Markedsdag og Åbent Hus på Riis Friplejehjem
Lørdag den 9. september kl. 11.00, slog Riis Friplejehjem dørene op for den traditionelle, årlige markedsdag på det populære plejehjem i Riis. Og det blev igen en rigtig god dag med en masse fine aktiviteter for både beboerne og de pårørende.
Af Michael Bhuto og Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
RIIS: Friplejehjemmet i Riis har en fast tradition for at åbne husets døre folk en gang om året, og denne event løb af stabelen lørdag den 9. september i det fineste sensommervejr.
Arrangementet blev gennemført i et tæt samarbejde mellem personale, Støtteforening samt Beboer- og Pårørenderåd på stedet. Gennem dagen, som var flot besøgt, var der mange forskellige aktiviteter, hvor gavmilde sponsorer havde sørget for fine gevinster til Tombolaen.
- Fra terrassen blev der solgt koldpresset æblemost, porer og gulerødder fra den store køkkenhave - og det er altid et hit. Traditionen tro havde både Givskud Kunstforum og Irmas Blomster igen sagt ja til at præsentere adskillige boder for de fremmødte gæster, og dermed bidrog de til at skabe en hyggelig stemning på stedet, fortæller Michael Bhuto, der er formand for Beboer- og pårørenderådet på Riis Friplejehjem.
Den musikalske underholdning var lagt i hænderne på ”Mandagsmusikanterne”, som i dagens anledning blev til ”Lørdagsmusikanter”, og de leverede vanen tro varen og skabte med deres hyggelige musik god stemning blandt både beboere, personale og gæster.
Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, og i den ånd diskede plejehjemmets køkken op med forskellige kulinariske tilbud, ligesom folk fra personalegruppen forestod rundvisning af interesserede gæster.
- Hele arrangementet sluttede kl. 15.00 med et flot økonomisk resultat, som i fremtiden kan forsøde tilværelsen for de ca. 40 beboere på Riis Friplejehjem. Det var et rigtig fint arrangement, og alle kunne efter nogle fine timer på friplejehjemmet igen begive sig ud i det fantastiske september-vejr, siger Michael Bhuto