Prisvinder: Basic & More er blandt Danmarks hurtigst voksende kæder

Foto: Basic & More er kåret som årets bedste detailkoncept ved NCSC Denmark. Prisen blev modtaget af udviklingsdirektør Rasmus Rask (tv.) og driftsdirektør Jeppe Stounbjerg. Foto: Basic & More.

Basic & More, som har hovedsæde i Thyregod, er kåret som årets bedste detailkoncept ved NCSC Denmark – den danske afdeling af Nordens største brancheorganisation for shoppingcentre og detail – for deres innovative og hurtigt skalerbare koncept.

Af redaktionen

THYREGOD: Mens mange nye butikskæder kæmper med at slå igennem, har Basic & More, der har hovedsæde i Borgergade 28 A i Thyregod,  siden åbningen i 2021 markeret sig ved hurtigt at blive en af landets største butikskæder.

Virksomheden, som kombinerer egne produkter med boliginteriør, keramik og isenkram fra overskuds- og restlagre, har netop modtaget prisen "Retail Concept of the Year" af NCSC Denmark foran etablerede detailgiganter som Matas og Magasin du Nord.

Juryen fremhævede kædens evne til at skalere et koncept baseret på produkter, som ellers sjældent ville finde vej til butikshylderne.

Altid nyt at komme efter

Ifølge administrerende direktør Søren Bryske Larsen er nøglen til Basic & Mores succes, at kæden adskiller sig fra klassisk detail.

– Det er et stort skulderklap at blive kåret som årets detailkæde. Vi har fra start insisteret på en anderledes tilgang med en blanding af restpartier, andensortering og nye varer – og det har appelleret til danskerne. Mange går bevidst efter produkter, som har deres eget unikke særpræg, og fordi vi køber varerne billigt, kan vi sælge dem til lave priser. Samtidig fornyer vi os konstant, så der hver uge er noget nyt at komme efter, siger Søren Bryske Larsen.

Basic & More forventer at nå 25 butikker inden sommer og 30 butikker inden årets udgang. Samtidig begynder kæden at rette blikket mod udenlandske markeder. Foto: Basic & More.

Stærke medspillere

Han peger samtidig på støtten fra ejerkredsen, som blandt andet tæller erhvervsmanden Niels Holch Povlsen og Ree-familiens familiekontor, Ree Office, som afgørende for virksomhedens hurtige vækst.

–  Niels Holch Povlsen og Ree Office bakker 100 procent op om konceptet. Deres engagement har været afgørende for, at vi har kunnet ekspandere så hurtigt og åbne butikker over hele landet, og de har åbnet døre, som ellers kunne have været svære at få adgang til. Den tætte dialog med dem er uvurderlig for os, siger Søren Bryske Larsen. 

Snart 30 butikker – og international ekspansion i sigte

Basic & More forventer at nå 25 butikker inden sommer og 30 butikker inden årets udgang. Samtidig begynder kæden at rette blikket mod udenlandske markeder.

– Vi åbner snart nye butikker på gågaden i Horsens og i Ballerup Centret – begge inden for de næste par måneder. Vi går altid målrettet efter centrale placeringer med et aktivt handelsmiljø. Samtidig er vi begyndt at kigge mod udlandet, hvor der også er stor interesse for vores koncept. Vi er stadig på et tidligt stadie, men ekspansion ud over landegrænsen ligger bestemt i planerne, slutter Søren Bryske Larsen.

Ifølge administrerende direktør Søren Bryske Larsen er nøglen til Basic & Mores succes, at kæden adskiller sig fra klassisk detail. Foto: Basic & More.