Motion og socialt samvær i højsædet: Idræt i Dagtimerne i Thyregod har det som fisk i vandet
I omegnen af 75 borgere er tilmeldt Idræt i Dagtimerne i Thyregod, og de mødes hver fredag i Thyregod Fritidscenter, hvor de råder over et hav af faciliteter og muligheder. Ikke mindst svømmehallen er et stort og populært aktiv.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
THYREGOD: Siden 2009 har konceptet Idræt i Dagtimerne kørt i Thyregod Fritidscenter. Her er målgruppen alle i aldersgruppen 16-109 år, som det hedder så kækt i formålsformuleringen, og man henvender sig som det fremgår af titlen på konceptet til folk, der har mulighed for at møde op i dagtimerne.
Starter med morgenkaffe og en sang
I Thyregod er der 75 medlemmer, der er tilmeldt konceptet, og de råder over hallen fitnesscentret, spinningslokalet, cafeteriet med billardbord, svømmehallen og badeland hver fredag i tidsrummet 9.30 til 12.00.
Det fortæller Laurits Uhre-Olsen, der er formand for Idræt i Dagtimerne i Thyregod, over en kop kaffe og en lækker julesmåkage under den faste morgenkaffesamling, som indleder seancen hver fredag.
- Vi starter med morgenkaffe klokken 9.30, hyggeros og snakker lidt hen over bordene, Så synger vi en sang, hvorefter vi alle går til fælles opvarmning i hallen. Her er det ofte en pige fra skolen, der styrer vores opvarmning sammen med nogle andre elever. Skoleeleverne synes, det er sjovt at være med her lidt sammen med os, og vi nyder det jo også fortæller Laurids.
Der bliver gået til stålet under opvarmningen - og det med smil på læben. Foto: Jim Hoff
Lige fra fitness over bedstevolley til vandgymnastik
Det er Brugsen i Thyregod der sørger for særdeles prisgunstig kaffe og frugt, mens Kelsen i Nr. Snede har været faste leverandører af småkager. Den lokale skole har lige siden Asger Vendelboe var skoleleder gennem årene været gode til at finde en tid i hallen til idræts i dagtimerne, ligesom man ifølge Laurids har rigtig stor fornøjelse af samarbejdet med centerleder Lone Jørgensen, der gør alt, hvad hun kan for at give de glade motionister gode forhold.
Mona Schultz er kasserer i foreningen og Karla Pørksen er menigt medlem, og de kan fortælle, at der er en bred vifte af aktiviteter, man kan kaste sig over.
- Efter opvarmningen kan man spille badminton, tennis, bedstevolley, gå til spinning, gå i fitnesscenter, gå til boldgymnastik, spille billard, og fra 11.00-12.00 er der svømning og vandgymnastik. Og der er ingen tvivl om at netop badelandet/svømmehallen er et stort trækplaster. Vi trækker jo medlemmer fra både Give, Ejstrupholm, Gadbjerg, Nørup, Vonge og Kollemorten, fortæller Mona og Karla.
Der spilles også 'bedstevolley', og også her er der godt gang i sagerne. Foto: Jim Hoff
Så er vi i gang: Indleder med ‘Champagnegaloppen’
Idræt i dagtimerne i Thyregod er selvstændig forening, der samarbejder med ”Idræt i dagtimerne, Vejle”.
- Det koster 400 kroner i kontingent at være en del af det fine motionsglade fællesskab, og prisen inkluderer brug af rekvisitter og lokaler, og kaffe, småkager og frugt. Man kan komme til ‘prøvetræning’, idet de første par gange er gratis. Vi skal selv betale for leje af svømmehallen, men hallen har vi gratis, forklarer Laurits, hvorefter der kaldes til samling i hallen.
Nu står der opvarmning på programmet, og den indledes med til, idet flokken drøner rundt til “Champagnegaloppen”. Festlig start må man sige.
Fitnesscentret bliver flittigt benyttet, når der kaldes til idræt i dagtimerne. Foto: Jim Hoff
Man bliver aldrig for gammel til at lege
Efter den grundige opvarmning ryger folk ud i de forskellige aktiviteter, og så svedes, grines og hygges der ellers igennem i hallen, i fitnesscentret og i spinningskældren - og klokken 11.00 er der så fri leg til vandhundene, og dem er der en del af. Og de har det som fisk i vandet, skal vi hilse at sige.
Og det passer perfekt til det valgsprog, man kører med hos idræt i dagtimerne, hvor det hedder, at man ikke bliver for gammel til at lege, hvorimod man bliver ret hurtigt gammel, hvis man glemmer at lege.
Du kan se en masse fotos fra Idræt i Dagtimerne i Thyregod HER