OPDATERET: Peter købte spøgelseshus for to år siden – men kan ikke få svar på hvad grunden kan bruges til

I januar 2021 købte Peter Schmidt huset på Hovedgaden 2 i Grønbjerg. Et forfaldent nedrivningsmodent spøgelseshus beliggende på et areal på 6600 kvadratmeter. Et projekt Peter Schmidt kunne se potentiale i – men han venter stadig på kommunalt svar.

Tekst & Foto Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

GRØNBJERG: Peter Schmidt er indehaver af Schmidts Maskinservice & Montage på Klinkvej i Grønbjerg, og i januar 2021 købte han huset med tilhørende jord på Hovedgaden 2 i Grønbjerg. Et hus med en blakket historik, idet huset var endt med at stå forsømt og ikke færdigrenoveret tilbage, da en tidligere ejer ikke havde midlerne til at færdiggøre projektet.

Huset var ramt af både skadedyr og fugt/skimmelsvamp, så det stod blot og ventede på en ”kærlig nedrivning”.

- Jeg kunne godt se et potentiale i grunden, der er på hele 6600 kvadratmeter, så jeg købte huset, og jeg var så heldig, at den kom ind under Vejle Kommunes nedrivningspulje. Dermed rev kommunen huset ned og skaffede det hele væk helt gratis, fortæller Peter Schmidt.

Kommunen forpurrede salg med krav om støjmålinger

Han gik så i tænkeboksen i forhold til, hvad grunden så skulle bruges til.

- Jeg fik tilsendt nogle projektmuligheder fra Henrik Møllers byggefirma i Vejle. I september 2021 havde vi aftalt en pris o grunden, som Henrik Møller godt ville købe. Der skulle bygges tre dobbeltboliger til udlejning, og vi gik også i gang med processen. Så dukkede der nogle kommunale krav om støjmålinger op fra kommunen i forhold til Diagonalvejen, og det fordyrede projektet så meget, at Henrik Møller ville have grunden til en billigere pris, for at projektet kunne være bæredygtigt. Så her løb jeg panden mod muren for første gang, fortæller Peter Schmidt, der gennem de godt 2 år løbende har oplevet at Vejle Kommune har stillet nye krav eksempelvis om landzonetilladelse osv.

Det endte med, fortæller Peter Scmidt, at Henrik Møller trak følehornene til.

- Det er jo helt grotesk, når man ved, at man kunne have restaureret de eksisterende gamle bygninger problemløst uden alle de her tusindvis af forskellige krav – og stort set lavet det samme projekt, men når der er tale om nybyg, så stilles der alle mulige og umulige krav.

Peter Schmidt købte i 2021 Hovedgaden 2 i Grønbjerg med henblik på at rive huset ned og sælge jorden til et byggeprojekt. Men her godt to år senere, er han stadig "gift" med jorden. Foto: Jim Hoff

Nej, nej og atter nej!

Peter Schmidt kontaktede efterfølgende et projektfirma, der skulle hjælpe med at finde andre potentielle købere.

- Jeg tænkte så, at det kunne være en mulighed med nogle Tiny Houses, som Vejle kommune jo gør en del i i forvejen. Huse på en 30-40 kvadratmeter med henblik på udlejning. Så jeg lavede nogle tegninger, sendte dem ind til Vejle Kommune, men fik nej. Dette projekt skulle behandles på samme måde som Henrik Møllers projekt, og det ville så blive for dyrt i indhentning af tilladelse, administration og alt det bøvl, konstaterer Peter Schmidt med et ærgerligt skuldertræk.

Han overvejede så at leje grunden ud til foreninger/firmaer osv. som kunne bruge jorden til udstillinger, det kunne være campingområde med små huse osv. Men hver gang blev han mødt af et kommunalt nej.

- Begrundelsen var, at det ville belaste et lille lokalsamfund som vores for meget, og det gjaldt også projektet med Tiny Houses. Hvordan det kan belaste en by som Grønbjerg har jeg så ret svært at forstå, siger Peter Schmidt.

Sådan så huset ud, da Peter Schmidt købte Hovedgaden 2 i Grønbjerg tilbage i 2021. Et klokkeklart nedrivningsprojekt .- og en klar forskønnelse af byen at få det fjernet. Foto: Google

Møde ansigt til ansigt med kommunen 8. juni

Nu går han og pusler med en ide om at grunden kan bruges til en kombination af mindre erhverv og almindelig bebyggelse, for eksempel en automekaniker. Han kunne også forestille sig, at der kunne stilles en række pavilloner op, som kunne lejes ud til kontorer osv.

- Jeg er kaldt til møde på Vejle Kommune den 8. juni, hvor vi sig til ansigt skal have en snak om mulighederne, og her håber jeg godt nok på, at vi kan finde frem til en løsning. Jeg kan da også se for mig, at jorden kunne udstykkes både til parcelhusgrunde og mindre erhverv, for der er altså 6600 kvadratmeter. Jeg synes, det var synd for byen, at der skulle stå sådan et spøgelseshus, da jeg købte det i januar 2021, og jeg synes jo nok, at det var en forskønnelse af området, da huset blev væltet og fjernet. Men nu her bagefter tænker jeg da, at vi aldrig skulle have fjernet soklen, for så havde vi haft mange flere muligheder. Men lad os nu se, hvad kommunen siger på torsdag, lyder det knap så forventningsfuldt fra Peter Schmidt.

Denne del af artiklen er skrevet den 6. juni og bragt i Vores LokalAvis online samme dag to dage før mødet med kommunen- og her følger så en opdatering.

OPDATERET EFTER MØDET MED KOMMUNEN

Mødet med kommunens folk den 8. juni gik ifølge Peter Schmidt godt.

- Vi havde en god dialog, og jeg blev mødt med forståelse. Der er dog visse ting begrænsninger omkring min jord på Hovedgaden, og det handler om støjniveauet fra Diagonalvejen. Men kommunen vil nu lave et katalog til mig med en række udspil i forhold hvad de tænker, der kan være på grunden i forhold til de gældende retningslinjer. Det vart nogle meget kompetente kvinder, jeg talte med, og jeg er rigtig glad for, at de havde inviteret mig ind til en snak, siger Peter Schmidt.

De redegjorde for, at de er klar klar over, at Vejle Kommune har et ansvar for at være med til at højne de små landsbyer i kommunen, og de var meget opmærksomme på, hvad de kunne gøre i denne her sag. Nu bliver det konkret fra kommunens side, og det peger meget fremad, synes jeg. Når jeg har nogle helt konkrete retningslinjer fra kommunen, bliver det meget lettere for mig at sælge grunden, så det er en stor lettelse for mig at der nu kommer skred i sagen, konstaterer Peter Schmidt.

Peter Schmidt er indehaver af Schmidts Maskinservice og Montage, og i 2021 købte han huset og grunden på Hovedgaden 2 i Grønbjerg. Foto: Jim Hoff