Nu er 5 blevet til 6: Det går stærkt på personalesiden hos Salon 1400  

I slutningen af marts kunne vi her i Vores LokalAvis berette om forstærkninger af Team Salon 1400 med tilgangen af Heidi Rasmussen. Nu vokser holdet yderligere, idet 31-årige Julie Knudsen den 7. juni gør kvintetten til en sekstet. Vi kender hende som tidligere salonindehaver af Frisørhuset i Thyregod.  

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE BUTIKSLIV: Det kan godt være, at der er byggeboom i Give med en række nye boliger, der skyder op, men også hos Anette Ringsted og Salon 1400 er der udpræget vokseværk på personalesiden – og her taler vi selvfølgelig om antallet af medarbejdere. 

Den 7. juni forstærkes Anettes team nemlig yderligere af frisør Julie Knudsen, der kommer til salonen med masser af erfaring i bæltet både som ansat og som selvstændig salonindehaver.  

-Med det samme jeg hørte om muligheden for at tilknytte Julie til min salon, tog jeg kontakt til hende, for Julie er kendt som en knalddygtig frisør, en rigtig god pige, som i forvejen har samarbejdet med både Janne og Heidi – og de har omtalt Julie i meget rosende vendinger. Så naturligvis skulle Julie da ned til os i Salon 1400 her i Give, lyder det med begejstring fra Anette Ringsted. 

 

31-årige Julie Knudsen bor i Brande med sin mand Anders og deres 3-årige søn, Anker, og hun har tidligere blandt andet været ansat hos og indehaver af Frisørhuset i Thyregod.  Foto: Jim Hoff

Ribepigen der blev indehaver af Frisørhuset i Thyregod 

Julie er oprindeligt fra Ribe, og hun fik sin frisøruddannelse i en salon i Varde. Hun har også haft sin gang i Frisørhuset i Thyregod, først som ansat under Johanne Kjær, dernæst som indehaver, da Johanne ville andre veje rent karrieremæssigt. 

-Her blev vi så ramt af hele 2 coronanedlukninger, så perspektiverne for at drive egen salon var ikke gunstige, samtidig havde vi fået vores søn, Anker, så jeg valgte derfor at stoppe. 

 -Jeg var herefter på en anden frisørarbejdsplads som frisørassistent efter jeg stoppede med Frisørhuset i Thyregod, Det var der, jeg arbejdede sammen med Janne og Heidi. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med dem igen, og var straks klar, da muligheden for at blive en del af Team Salon 1400 blev en realitet. 

Har arbejdet som SoMe-tovholder for dansk topatlet 

Men der er lige en spændende ‘mellemlanding’, vi skal have med i fortællingen om Julies rejse med Salon 1400. For hun skiftede job igen.  

-Jeg arbejdede 1 ½ år som SoMe-tovholder i Nordsjælland for en dansk topatlet, og det er så det job, som jeg nu delvis skifter ud med jobbet her i Salon 1400. Jeg har stadig noget barselsorlov, jeg skal have afviklet, og jeg fortsætter stadig som SoMe-tovholder for den føromtalte topatlet på deltid. I staren vil jeg være her i salonen hver fredag fra den 7. juni, fortæller Julie. 

At døren til Salon 1400 blev sparket ind, skyldes en hyggeaften, hvor pigerne sad og hyggede sig over en middag, og en enkelt øl eller to, og så faldt snakken på, at Julie “da skulle være med på Team Salon 1400”. Og sådan blev det.  

6 frisører giver familievenlige vilkår 

Janne Ringsted er en af de piger, som Julie tidligere har arbejdet sammen med, og hun ser, som resten af de ansatte i salonen, frem til at tage imod deres nye kollega.  

-Julie er rigtig dygtig og hun er en klar forstærkning af vores hold her i salonen. Og det at vi nu er 6 frisører, betyder at vi har større fleksibilitet i forhold til arbejdstider, og at vi ikke er så sårbare i hverdagen. En del af os har mindre børn, og her er det rart, at man arbejder et sted, der har et familievenligt take på det hele. Det giver os alle en mulighed for både at passe familien og arbejdet på bedste vis, pointerer Janne. 

Selvom Julie først får sin ‘debut’ i salonen 7. juni, kan hun allerede nu bookes i salonens online bookingsystem.  

 

Julie Knudsen starter hos Salon 1400 i Give fredag den 7. juni. Foto: Jim Hoff