Louise og Dennis glæder sig helt vildt: 21. marts åbner de REMA 1000 i Give
Ægteparret Louise og Dennis ser med spændte øjne frem til datoen 21. marts. Denne dag åbner de sammen den nye REMA 1000 i Give efter siden medio januar at have knoklet med at hverve ansatte og få den nye butik op at køre. Nu nærmer de sig målstregen, personalet er på plads - så nu handler det sidste om at gøre butikken helt klar.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE; Siden januar måned har travle håndværkere knoklet med at gøre den nye REMA 1000 butik i Give klar til åbning den 21. marts. I den anden ende af travlhedsskalaen finder vi Louise Concordia Hansen og hendes mand Dennis Trend Hansen, der er det nye købmandspar, der skal stå i spidsen for byens nye detailhandelsbutik på Hjortsvangen, hvor de tiltræder som selvstændige købmænd som en franchise under Rema 1000.
Flytter til Give 7. marts
Og de har også sådan lidt småtravlt, som vi siger her i Jylland. Efter at have afviklet REMA-butikken i Solbjerg gik de 17. januar full time på projekt Give, hvilket blandt andet har medført, at de har købt hus i Agerbølparken og sat deres hus i Juelsminde til salg. De får nøglen til deres nye hus den 7. marts.
- Det er helt oplagt, at vi flytter til Give, fordi det er vigtigt for os at være lokale, når vi har en lokal butik. Jeg kommer jo fra Thyregod og kender området godt, og derudover bliver det meget lettere for os rent tidsmæssigt at bo blot få hundrede meter fra vores butik. Her kommer vi til at spare rigtig meget tid på transport i forhold til før, hvor vi kørte fra Juelsminde til lidt syd for Aarhus hver dag, siger Louise.
Deres datter, Lause på 12 år, starter i 6. klasse på Ikærskolen, og deres søn Oliver på 17, er i gang med sin elektrikeruddannelse, så han søger en lokal læreplads. Et par af Louises veninder har døtre i 6. årgang, og dem skal Laura nu hookes op med, så hun får en glidende overgang fra Juelsminde til Give.
Louise og Dennis har fuld tiltro til de professionelle håndværkere, der i disse uger er ved at forvandle den tidligere ALDI-butik til en spritny REMA 1000-butik på Hjortsvangen. Foto: Jim Hoff
12. marts vælter det ind med nye varer
Den 11. marts kan Louise og Dennis gå i gang med at fylde butikken op med varer. Lige nu bliver butikkens inventar og look transformeret fra ALDI til REMA, og det er en noget større øvelse, end man lige tror.
- Langt det meste af inventaret skal skiftes ud, så det bliver standard REMA 1000-inventar. Der er også et par mindre ombygninger i projektet, så heldigvis er der gode professionelle folk på opgaven, Folk, der har ombygget ret mange andre butikker til REMA 1000-standard, så det er vi helt trygge ved, siger Dennis.
Den 12. marts vil der for alvor ske ting og sager i butikken, for her vil der i pendulfart ankomme lastbiler med varer til butikken – og så får Louise, Dennis og personalet travlt med at fylde op på hylderne og i diskene.
Starter med en personalestab på 22
-Vi bliver REMA-butik nr. 393 her i Danmark, og når først inventaret er på plads og varerne ankommer, begynder det jo for alvor at ligne noget. Heldigvis har vi haft en rigtig god proces med at få ansat folk op til åbningen. Med mange fine ansøgninger -både til det faste personale og til ungarbejderstaben.
-Vi har haft samtaler med ansøgere siden 17. januar, og lige her og nu er vi 22 ansatte, Dennis og mig inklusive, samt en del lokale folk, og det er vores ambition at ansætte endnu flere især ungarbejdere, når først det hele kører, og den faste forhåbentlig gode omsætning betyder, at vi kan tage flere folk ind. Vi har valgt her i starten selv at skulle løbe lidt stærkere, og så lige se an, hvordan det hele udvikler sig her i butikken. Det er vores forventning og tro, at vi vil få i snit 1000 ekspeditioner on dagen her i butikken, siger Louise og Dennis.
Sådan ser det ud her den 21. februar ved middagstid i den kommende REMA 1000-butik der skal stå klar til åbning den 21. marts. Foto: Jim Hoff
Købmænd helt ind til benet
De har som sagt en del erfaring fra branchen, men de skal alligevel starte lidt fra scratch med den nye butik her i Give, hvor det hele bygges mere eller mindre op fra bunden.
-Det har været, og er, en vildt spændende og udfordrende opgave. Og vi elsker det. Vi er begge købmænd helt ind til benet, og vi tænker da, at Give er det sted, hvor vi bliver lige til vi skal børes væk herfra. Vi har fået et rigtig godt indtryk af byen, både fordi den har et fantastisk butiksliv med et varieret udvalg af butikker, og fordi det er en stærk by med stærk lokal opbakning – og ikke mindst et rigtig godt foreningsliv.
-Vi tænker da også, at vi som detailhandel vil være med til at supplere de andre detailhandelsbutikker i byen, så vi på den måde er med til at gøre Give til en endnu mere attraktiv handelsby, som kunderne også kommer til fra andre byer – og at vi også kan være med til at holde de lokale kunder her i byen, lyder det samstemmende fra Louise og Dennis.
‘Nøj hvor det kribler for at komme i gang’
Midt i al travlheden og stressen med at blive klar har de også en stor forventningens glæde til endelig at kunne åbne dørene den 21. marts, og springe ud i det fagområde, hvor de begge stortrives, nemlig som købmænd.
For lige nu er de ‘between shops’, sagt med glimt i øjet, og når det at stå med egen købmandsbutik og servicere og gøre kunderne glade, er det klart, at det kribler i fingere for at trække i købmandskitlen.
-Jo da, vi glæder os til at komme i gang med det det, handler om: At være købmænd i vores egen lokale butik. Derfor blinker datoen 21. marts da også hele tiden foran os, når der er allermest pres på. Det bliver en stor åbningsdag med fuldt drøn på med masser af kanontilbud, der vil fra 15.00-18.00 være en pølsevogn en ballonklovn – og i butikken vil der hen over dagen være masser af smagsprøver. På selve åbningsdagen åbner vi klokken 8.00, men normalt vil er være åbent fra klokken 7.00 til 21.00 hver dag her i butikken, siger Louise.
Fokus på at undgå madspild
Et af butikkens store fokuspunkter handler om at stoppe madspild. Her kan man købe små portioner af det meste fremfor at ‘tvinge’ kunder ud i massekøb - uden at der er behov for det.
-Vi er også meget bevidste om at præsentere kunderne for produkter, hvor emballagen er delt i to, så man kun behøves åbne den ene del i for eksempel en pålægspakke -og dermed bevare en længere holdbarhed og den vej rundt spare penge. Vi er også meget opmærksomme på vores brug af emballage, og generelt brændet vi bare så meget for at lave den allerbedste butik vi kan – vi vil gøre vores bedste, vi vil være de bedste, for vi ved, at vi er på valg hver dag. Derfor handler det om at yde det bedste i forhold til vores kunder – hver dag, pointerer Louise og Dennis.
Lokal involvering? Ja da!
De vil også involvere sig lokalt i foreningslivet og institutioner som sponsorer, netop fordi de ønsker at være en del af lokalsamfundet.
-Vi kan både som enkelt stående butik, når vi lige har fundet en rytme og er kommet godt i gang, gå ind som sponsorer i foreningslivet og også gerne hjælpe diverse institutioner. Derudover kan man også søge diverse fonde indenfor vores regi. Vi har selv som butiksejere sponsoreret håndboldhold, sponsoreret julehjælp, været sponsorer ved en byfest osv., så naturligvis vil vi også på sigt gå ind i de ting også, lyder det fra byens nyeste købmandspar.
Også udvendigt bygges der om, Her er det gang i en anden og mere funktionel opbygning af den læsserampe. spm lastbilerne femover skal bruge, når de kommer med varer til butikken. Foto: Jim Hoff