Ny tankstation i Give: Fra uge 2 hedder det Uno-X og ikke Shell
Fra uge 2 er Shell fortid i Give, idet Uno-X overtager driften, mens 7-elevenkonceptet fortsætter under det nye setup. Dermed har Give to aktive Uno-X tankstationer, hvilket også er meningen
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
ERHVERV: Uno-X, som er søsterselskab til 7-Eleven i Reitan Gruppen, overtager 57 tankstationer fra Shell. Heriblandt tankstationen i y-krydset mellem Tykhøjetvej og Diagonalvejen i Give
- Vi glæder os til fremtiden med vores søsterselskab Uno-X og takker i denne forbindelse Shell for et godt samarbejde. Vi ser frem til fortsat at levere stærke convenience-oplevelser til vores kunder med vores nye samarbejdspartner. Nu bliver det Uno-X, vi fortsætter rejsen med, og vi glæder os til det nye, spændende og strategiske samarbejde,” siger Jesper Østergaard, der er administrerende direktør i 7-Eleven i Danmark.
Overtagelsen i Give sker i uge 2 her i 2024.
I en meddelelse fra Shell lyder det:
- Vi har gennem en årrække haft en aftale med Reitan-gruppen, som står bag 7-Eleven om at drive de tankstationer, som ligger i forbindelse med 7-Eleven butikker. Denne aftale bliver desværre ikke fornyet, da Reitan nu selv ønsker at drive forpladsen via deres eget selskab Uno-X. Derfor skifter 57 Shell stationer nu løbende til Uno-X. Skiftet starter i uge 1 og afsluttes i maj 2024.
I en pressemeddelelse fra Uno-X hedder det ydermere, at det fortsat vil være muligt at benytte sit Shell-erhvervskort på de nye Uno-X-stationer.
Give har i forvejen en Uno-X tankstation. Den ligger på pladsen foran den bygning, der til foråret kommer til at huse Rema 1000 - blot 75 meter fra den nye Uno-X tankstation. Men Uno-X bibeholder begge tankstationer, fordi det giver mening, viser erfaringer fra andre byer. Foto. Jim Hoff