Museet på vej ind i fremtiden: Vi skal ikke være en kopi af fortiden
Museum Give har lagt en turbulent periode bag sig med først et gult kort i 2018 fra Slots- og Kulturstyrelsen med udsigt til at miste statstilskuddet og dernæst et hug i besøgstallet grundet coronaen. Nu er museet på rette spor, klar til at erobre fremtiden, og hertil skal man bruge 34 millioner.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE:I forbindelse med Venstre åbne møde på museet i sidste uge havde museet selv et indlæg ved museumsleder Hanne Thomsen og den nye bestyrelsesformand Kjeld Kristensen. Efter nogle hårde år med en hårdt tilkæmpet nyvundet gunst i forhold til statsanerkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2021 og nogle drøje hug i forhold til besøgstallene i 2022-21 grundet coronaen, står Museum Give ny klar på affyringsrampen for at flyve ind i en ny æra.
I visionen for det nye Museum Give, handler det om nye udstillinger og en ny stærk formidlingsprofil samt nye møde- og publikumsfaciliteter, hvilket gerne skulle medføre, at flere gæster hvert år vil besøge museet og få indsigt i hedens kulturarv.
Netop heden er et kardinalpunkt i genopbygningen af museet, der operer med tematikken “På kanten” - et tema, der rummer både en historisk og personbåret dramaturgi, og som vil være særdeles velegnet til en landsdækkende relevant museumsformidling.
I sommerferien inviterede museet børnefamilier ind til sommeraktiviteter, hvor det blandt andet handlede om at bygge insekthoteller. Foto: Jim Hoff
Skal ud at finde 34 millioner
Formanden for bestyrelse i Museum Give, Kjeld Kristensen, var fuld af håb og optimisme i sit indlæg.
- Jeg har blot været formand i 3-4 måneder men kan allerede nu konstatere, at der en masse spændende tiltage på vej. Det er sjovt og spændende, at der sker noget nyt, men selv om det ser lovende ud, så er der et stykke vej endnu, inden vi er i mål i forhold til at flytte museet her ind i fremtiden. Vi er i tæt dialog med Vejle Kommune, og vi står lige nu i forhold til vores planer og ambitioner med et behov for 34 millioner kroner. Vi søger fonde, men håber også at kommunen her vil bakke op, lød det fra Kristensen med et sigende blik hen mod politikerbordet med borgmesteren for bordenden.
- Vi er et unikt sted med vores kulturdimension her på heden, men vi skal være bevidste om, at vi i fremtiden ikke kan leve af at være en kopi af fortiden, tilføjede formanden, inden museumsleder Hanne Thomsen fik ordet.
Heden er hot
- Det er oplagt, at vi skal være museet for hedens kulturhistorie. Vi har en helt speciel historie her i Give i forhold til hedens historie. Tænk bare på Ide Jessens bog ‘Kaptajnen og Ann Barbara, der i høj grad omhandler den jyske hedes historie. Her så vi endnu et tegn på, at heden og dens historie er et historisk område, som flere og flere interesserer sig for.
- De 43 millioner kroner, vi skal investere i museets fremtid, handler både om en opgradering af vores udstillinger, hvortil 20 af de 34 millioner kroner skal bruges. Resten skal gå til en renovering af vores bygninger, for her har vi også et behov for at forbedre os, konstaterede Hanne Thomsen.
Fornemmer fin opbakning fra kulturudvalget
En ting er tilførsel af penge, men noget andet er den daglige dont, hvor det i hedesprog nu handler om at smøge ærmerne op og grave dybt.
- Vi skal have vores besøgstal op, vi skal ud og have fornyet og forøget medlemskredsen, for vi har brug for opbakning. Det her ses an i et bæredygtigt lys, også i forhold til den nye museumsreform, der bliver lanceret til oktober i år. Vi er et af de mindste museer i landet, så vi skal kæmpe for sagen – og den kamp skal vi ikke levere alene, lød pointen fra Kjeld Kristensen.
Borgmester Jens Ejner Christensen (V) lyttede opmærksomt til de mange input fra Hanne Thomsen og Kjeld Kristensen.
- Jeg lytter til jeres engagerede fortælling om Museum Give, og vil opfordre jer til at søge yderligere dialog med kulturudvalget. Jeg fornemmer på mine snakke med Hanne Thomsen og folk i udvalget, at der er god opbakning til museet herude fra netop kulturudvalget, lød vurderingen fra borgmesteren.
For museumsleder Hanne Thomsen (th.) handler det om at få borgmesteren til at "handle ind" i museet sammen med kulturudvalget. Måske lokalvalgte Gerda Jørgensen kan motivere sit partifælle lidt i den rigtige retning. Foto: Jim Hoff
Husk formidlingen af aktiviteter og events
Der var også ros og gode råd fra salen til museet fra Kirsten Glassow.
- Jeg vil gerne rose jer for de skridt I har taget, men der er lang vej endnu, og det kræver også noget, at skaffe de omtalte 20-30 millioner kroner. Vi skal passe på med, at vi ikke mister baglandet, og her savner jeg noget mere formidling om jeres events. Har I overvejet at sende nyhedsbreve ud?
Til det sidste kunne Kjeld Kristensen fortælle, at man for længst har tilbudt nyhedsbreve netop for både at fastholde, vedligeholde og forøge medlemskredsen og baglandet.
- Med hensyn til en styrkelse af formidlingen af vores events, så hører vi jer. Vi er altid åbne for dialog og forslag, konstaterede bestyrelsesformanden.
I den ånd lad os så formidle her, at Museum Give er klar med en række aktiviteter for hele familien i efterårsferien tirsdag til fredag. Når tiden sig nærmer, kan du læse meget mere om aktiviteterne her i Vores LokalAvis.
Museumsleder Hanne Thomsen og bestyrelsesformand fortalte om planerne for Museum Give. Foto: Jim Hoff