Officiel indvielse af ny udsigtsrute på Vejle Vesteregn
”Lokalråd Vejle Vesteregn” har i løbet af det sidste halve års tid, med god hjælp fra Vejle Kommune, fået etableret den såkaldte "Udsigtsruten" i Vejle Vesteregn. Søndag den 22. september holdes der officiel indvielse på det grønne område.
Af Steen Nielsen
NATUR: Udsigtsruten er tænkt som en cykelrute rundt i landskabet på vestsiden af den jyske højderyg vest for Vejle. Ruten er beliggende i Vejle Vesteregn og binder områdets landsbyer sammen.
Undervejs på den ca. 35 km lange rute passeres en række afmærkede udsigtspunkter og mange andre seværdigheder. Adskillige steder er det desuden, indenfor kort afstand, muligt at besøge steder af både historisk, kulturel og naturmæssig betydning.
Ruten kan startes mange forskellige steder eller gennemføres i etaper efter ønske og/eller behov.
Ruten er etableret af Lokalråd Vejle Vesteregn med stor støtte fra Vejle Kommune og lokale lodsejere m.fl
Undervejs er der nogle rastepladser og udsigtspunkter med følgende info:
Rastepladsen ved Ringive
Vi er her i en højde på ca. 60 m, hvilket er ca. 3 m over Omme Å, der er et af de vigtigste tilløb til Skjern Å og Ringkøbing Fjord. Når vandstanden er høj, breder vandet sig ud over de lave enge i området. På kanten af ådalen, ca. 600 m vest for landevejen, har Vejle Kommune ladet opføre et mere end 6 m højt tårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt ned over området.
Der er her mulighed for at iagttage mange forskellige fugle.
Lidt øst for rastepladsen ligger Kong Rings Høj og skråt over for denne, Ringive Kirke
Her er vi på toppen af Fortvej, der også tilbyder en flot udsigt. Foto: Jim Hoff
Rastepladsen ”Det Grønne Område” ved Karlskov
Her er vi i en højde på ca. 70 m, hvilket er mange meter lavere end udsigtspunkterne oppe på kanten af højderyggen. At vi er ude på afsmeltningsfladen, ses tydeligt mod vest og nord. Området her med børnehave, friskole og foreningshus samt ”Det Grønne Område”, er et dejligt rekreativt område, hvor det er godt at spise frokost eller på anden måde slappe lidt af i forbindelse med turen rundt på ruten, mellem udsigtspunkterne.
I området, hvor Høgelundvej møder Billundvej, ligger flere bronzealderhøje – i en af disse blev Høgelundsværdet fundet omkring 1912.
Udsigtspunktet ved Åst
Her står vi i en højde på ca. 112 m med en rigtig god udsigt mod vest og syd. Mod vest er der udsigt mod Billund, hvor især Billund Lufthavn sætter sit præg på landskabet. Både mod vest og syd er det klart, at vi kigger ud over det der kaldes hedesletten, som er afsmeltningsfladen hvor sandet fra isen i sidste istid blev efterladt. Det gav en mager jord, som heden bredte sig på. I dag er der store dyrkede flader og enkelte arealer med plantage.
Bag avlsbygningerne til Åstvej 8 ca. 350 m mod syd, er der adgang til Åst (Amlund) Kirkeruin, smukt beliggende på en lille bakke.
Udsigtspunktet på Fortvej i Lindeballe
Her står vi i en højde på ca. 127 m med en god udsigt mod nord op mod Give, hvor varmeværkets akkumuleringsbeholder er et tydeligt indslag i landskabet.
Vi befinder os kun nogle hundrede meter fra Møllebjerg, som er områdets højeste punkt på 137 m.
På Møllebjerg, som siden de første opmålinger af Danmark, har været et knudepunkt for trianguleringen, er der i dag et militært anlæg med et tårn med et kraftigt blinklys af hensyn til flysikkerheden.
En afstikker fra ruten – ca. 700 m nordpå ad Åstvej fra dér, hvor den møder Fortvej – giver mulighed for at besøge Lindeballe med kirke og teglovn samt mindesten for Balling og Rasmus Mortensen.
Her får du et oversigtskort over den nye udsigtsrute. Kort: Vejle Vesteregn