Melodi Grand Prix, visesang og dansktop hittede på Diagonalkroen
Populære Birthe Kjær-hits tog Give med storm, da Drama Queen sammen med Klaus & Servants i weekenden kom forbi Diagonalkroen på Dansk Slager Parade-showets Danmarks-turné. Sammen med Annette Klingenberg, visesangeren Peter Vesth og harmonikaspilleren Kristian Rusbjerg fik de oplagte musikere flere end 225 publikummer til at synge og klappe med på kendte hits fra flere årtier
Tekst og foto Lars Lindskov
UNDERHOLDNING: Birthe Kjær-hittene Sommer og Sol”, ”Den Knaldrøde Gummibåd” og ”Vi Maler Byen Rød” kan få publikum i alle aldre til at synge med. Det skete også på Diagonalkroen, da musikshowet Dansk Slager Parade med Klaus & Servants og en række folkekære solister lagde vejen forbi Give på sin Danmarks-turné. Her klappede og sang flere end 225 publikummer med på hits, ørehængere og ballader fra flere årtier.
- Det er dejligt, når vi som arrangør kan hænge de røde lamper ud og melde udsolgt, lyder det fra en tilfreds kroejer Henrik Henriksen fra Diagonalkroen i Give.
Ud af 225 publikummer havde flere end 70 bestilt mad forud for showet. Så både mad og musik var et overflødighedshorn af sanseoplevelser for det musikglade publikum, der fyldte Diagonalkroens sal søndag.
Melodi Grand Prix og Dansktop-hits
Drama Queen alias Melodi Grand Prix-vinderen fra 2007 Peter Andersen leverede et gennemført Birthe Kjær-potpourri med forrygende udgaver af dansktop-dronningens ørehængere.
I rød kjole og med passende hårpragt sang han også ”Arrivederzi Franz”, som nu 76-årige Annette Klingenberg fulgte op med sangen om sin livsledsager ”Mini Max”, ”Lykken kommer, lykken går” og ”Snart er du mere end 17 år”.
Drama Queen, alias Peter Andersen, tog i den grad kegler med sit Birthe Kjær show, hvor der blev leveret en lang række af dansktopdronningens kendte ørehængere. Foto: Leif Lindskov
Visesang og ballader
Mens Dansk Slager Parade-showet sidste år bød på rock & roll med blandt andre Anders Bircow og Lise Haavik, er det i år visesang med Peter Vesth og Kristian Rusbjerg, der krydrer de klassiske og populære dansktopsange, som Klaus & Servants sørger for musikken til.
Det blev til et genhør med ”En hel flaske rom”, ”Veras Vinterven” og ”Vandet på min mølle” bundet sammen af festlige anekdoter mellem sangene.
Hyldest til Peter Belli
Michael Jensen, der gennem mange år har turneret med duoen Mik & Pylle, skabte genhørsglæde både med ”Sig du bli’r her til i morgen” og med sangen ”Kære gamle tog”. En kærlig hyldest fra Klaus & Servants og solisterne til kollegaen Peter Belli, der døde sidste sommer.
Foruden at bakke årets solister op gav Klaus & Servants traditionen også deres eget gennembrudshit ”Bank tre gange” fra 1971. Men bandet havde også en af deres seneste topscorere ”Tro, håb og kærlighed” med til Give.
Og der blev grinet og piftet, da publikum fik den gribende beretning om ”Min Ferguson”, som trommeslager Morten Holme Lindbjerg kørte frem og tilbage på scenen med og fik smilene frem.
Der blev grinet og piftet, da publikum fik den gribende beretning om ”Min Ferguson”, som trommeslager Morten Holme Lindbjerg kørte frem og tilbage på scenen. Foto: Leif Lindskov
Kommer til Give igen næste år
Musikshowet har med skiftende solister i mere end 20 år turneret Danmark rundt og har tidligere fyldt Diagonalkroen. Så med den store publikumsopbakning er det allerede besluttet, at Dansk Slager Parade kommer igen til næste år.
Det bliver søndag den 19. januar 2025. Klaus & Servants er som altid bandet, der leverer musikken, men næste år er det skuespillerne Susanne Breuning og Jan Schou, som sammen med Michael Winckler og Sound of Laban underholder.
Showet blev bundet sammen af Karin Strand-Holm, som mange publikummer kender fra tv-musikhowet ”Syng Med & Tip Et Hit, der har kørt i flere sæsoner på DK4.