
Masser af røverhistorier og god stemning: Lokale jagtforeninger inviterede til Trofæaften
Tirsdag aften den 4. februar var der dømt godt humør, høj cigarføring og stærkt kammeratligt samvær, da Give Jagtforening inviterede lokale jagtforeninger ind til ’bukkepral’ i forbindelse med den årlige Trofæaften.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE-EGNEN: Kantinen ved Danbolig Hallen summede tirsdag aften af liv og glade dage, da en stor flok lokale jægere var samlet til den årlige Trofæaften, hvor man akkurat som til den store Oscarfest i Hollywood, uddeler en række priser i forskellige kategorier´.
Scenariet her er dog noget mere nede på jorden, og sådan en aften med jægere forsamlet fra jagtforeningerne i Give, Thyregod-Vester, Ringive og Givskud byder på en masse god snak, en hel del ’lystfisker- og røverhistorier’ fra jagtens verden samt ikke mindst hyggelig socialt samvær på tværs af by- og sognegrænser.
Stort udvalg
Det var i år Give Jagtforening, der stod som værter for arrangementet, en værtsrolle, der går på skift mellem de fire foreninger. Og selvom eventen først startede klokken 19.30, begyndte de første folk at myldre ind allerede ved 19.00-tiden.
Der blev slæbt massevis af gevirer ind, som blev placeret på nogle store udstillingsborde, og så blev der rigtig ’sparket dæk’, inden løjerne officielt gik i gang. De mange forskellige gevirer blev studeret og beundret, som kun fagfolk kan det – og der fulgte da også en enkelt god historie eller to med de respektive trofæer, som mestendels var nedlagt både med riffel og en enkelt også med bue og pil.
Her har vi de fire dygtige og glade vindere i hovedkategorierne. Privatfotos
And the winner is ….
Efter lidt fælleshygge og et fint musikalsk indslag fra de forpustede musikanter fra Blåhøj Blæserne, kom vi så til det, det hele drejede sig om, nemlig uddeling af trofæer.
Her vandt Bruno Jensen trofæet for ’flotteste hjort’, Carsten Hindborg tog prisen for ’flotteste buk’, Brian Madsen hentede prisen for ’sjoveste buk’, mens Kim Madsen fik pokalen for ’mindste buk’ med hjem.
Derudover blev der uddelt en række andre priser, og mon ikke de uddelte pokaler får en hædersplads i de respektive prisvinderes pokalskab derhjemme.
Blåhøj Blæserne var naturligvis også på plads ved den store Trofæaften. Foto: Jim Hoff