Nu med ren tysk bruttotrup: Give Tennisklub stiller forstærket op til sæson 2024

Det bliver historisk for Give Tennisklub, når tennissæsonen i elitedivisionen går i gang den 11. Maj på udebane mod Lyngby. For første gang nogensinde går GTK nemlig ind til sæsonen uden en eneste dansker på holdet. Florian Barth bliver ny holdkaptajn og målet er naturligvis en plads i medaljespillet.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

ELITEDIVISIONEN: De dobbelte danmarksmestre i holdtennis fra Give Tennisklub (GTK) ser ind i en interessant sæson 2024, efter at holdet i 2023 tog bronzemedaljerne med hjem fra slutspillet i København.

GTK stiller nemlig i denne sæson både med en ny holdkaptajn samt en bruttotrup uden danske spillere. Florian Barth, der har spillet for klubben i godt en håndfuld år, er ny holdkaptajn, hvor han afløser Patrick Kristensen, der er i USA for at booste sin tenniskarriere.

Florian Barth ny holdkaptajn for ren tysk trup

Florian Barth er en velkendt og populær figur i tennismiljøet i Give, og den tyske tennisfighter har sammensat følgende trup, der sammen med ham selv som aktiv skal tørne ud for Give i sæson 2024: Willem Jacobus Arends, Michel Dornbusch, Niklas Guttau, Felipe Lampe, Fynn Lohse, Alexander Meyer, Lasse Muscheites, Frederik Press, Leo Kim Schörner, Leon Schütt, Stefan Seifert og Percy Siercke.

Der er i hvert fald fem spillere i truppen, som vi kender fra “Gryden”, GTKs legendariske tennisanlæg, i skikkelse af Barth, Dornsbusch, Press, Schörner og Lohse, og så skal det jo blive interessant at stifte bekendtskab med nogle af de nye folk på listen.

Barth: Vi har en stærkere trup i år end i 2023

At det i denne sæson som udgangspunkt bliver med en ren tysk trup, er der ifølge tennisklubbens mangeårige formand Jan Ek, er god forklaring på.

-De danske spillere kan af forskellige årsager ikke deltage på holdet i år, og derfor er det endt med en ren tysk trup. Det er Florian, der som ny holdkaptajn efter Patrick Kristensen, der har sammensat holdet, og han har flittigt brugt sit store tennisnetværk, så der er blevet sammensat en slagkraftig trup, fortæller Jan Ek.

Florian Barth er ikke bange for at karakterisere truppen i år for stærkere end den trup, der i 2023 hentede bronzen hjem til GTK, og det er da også helt klart såvel tennisformanden som den nye tyske holdkaptajns klare mål, at Give skal med i medaljespillet igen i år.

 

 Give Tennis Klubs formand Jan Ek, her sammen med tidligere holdkaptajn Patrick Kristensen, satset på, at Give Tennis Klub igen i år ryger med i medaljespillet. Foto: Jim Hoff

Flere “landskampe” i vente i år

Give Tennisklub var i sin tid first movers i forhold til tendensen med at bruge udenlandske spillere i de danske tennisklubber på eliteniveau. Det har været en succes med to gange guld og en gang bronze til Danmarks måske mindste tennisklub i eliteregi.

Det koncept har flere og flere andre danske klubber nu også taget til sig, hvilket vi så flere eksempler på allerede i 2022 og 2023.  Det betyder også, at mange af holdkampene i 2024 vil få en snert af landskampstemning, når danske, tyske, hollandske, svenske og tjekkiske spiller tørner ud for deres respektive danske klubber.

Esbjerg tilbage i det gode selskab

Elitedivisionen består i år af følgende hold: Give Tennisklub, Lyngby, KB, Rødovre, Esbjerg, HRT, Gentofte og B93. 2 jyske hold og 6 københavnske hold, hvor Rødovre og Esbjerg er nyoprykkede til elitedivisionen.

-Det er interessant, at Esbjerg nu er at finde i elitedivisionen. Det er mange år siden, at den jyske klub har været så højt oppe i rækkerne, og vi ser frem til kampen mod dem. Faktisk skulle vi have spillet kampen hjemme i “Gryden”, men af lavpraktiske årsager var det simpelthen ikke muligt at afvikle kampen her på den dato (8. juni, red.), så vi flyttede den til Esbjerg, forklarer Jan Ek. Han kan ydermere oplyse, at Esbjerg også stiller med et hold præget af udenlandske spillere.

Kan ikke udelukke danske spillere i truppen hen over sæsonen

Tilbage til den rene tyske trup, hvor GTK-formanden pointerer, at det ikke kan udelukkes, at der hen over sæsonen bliver indlemmet danske spillere.

-Man kan løbende sætte nye spillere ind i truppen, men de kan ikke indgå direkte som 1. eller 2. single. De nye spillere skal indrangeres nederst på listen. Man kan altså ikke bare lige hente to knivskarpe 1. og 2. singler ind, hvis man ‘lige skal vinde en guldmedalje eller undgå nedrykning’. Men det er altså muligt at lave udskiftninger hen over sæsonen, forklarer Jan Ek.

De tyske spillere i GTK har fundet sig rigtig godt til rette i det jyske og ikke mindst i stemningsfyldte “Gryden”, hvor de oplever flot opbakning fra tilskuerne og en dejlig dansk jordnær og familiær stemning – samtidig med at de kan spille tennis på et niveau, der er godt nok til at hente guldmedaljer hjem til klubben. Og den slags pynter også på de tyske spilleres cv.

Florian Barth er GTKs nye holdkaptajn i 2024, og han har sammensat et team bestående af udelukkende tyske spillere.Foto: Jim Hoff

3 hjemmekampe og 4 udekampe

Gives kampprogram, der leverer 3 hjemmekampe og 4 udebanekampe, ser således ud:

Lørdag den 11. maj klokken 13.00: Lyngby – Give

Onsdag den 15. maj klokken 15.30: KB – Give

Onsdag den 5. juni klokken 15.00: Give - Rødovre

Lørdag den 8. juni klokken 13.00: Esbjerg – Give

Lørdag den 10. august klokken 13.00: Give – HRT

Onsdag den 14. August klokken 14.00: Give Gentofte

Lørdag den 17. August klokken 12.00: B 93 – Give

Medaljespillet afvikles den 24.-25. august.