er det supervigtigt, at vi har nogle gode sponsorer i ryggen, for det er en dyr sport. I 2023 har vi brugt 400.000 kroner på sporten. Der er udgifter til privat træner, bil, trailer, motorcykler, løn til teamet og reservedele. Og så spørger du måske om, hvorfor vi bruger så meget tid og så mange ressourcer på det her.
-Og det kan jeg sagtens forklare. Da jeg selv var ung, kørte jeg motocross fra jeg var 14 til jeg blev 19. Det er nogle af de suverænt bedst år i mit liv, og jeg tænker tilbage på de år med stor glæde. De oplevelser og venskaber, jeg fik her, vil jeg rigtig gerne, at Daniel også får lov til at opleve – og det er altså 1000 gange bedre at bruge sin energi og tid med sport end at ryge ud i en masse snavs med stoffer og bajere og dårligt selskab, konstaterer Henrik.
Masser af venskaber og oplevelser
Han og Daniel ser for øvrigt også store og stærke sociale gevinster i motocross-sporten.
- Selvom vi måske hader hinanden på banen, det skal vi jo, så er vi rigtig gode venner udenfor banen. Vi kender jo hinanden alle sammen, og det er jo ikke sådan, at vi skal ud og smadre hinanden på banen, vi motiverer hinanden til at blive bedre, siger Daniel.
- Og så er motocross også en fed sport, hvor de unge knægte kan være max vilde under kontrollerede forhold. Og der er altid mindst 400 forældre til at passe på dem, tilføjer far Henrik, der følger sin søn trofast i tykt og tyndt i det sprudlende motocross-univers.
Lad os blot konstatere, at far og søn ser frem til 2024 med store positive forventninger, og de har noget at have det i, for Daniel er en sej ung ambitiøs og talentfuld gut, der ikke lader sig slå ud af et dobbelt benbrud.
Og det går jo heller ikke, når man drømmer om VM-guld!
Så er vi klar til sæson 2024,hvor jagten på 85 B-klassen for alvor går ind. Privatfoto