Motion, fis og ballade: 9.klasse overtog styringen på Søndermarkskolen

Sidste skoledag før efterårsferien er traditionelt Skolernes Motionsdag, hvor der i hvert fald på papiret står løbeture, motion og fitness og andet godt på programmet. I år havde eleverne i 9. årgang på Søndermarkskolen overtaget programmet for dagen – og det blev en rigtig fin og sjov dag, hvor ikke mindst lattermusklerne fik masser af motion. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE SKOLELIV: I de go’e gamle dage var skolernes motionsdag på Søndermarkskolen i Give ensbetydende med løb ad libitum ud ad Grønborgvejs “lækre” grusterræn. Sådan er det dog ikke mere, langtfra endda.  

I dag tænkes der lidt mere bredt, motiverende og moderne – og elevinvolverende i forhold til en temadag, hvor det har været svært at få alle soldaterne i fuldt trav. Så nytænkning, ja tak!  

I den ånd var der i år skolens stoltheder og rollemodeller, de vakse unge mennesker fra 9. årgang, der tog teten, og som havde skruet et fint program for dagen sammen.  

Fra filmuge til fodboldbrag 

Motionsdagen kom på bagkant af filmugen og den store filmgalla torsdag, så de kreative filminstruktører, skuespillere, forfattere og researchere var naturligvis helt game on i forhold til at komme ud i den friske luft og brænde noget Hollywood-krudt af. 

Selv om Vor Herre på dagen tænkte, at denne fine efterårsdag i motionens og samværets tegn lige skulle velsignes med lidt frisk isvand fra oven, var humøret ganske fint hos dagens ‘topatleter’, der inden dagens løjer gik i gang ude på den lækre kunststofbane, blev præsenteret for dagens program af et par oplagte stand-uppere fra 9. årgang, smiley. 

Sjip, fnis og drenge i shorts 

Efter briefingen stod den på fælles opvarmning i hallen, og så var afsted ud på “kunsten”, hvor der først stod atletik og løb på skemaet. En herlig bred fortolkning af begrebet atletik, hvor de unge mennesker blev udsat for nogle sjove par-øvelser på forhindringsbaner; lidt ligesom når man bøjer modalverber i tysktimen i sidste modul fredag eftermiddag.  

Der var også fine nostalgiske indslag fra dengang, mor hoppede i sjippetov i skolegården, og alt imens pigerne i det skjulte kiggede fnisende på drenge i korte bukser, og drengene aftalte hvem, der skulle hente pizza efter skoletid, blev flokken samlet til ny briefing af den megafonbevæbnede programvært, der lige skulle bruge 2 forsøg, inden han fik vendt megafonen rigtigt.  

Forkamp til DK-Kasakhstan 

Nu skulle der nemlig spilles fodbold, sandsynligvis som en slags godt tænkt optakt til landskampen mellem DK og Kasakhstan lørdag aften. Der blev lavet en frygtelig masse hold, og så blev der ellers gået til makronerne, vaflerne og stålet, hvor både girls and boys viste deres evner på den kunstige grønsvær. 

Det var måske ikke kønt i FC Barcelona-klassen, men det var vildt underholdende og der blev både scoret, og her menes der mål, og grinet og tacklet igennem. Herligt, og ganske bemærkelsesværdigt at se, hvordan nogle snu piger kunne gennemføre en hel kamp med hvilepuls, mens de loyalt blev i den samme forsvarszone gennem hele kampen. Det var fodbold på et taktisk og fysisk meget intelligent niveau, stor smiley med tårer ned ad kinderne. 

Høvdinge og præmier 

Efter landskampsopvarmningen stod der pause på programmet, hvorefter der skulle spilles høvdingebold - utroligt, by the way, at det stadig må hedde dette i disse åh så krænkelsesparate tider. 

Efter denne systematiske tæppebombning af modstanderne på den anden banehalvdel, blev den fine dag i motionen og morskabens tegn rundet perfekt af med præmieoverrækkelse - og så blev der dømt ‘kartoffelferie’ (som blev indført i 1899), som det hed dengang, eleverne tæskede frem og tilbage på gruset ude på Grønborgvej - uden mobiltelefoner! 

Thumbs up til 9. årgang for et fint og sjovt program – det ligner genvalg til næste år. 

Du kan se masser af fotos fra motionsdagen HER