
Nyt bilmærke hos A. Boesenbæk: Alfa Romeo kommer til byen
I december måned er både Give og automobilforhandler A. Boesenbæk blevet et bilmærke rigere, idet A, Boesenbæk nu er begyndt at sælge Alfa Romeo samtidig med, at man fortsætter salget af Peugeot og Citroen. Med tilkomsten af Alfa Romeo dækker A. Boesenbæk nu ganske bredt i forhold til udvalget af de mere og mere eftertragtede elbiler.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ERHVERV: At Give er en by i stærk udvikling, ser vi flere eksempler på, ikke mindst i forhold til udvalget af nye boliger. Men også på bilmarkedet er man hoppet med på udviklingsvognen, om man så må sige. Den lokale automobilforhandler A. Boesenbæk, der i flere år har forhandlet Peugeot og Citroen, får nu et tredje mærke ind, nemlig italienske Alfa Romeo.
- Alfa Romeo har ellers været helt ude af det danske marked i et års tid, hovedsageligt fordi, at det var svært for forhandlerne at få biler. Men nu er de tilbage, og vi har taget mærket ind her hos os i Give, hvor det er modellen Junior, der skal kickstarte Alfa Romeo-her. Bilen er en elbil og kommer i de 3 varianter Core, Speciale og Veloce. Det er lige her og nu den model, vi kan få til Danmark, men på sigt vil der nok komme flere modeller hjem, fortæller indehaver Alex Boesenbæk.
En elbil der springer i øjnene
Med Alfa Romeo i udvalget af bilmærker er der nu mulighed for virksomheden for at henvende sig til en endnu bredere målgruppe, idet Alfa Romeo med Alex Boesenbæks ord er en ’sporty bil både at se på og at køre i’.
-Folk der tidligere har ejet en alfa Romeo vil helt sikkert være interesserede i denne her nye spændende elbil. Den skiller sig ud fra mængden, en bil der springer i øjnene, og Junior-modellen kommer med nogle fede detaljer og nogle sjove køreegenskaber – det er virkelig en bil for folk, der går meget op i biler, og så er det endelig lykkedes at sende en spændende og fin elbil på markedet til en skarp markedspris. Jeg forventer, at det bliver Speciale-modellen, der kommer til at give mest volumen på salgssiden, siger Alex.
Rammer nu en virkelig bred målgruppe
Han er glad for, at virksomheden får denne helt specielle model ind i sortimentet, idet markedet for elbiler er steget eksplosivt her i 2024, hvor elbiler er blevet mere og mere efterspurgte, når vi taler om salg nye biler.
- Med Alfa Romeos Junior-model i sortimentet dækker vi nu et meget bredt område/udvalg af elbiler, hvor vi har noget til enhver smag, behov og pengepung. De 3 mærker Peugeot, Citroen og Alfa Romeo udgør et virkelig godt mix, hvor vi kan tilgodese en meget bred kundegruppe på et virkelig boomende elbilsmarked.
-Med det nuværende sortiment kan vi udbyde biler, der henvender sig til folk over tre kategorier/med tre forskellige behov: Vi har elbiler, der kører langt, vi har pendlerbiler, og vi har bil nr. 2 til vognparken – og som tidligere nævnt kan vi tilbyde bilerne på fornuftige vilkår. Og så vil jeg da godt indrømme, at jeg som inkarneret bilmand/bilelsker er rigtig glad for, at vi nu har denne spændende bil i vores sortiment. En spændende autentisk bil med noget attitude, det er fedt – og jeg skal hilse fra personalet og sige, at de har det på helt samme måde, lyder det fra Alex med et stort smil.
Han kan yderligere oplyse, at man skal forvente 1-2 måneders leveringstid på en nye Alfa Romeo.
A. Boesenbæk er klar med den nye elbil fra Alfa Romeo, der har fået navnet Junior og som kommer i 3 variationer og prisklasser. Her er det salgskonsulent Søren Kiilerich Madsen og indehaver Alex Boesenbæk, der viser bilen frem. Foto: Jim Hoff
God lokal fortælling
At man i en by som Give både kan rumme to veldrevne automobilforhandlere og også vækste på antallet af mærker, ser Alex som et stort skulderklap til byen og området.
- Jeg synes da, det er sejt, at vi her i Give kan holde fanen højt på automobilforhandlerområdet - og endda hæve fanen lidt med tilgangen af et ekstra bilmærke. Det synes jeg bestemt er en god lokal fortælling.
Selvom A. Boesenbæk nu har et meget bredt udvalg af elbiler, så er det stadig muligt at gøre en handel på brugtvognsmarkedet, hvor der er stadig er gang i salget af både benzin, diesel, el og hybridbiler.
Man er velkommen til at kigge ind til A. Boesenbæk for at se den nye Alfa Romeo og prøvekøre den, og i uge 1 og 2 inviterer Alex og hans team ind til den klassiske nytårskur, hvor man i weekenderne holder åbent fra 11.00 til 16.00, så der er pæne muligheder for folk til at kigge forbi og få et kig både på den nye Alfa Romeo og de andre elbiler i det brede udvalg.
Heriblandt den helt nye el-bil E-C3 fra Citroen, som vi fortæller mere om her i spalterne i næste uge.
Du kan se mere om den nye Alfa Romeo og andre elbiler på Boesenbæks hjemmeside ved at klikke HER