Racerløb i sneen: Alberte skal ud at køre hundeslæde
Hedegård Friskole afholdt i forbindelse med Black Friday en konkurrence, hvor de havde slået lejr i det tomme butikslokale i Østergade. Her afholdt skolen en gættekonkurrence, hvor præmien var en tur på hundeslæde. Og gæt hvem der vandt!
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE SKOLELIV: Det kan man da kalde timing i verdensklasse. I forbindelse med Hedegård Friskoles Black Friday-konkurrence var præmien en tur med hundeslæde sponsoreret af Aktivehunde.dk - og med al den sne der er faldet her på det sidste, er det da topaktuelt at komme ud at køre ræs på hundeslæden.
Det er en af de ansatte på friskolen, Natalie, der har gode forbindelser til Aktivehunde.dk, og hun mente nok, at sådan en præmie kunne være interessant at stille på højkant.
- Konkurrencen var baseret på 9 spørgsmål omhandlende Hedegård Friskole, info man kan hente i vores blad, Friskolenyt. Det var spørgsmål om elevtal, busruter, specielle fødselsdage og andre faktuelle vidensspørgsmål om skolen- og her var det en elev på skolen, der gik hen og vandt, fortæller skoleleder Jette Bech Mathiesen, der som man kan se på artikelns bærende foto fik æren af at overrække præmien til den dygtige vinder.
Gavebeviset fra Aktivehunde.dk. Foto: Jim Hoff
And the winner is: Alberte
Den dygtige og heldige vinder er Alberte Engsig Pedersen fra 6. klasse, og hun skal nu ud på en sjov tur på hundeslæde, og hun må tage en ven med på turen.
-Turen kommer til at foregå i en skov, og Natalie har vist eleverne en video, hvor man kan se, hvor stærkt det faktisk går, når hundene først er i trav, fortæller Jette.
Alberte glæder sig til turen, og hun er faktisk ikke den eneste vinder i 6. klasse her op til jul, for det blev nemlig hendes klasse, der vandt prisen for bedst pyntede klasse på skolen i forbindelse med julepyntningen i december måned.
Den dygtige og heldige vinder af Hedegård Friskole Black Friday-konkurrence er Alberte Engsig Pedersen fra 6. klasse. Foto: Jim Hoff