ØNIF’s forårsopvisning tog kegler: Rulleskøjteshow og masser af akrobatik og svedige mænd

Foto: De Svedige Mænd er altid et hit til gymnastikopvisningen - et rigtigt mandehørmshold, der har været på banen i tæt på en menneskealder, hvor motion og god værkstedhumor går hånd i hånd. Privatfoto

Den lokale gymnastikforening i Vonge-Kollemorten havde inviteret til forårsopvisning den sidste lørdag i marts i den lokale idrætshal i Vonge. Det blev en fin dag med masser af dygtige og nuttede børn tilsat en del action i de højere luftlag.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

VONGE-KOLLEMORTEN: Øster Nykirkes IF’s gymnastikafdeling kunne lørdag den 29. marts præsentere de lokale borgere for en rigtig fin forårsopvisning i Vonge-Kollemorten hallen.

Der deltog en række lokale hold tilsat et spændende og anderledes indslag fra det spektakulære showhold fra Horsens Rulleskøjteklub, der gav flotte smagsprøver på deres balletagtige kunst på 2 x 4 små hjul.

Skøn dag med flot opbakning

Det fortæller Jeanette Bering Henriksen fra bestyrelsen i gymnastikforeningen.

 - Det var en masse skønne og inspirerende indslag med vores lokale hold: Tumle-leg, Hoppelopperne, Gudenåens 2 x springhold, Rytmedans, Instruktørindslag, Svedige mænd, og derudover kunne vi også nyde det superflotte indslag fra Horsens Rulleskøjteklub.

- Vi havde på dagen en fantastisk opbakning fra i omegnen af 200 gæster, så alt i alt var det en skøn dag i gymnastikkens tegn. Så dejligt, at der er stor tilslutning til vores hold, lyder det fra en glad Jeanette. 

Billeder

Andre læser

Stegt flæsk og events: Cholys Diner melder sæsonens koncepter og tiltag ud

Fastliggerne ved at finde tilbage til Give Camping

Han gør det igen – Mathias klar med fremragende jubilæumsbog om Frem Thyregod

Hvad skal ny skov øst for Givskud hedde?