Så stod der lige slædehunde på programmet på Hedegård Friskole

Torsdag aften i uge 12 holdt Hedegård Friskole skolefest, og det fejrede skolen dagen efter med at droppe skoleskemaet om formiddagen for i stedet at lade børnene få et fint indblik i slædehundenes verden – og 10 elever fik endda en tur i denne 32-benede formel racer af en hundeslæde. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

 DET GODE SKOLELIV: Hundeslædeløb på en bar mark ved Hedegård Friskole en kold fredag formiddag i marts. Hvordan hænger det lige sammen?  Det hele startede tilbage i november 2023, hvor Hedegård Friskole i forbindelse med Black Friday afholdt en konkurrence, hvor præmien var en tur på hundeslæde. 

At man kan trylle så speciel og sjov en præmie frem hænger sammen med, at en af skolens lærere Natalie Thybo og hendes mand, Mikkel Bach Jensen, der har firmaet Aktivehunde.dk. Mikkel har været udstationeret på Grønland, som stationsspecialist hos Arktisk Kommando.  

Fra Siriuspatruljen til en mark i Hedegård 

Her havde han et tæt samarbejde med bl.a. Siriuspatruljen og deres hunde. Under Mikkels tid på Station Nord, var han bl.a. ansvarlig for hundene. Alt den erfaring Mikkel har haft med slædehunde med sin tid på Grønland, har han taget med hjem til Danmark, hvor han har overført sin knowhow i arbejdet med sine egne hunde.   

Natalie og Mikkel finder på et tidspunkt sammen, og ikke mindst deres store fælles interesse for slædehunde er et fantastisk godt ‘bindemiddel’. Natalie begynder at køre med slædehunde i 2015, og i dag har hende og Mikkel 10 slædehunde sammen – 8 siberian huskies og 2 grønlandske slædehunde. Sammen kører de i dag firmaet Aktivehunde.dk, som du kan læse mere om her: https://aktivehunde.dk/ 

 

Skoleleder Jette Bech Mathiesen var den første, der fik tur i hundeslæden - og det nød hun. Foto:Jim Hoff

Startede med foredrag om slædehunde 

Dagen startede med fælles morgensang, hvorefter Natalie holdt et rigtig fint foredrag med slides og små videofilm for eleverne om slædehunde. Hun præsenterede hende og Mikkels 10 slædehunde hver og en for eleverne og fortalte om hundenes personligheder – og det viser sig, at hunde bestemt er lige så forskellige som vi mennesker. 

Slædehunde er ifølge Natalie karakteriseret ved, at de lever for at komme ud og brænde krudt af, dvs. komme ud at køre en masse slædekørsel i Guds frie natur. Det er simpelthen livet for disse charmerende firbenede kraftkarle.  

Efter det fine foredrag drog delegationen ud på en mark bag ved skolen, hvor Mikkel og 8 topmotiverede hunde med inciterende ‘ulvehyl’ stod klar til at tage imod eleverne. Når hundene kan se hundeslæden, en 90 kilo tung vogn med hjul, så ved de, at der skal løbes - og så er de oppe at støde, til Mikkel sætter i med startkommandoen. Så falder der ro på flokken – for de elsker simpelthen at drøne afsted med en tung slæde bag sig, gerne med 1-2 passagerer.  

 

Natalie Thybo, der er lærer på friskolen, leverede et fint foredrag og slædehunde. Foto: Jim Hoff

10 elever fik en tur i hundeslæden 

Der var 10 elever, der havde vundet en tur i hundeslæden, men inden de fik tur, så gik skoleleder Jette Bech Mathisen, modig som hun jo er, forrest og tog den første tur, så eleverne kunne se, hvordan det skulle foregå. 

Efter to forrygende runder kunne Jette med et stort smil, og lidt småsvimmel, forlade hundeslæden, og så var der elevernes tur. Og det gik huhej derudaf med brede smil og store latterbrøl fra de unge mennesker da hundene med tungerne “flere meter ude af halsen”, som en knægt fra 6. klasse så rammende formulerede det.  
 

Hundene nød det, eleverne nød det, og de mange tilskuere havde også en fest denne kolde formiddag på hundeslædemarken i Hedegård. En rigtig fin oplevelse både for de elever der fik en tur i den 32-benede formel 1-racer og for os, der stod og så på. 

 Du kan se flere fotos og et par videoer fra hundeslædedagen HER