Pia og Bo har knoklet over et år: Nu står købmandsbutikken snorlige

I 2022 startede Pia Runoberg og Bo Them Jensen med en større renovering af købmandsbutikken i Givskud både udvendigt og indvendigt. Ved indgangen af februar kan de præsentere kunderne for en flot og strømlinet butik, der mere eller mindre er sat i stand fra top til tå. Det var været dyrt og tidskrævende, men det har været det hele værd.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE BUTIKSLIV: De tæt på at være i mål med den samlede renoveringsplan for købmandsbutikken i Givskud købmandsparret Pia Runoberg og Bo Them Jensen. I 2022 påbegyndte de en større udvendig renovering og brush up på det udvendige, og i efteråret 2023 blev der investeret i nye køle-fryseanlæg samt en ny mejerivare-afdeling. 

Derudover blev der investeret i solceller på taget, og i uge 49 blev butikken udstyret med et helt nyt kasseområde. I januar 2024 har butikken så fået skiftet al inventar, og det betyder, at butikken nu fremstår snorlige og såvel kundevenlig og medarbejdervenlig, idet det er noget lettere nu at systematisere de respektive varegrupper og den vej rundt at kunne præsentere kunderne for en fin, moderne og overskuelig butik.  

Fantastisk tålmodige kunder og medarbejdere 

-Det har været en stor omgang, og det er lykkedes at kunne gennemføre de mange forbedringer uden at skulle holde lukket. Der har været periode, hvor butikken har rodet pga. udflytning af inventar og opsætning af nyt og så videre, men her vil vi rigtig gerne sende en kæmpestor tak til kunderne for deres store tålmodighed og den flotte opbakning, vi er blevet vist i de her perioder. Det samme mht. vores personale – de har virkelig også været tålmodige og bare knoklet på uden at kny selv om det har været bøvlet og dagen har været lange, lyder det anerkendende fra Pia og Bo.  

I en periode med udskiftning af inventar har de drevet “gammeldags købmandsbutik”, hvor kunderne har bedt om de og de varer, og så har personalet ellers fundet tingene i kasser og den vej rundt hjulpet kunderne gennem deres indkøbslister.  

 

Hårdt, sjovt og spændende - og mere på vej 

-Det har da været hårdt, men også virkelig sjovt og spændende, fordi vi vidste, at der ventede os en ny og flot butik i den anden ende. Mange dage i den periode har vi da arbejdet til klokken 01.00- 02.00 om natten. Og det har været al besværet værd. Nu står vi med en knivskarp butik, som vi er stolte af, og som vores kunder da også virkelig roser hver gang, de kommer ind i butikken.  

 - Og det er superdejligt, når vi nu investerer så meget hjerteblod og så mange ressourcer, at folk påskønner det, konstaterer det driftige købmandspar med brede smil.  

Nu kender mange jo godt den motor, der driver ikke mindst Bo som en vaskeægte købmand, der altid ser nye projekter og mål foran sig, og på den konto vil avisens udsendte gerne vide, om det så var det? Eller er der flere opgraderinger og forbedringer af butikken på vej? 

-Nej, det er bestemt ikke slut. Der er flere større projekter i støbeskeen, og det kan vi løfte sløret for løbende hen over 2024. Men nej, vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærrene, pointerer Bo. 

Ligger pænt over landsgennemsnittet i forhold til lokal opbakning 

Han kan også fortælle, at Min Købmand i Givskud er begunstiget af en rigtig flot opbakning, hvor butikken scorer rigtig højt på de målinger, som koncernen laver årligt for de 160 butikker i kæden.  

-Her ligger vi pænt højere end landsgennemsnittet for de lokale Min Købmandsbutikker, og det skyldes jo i høj grad vores trofaste og forstående kunder. Selv i de perioder, hvor vi har bakset med flytterod, ligger vi over indeks, så selv om det jo nok har været bøvlet rent praktisk både for os, kunderne og de ansatte, så har vi kun positive oplevelser at se tilbage på, siger Pia og Bo. 

At parret nu over et år har smidt så mange timer og ekstra ressourcer efter butikken sender et stærkt signal til byen og lokalområdet, om at de vil byen og borgerne – og at der skal være en købmandsbutik langt ud i fremtiden også. 

 

Min Købmand i Givskud har det sidste godt og vel års tid undergået en stor renovering både ude og inde. Her viser købmand Bo Them Jensen lidt guf fra den nye flotte vinafdeling.. Foto: Jim Hoff

Nye leverandører og nye varer på hylderne 

-I forbindelse med udskiftningen af inventaret har vi fået en masse nye leverandører og dermed også en del nye varer på hylderne. Vores vinafdeling er således blevet meget opgraderet, og vi vil fremover have endnu mere fokus på vi, idet vi har fået tilknyttet en fast vinmand til butikken, som lejlighedsvis vil kigge forbi og lave vinsmagninger og fortælle om de gode vinde her i butikken. Vi har også udvidet sortimentet med specialøl. Idet vi nu har 10 gange så mange specialøl, fortæller Bo.  

Og så en rigtig god nyhed til de sliksyge. 

- Vores nye afdeling med slik er et vaskeægte slaraffenland for ungerne - og andre, der elsker slik. Her er der virkelig masser af guf på hylderne, siger Pia. 

Afholder vinsmagning den 9. februar 

Apropos den udvidede vinafdeling, så afholder butikken en vinsmagning fredag den 9. februar fa klokken 14.00-17.00. Her kan man komme og smage en række gode vine og få en masse paratviden og sjove anekdoter om de respektive vine af butikkens helt egen vinmand.  

- Det ser vi frem til at præsentere kunderne for, og faktisk går vi og pusler med nogle ideer og tanker om på sigt at lave nogle større events, hvor vi for eksempel byder på vin- eller ølsmagning, tilbyder lækker tapas, og så kombinerer det med en udstilling fra Pias garnbutik - og samler det hele i forsamlingshuset, der jo ligger lige ovre på den anden side af gaden, siger Bo.  

Vigtigt ikke at stå stille 

Temaet for hele den store renovering og opgradering af butikken handler både om, at det er vigtigt, at man som landsbykøbmand ikke står stille, men hele tiden udvikler på butikken – ikke mindst til gavn for kunderne.  

-Vi har som sagt brugt mange ressourcer og timer på at skabe en flot og attraktiv butik, og det er vores måde at sige tak til vores kunder på for deres flotte opbakning, lyde det samstemmende fra Pia og Bo. 

I forbindelse med renoveringen og det færdige arbejde med udskiftningen af inventaret, vil der i butikken være en lang række åbningstilbud af både velkendte og nye varegrupper.