Pas på: Der er falske GIVSKUD ZOO-facebooksider i omløb
Hele 18 falske sider på Facebook og flere falske konkurrencer er der i den seneste tid blevet oprettet i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs navn. Mange facebookbrugere er faldet for svindelnummeret og har deltaget i de falske konkurrencer. De bliver nu spammet med falske vindermails. Parken anbefaler folk at anmelde og blokere siderne.
Af Givskud Zoo - pressemeddelelse
GIVSKUD: I den seneste uge har GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA modtaget et hav af opkald og beskeder fra håbefulde danskere, der har deltaget i konkurrencer om at vinde billetter til parken.
Men konkurrencerne er falske. De er delt via falske facebooksider, der er oprettet i GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs navn. Faktisk findes der lige nu hele 18 falske sider i dyreparkens navn.
I "vinderbeskederne" fra de falske sider bliver "vinderen" bedt om at overføre et mindre beløb til leveringsomkostninger samt indtaste kontooplysninger.
Har pt. ingen konkurrencer kørende
GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIA har ikke konkurrencer kørende pt., så modtager man en besked om, at man har vundet billetter, er det svindel.
Parken beder heller aldrig konkurrencevindere om at klikke på links, indbetale porto eller indsende kontonumre.
Dukker siderne og konkurrencerne op på din facebookprofil, anbefaler vi dig at anmelde og blokere for dem.
Sådan skelner du mellem den rigtige GIVSKUD ZOO-side og de falske sider
Man skelner mellem GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs rigtige facebookside og de falske sider på flere måder:
1) For det første er den rigtige side oprettet i 2009, mens de falske sider er oprettet i de seneste tid.
2) For det andet er der over 100.000 følgere på den rigtige side og kun få følgere ved de falske sider. 3) Endelig er profilbillederne også forskellige.
Den rigtige facebooksides profilbillede består af GIVSKUD ZOO - ZOOTOPIAs logo; ZOO skrevet med rødt, hvori der står GIVSKUD, og hvorunder der står ZOOTOPIA. De falske sider benytter kun det røde zoo-logo uden tekst og forskellige billeder.