På informativ cykeltur med Give Udviklingsråd
Lørdag den 9. juni 2024 kan du godt finde den gode gamle jernhest frem fra skuret, for her inviterer Give Udviklingsråd ud på en spændende cykeltur i Give, der skal bringe folk rundt til nogle områder i byen, hvor derer udvikling på programmet.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BYUDVIKLING: Give er i en rivende udvikling, der skyder boliger op som aldrig før, campingpladsen er i gang igen, vi beholder vores cykelbutik og museet er ved at genfinde sin form.
Derfor har Give Udviklingsråd fundet det betimeligt og relevant at vise nogle af disse udviklingsnedslagspunkter frem for folket. Og det foregår helt i tidens miljørigtige ånd på cykel – med mindre landet bliver ramt af en orkan.
Jette Nielsen, der er formand for Udviklingsrådet har fremsendt dette program til redaktionen, så man kan se, hvad der skal ske.
Turbeskrivelse
1. Vi mødes ved Huset i Give og kører via Gullestrups Have under Tunnelen til Frederiksberggade.
2. Herfra kører vi til Ringgivevej og lægger vejen forbi den nye udstykning på Kærgaardsvej, hvor Materialegården lå.
3. Vi sætter kurs mod den nye udstykning på hjørnet af Ringgivevej/Ringvejen.
4. Herefter lægger vi vejen forbi Give Golfklub og kigger på de mange nye byggerier deroppe. Vi vil forsøge at få en fremvisning i en af de nye boliger.
5. Vi kører ad Hyldevang tilbage til Frederiksberggade og kører via Allégade og Niels Kjeldsensvej ud til Give Camping for et stop.
6. Vi sætter kurs mod Give Museum, hvor vi kigger indenfor til en kop kaffe, m.m.
7. Vi slutter af på Torvet og fortæller om udviklingsplanerne her.
- Fra Give Udviklingsråd møder Lars Utoft, Susanne Sandholm og jeg selv frem, og vi glæder os til at vise Give frem til små og store cykelglade indbyggere, og vi håber på stor tilslutning, siger Jette.
Hun oplyser også, at afhængig af vejret og antal fremmødte, kan programmet ændres.
- Og hvem ved – måske er der nogle, der skal have afgivet deres stemme, inden vi ruller af? Egentlig ville vi også have været forbi erhvervsområdet, men af tidsmæssige grunde må det blive næste gang.