Nu starter det store håndboldpuslespil: Masser af spillere søger mod Give

Foto: Spillerne står nærmest i kø for at komme til Give HK efter oprykningen til 1. division. Her er det dog velkendte spillere, der har spillet i klubben i denne sæson, der er fanget til træning i tirsdags. Foto: Jim Hoff

Med oprykningen til 1. division i hus skal Give HK’s sportslige ansvarlige samt klubbens to nye trænere have skabt en ny sportsligt set bæredygtig trup, der kan sikre klubben overlevelse i den nye række. Og Give HK er åbenbart en populær klub, for det vælter ind med ’ansøgninger’ og prøvespillere.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

DIVISIONSHÅNDBOLD: Det kan godt være, at håndboldsæsonen rent kampmæssigt/turneringsmæssigt er slut for Give HK’s divisionsdrenge, men det betyder ikke, at hverken klubbens sportsligt ansvarlige i eliteudvalget med Christian ’Skagen’ Pedersen og Henrik Henriksen i teten eller klubbens nye cheftræner Torben Sørensen og hans assistent og wingman, Kristian Olsen, ligger på den lade side.

Tværtimod.

Med udsigten til at skulle spille i 1. division for første gang i klubbens historie er kravene både bag og foran kulisserne i den grad slebet til. Forskellen på 2. og 1. division er markant, både mht. til det sportslige og det økonomiske setup.

Mange spillere til prøvetræning

Her skal det handle om det sportslige setup, og på den konto ved vi i skrivende stund, at der er 13 spillere på plads til næste sæsons trup. De 12 af disse er velkendte navne og ansigter, mens der er kommet én ny spiller til i skikkelse af Sune Skovsen, der, når han ellers er skadesfri, har slået sine folder som højre back på 1. divisionsholdet i Tønder.

De to nye trænere har fået listen med de 13 spillere, der er på plads til næste sæson, og de udgør ifølge Sørensen og Olsen en god base, hvor de sagtens kan finde gode kompetencer i truppen. I det første interview med Vores LokalAvis udtalte de to trænere følgende:

- Vi er jo også med i processen med at hente nye spillere til klubben, og her er der rigtig mange, der byder ind, så det handler om at få valgt de rigtige. Det betyder, at der skal ses en del spillere til prøvetræning her de næste uger. Vi har kendskab til mange af de spillere, der byder sig til, og vi er helt rolige ved den proces, som Christian Skagen og Henrik Henriksen i eliteudvalget har gang i. Og vi ved godt, at det er en lang proces med at få sammensat den helt rigtige trup.

”Vildt med alle de henvendelser, vi får”

Christian ’Skagen’ Pedersen, næstformand i eliteudvalget og tidligere spiller i klubben i mange år, kan oplyse, at der til den første træningssession med klubbens nye trænere var hele 8 spillere til prøvetræning, og han kunne ved samme lejlighed præsentere avisens udsendte for en lang liste med yderligere en række navne, der er interesserede i at spille for Give HK.

- Det er helt vildt med alle de henvendelser, som vi får – og det er spillere med både 1. divisions- og ligaerfaring på cv’et, der henvender sig, samt en række spændende unge spillere, der har lyst til at prøve lykken her i Give. Det er vildt positivt, men det stiller også krav til, at vi tænker os godt om og får sat den helt rigtige klub sammen. For de nye spillere skal også købe ind på kulturen her i klubben, hvor det handler om sammenhold, fortæller ’Skagen’.

Christian 'Skagen' Pedersen, der er næstformand i eliteudvaget i Give HK og den der har kontakten til nye spillere, kan melde om stor interesse fra spillere, der gerne vil til Give HK. Foto: Jim Hoff

Hvem bliver holdets nye kulturbærere?

Selvom avisen kender navnene på mange af ovenfor omtalte spillere og hvor de kommer fra, bliver der for diskretionens skyld og af respekt for spillerne og deres klubber foreløbig ikke bragt nogle navne. Når der er aftaler på plads, og når den afgivende klub er orienteret, er vi klar med blok og kamera.

Torben Sørensen og Kristian Olsen kommer begge med et stort netværk og kender et hav af spillere på det niveau og på den hylde, som Give HK skal kigge på for at redde pelsen i 1. division. Her er den helt store øvelse at kunne sondre mellem ’lykkeriddere’ og spillere med den rette tilgang.

Klubben har netop sagt farvel til to kulturbærere, Simon Søgård og Simon Madsen, nogle guttermænd gjort af det rigtige stof både på det menneskelige og det håndboldmæssige plan, og her skal man nu enten finde tilsvarende dyder og personligheder i egne rækker eller ud på markedet og se, hvad der er til rådighed her.

Kontraktklub? Ikke lige nu!

Så er der også hele debatten om, man med oprykningen og den deraf følgende status som 1. divisionsklub skal være kontraktklub, så man kan skrive kontrakter med spillerne frem for at lave aftaler, som det er tilfældet nu.

- Vi har i første omgang valgt ikke at blive kontraktklub, da det koster en del penge. Nu vil vi lige se tingene an. Og så kan det være, at vi over tid bliver kontraktklub, når det hele har sat sig, og vi har en fornemmelse af, at det sportslige og det økonomiske setup ser fornuftigt ud, siger Give HK’s formand Bruno Søndersø Jensen.

I forhold til spillertruppen er disse 13 spillere pr. 8. april meldt klar: Jacob Skov, Frederik Lindeman, Jonas Bilberg, Esben Panduro, Jakob Stork, Mads Høj, Emil Pil, Kristian Nederby, Sune Skovsen (ny), Jakob Frederiksen, Adam Hansen, Sebastian Hansen (træner for 3. division) og Tobias Lykkeskov.   

 

 Cheftræner Torben Sørensen (tv.) og assistent Kristian Olsen skal nu sammenmed eliteudvalget til at lægge det store puslespil, hvor det handler om at finde de rigtige spillere, der kan bære Give sikkert gennem 1. division. Foto: Jim Hoff

Sune Skovsen er ny spiller i Give HK. Sune er højre back og har spillet i Tønder blandt andet sammen med den tidligere Givespiller, Kasper Skov. Foto: Facebook

Andre læser

Vi skal være ydmyge og performe max hver gang: Så er Give HK’s nye divisionstrænere landet