Musikken GOA 2023: Det er bredt, det er hyggeligt – der er simpelthen noget for enhver smag
I dag går det igen løs i Gullestrups Have og ved Huset i Give, når Give Open Air slår dørene op for Danmarks Hyggeligste Havefest – igen med et varieret musikprogram, der tilgodeser et bredt publikum.
Af Jim Hoff jimhoff@voreslokalavis.dk
FEST i BYEN: Traditionen tro har Give Open Air sammensat et bredt og ret varieret program for Danmarks Hyggeligste Havefest den 17. juni- Der er noget for både teenagerne, de såkaldt voksne i midten af livet, og så dem med de lidt mere slidte dåbsattester. Festival-veteranen Lars Lilholt åbner ballet klokken 13.00, og så er det Open Airs faste husorkester, Midt Om Natten, der klokken 15.00 går på midt om eftermiddagen med en vognfuld Kim Larsen og Gasolinørehængere.
Klokken 17.00 kommer der godt basgangene -og det endda med et lokalt islæt, idet Claus Jensen, tidligere chef for Give Festival og brandmand i Give, sammen med sit kopiband, Almost AC/DC nok skal sørge for, at rågerne i Gullestrups Have får kam til deres fjer.
Kato is back
Så er der noget for de hotte unge, når rapperen KESI går på scenen klokken 19.00 – og lad os da håbe, at hans hit fra 2020, Blå Himmel, er højaktuel at spille denne lørdag.
Klokken 21.00 kommer det hele til at sejle i bedste festivalstil, når Sømændene border skuden (Læs: går på scenen) og fyrer deres festlige musikshow af – her kan der sandsynligvis godt synges med på det meste.
Og hvem kommer så og lukker festen? Jamen, det gør da go’e gamle Kato, der nu for tredje gang får æren af at sende Open Air-gæsterne i seng med et brag af en musikfestfyrværkeri.
Lokale gutter på scenen
Igen i år bliver det den lokale knægt, Daniel Hoff, der tager tjansen som konferencier – og hvem ved, det kan være han tager både ’Jyden’ og ’Hoffe’ med. Ingen Open Air uden den lokale pladerytter, DJ Ris Ras, der naturligvis igen i år er plads i 80’er teltet med en perlerække af fede hits og himmelhøjt humør.
Derudover har man hyret Henrik Bolding, der er en fabelagtig værtshusmusiker til at spille i Værtshus-teltet. Vores LokalAvis vil naturligvis være på plads under hele eventen og drypvis sende billeder ud på Vores LokalAvis’ Facebookside, så man kan se, hvordan det hele udvikler sig under Danmarks Hyggeligste Havefest.
Lad os slutte af med et citat fra The King of Rock’n roll, Elvis Presley: "A live concert to me is exciting because of all the electricity that is generated in the crowd and on stage. It's my favorite part of the business, live concerts."