Lokal MF’er: Kampen mod techgiganterne er en frihedskamp. Særligt vores børn og unge er sårbare

Birgitte Vind (S) har været politiker i mere end 13 år og har været med til at lancere en række lovforslag og nyheder inde fra Borgen i København. Men den nyhed hun her kan breake er efter hendes mening den allerbedste nyhed meget længe. Hvad det handler om, kan du læse her.

 Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

- Regeringen vil indføre krav om aldersbegrænsning for at beskytte børn mod upassende indhold på nettet.

Det er overskriften på det budskab, som Birgitte Vind, der er valgt ind i Folketinget på et socialdemokratisk mandat i Vejlekredsen, og som er medlem af Udvalget for Digitalisering og IT gerne vil breake her i Vores LokalAvis’ spalter.

Lovforslaget er kommet på bordet på baggrund af 13 anbefalinger fra en række tech-eksperter, som bakker regeringen fuldtonet op, og man vil her blandt andet gennemføre to markante lovændringer i forhold til techgiganterne.


- Det drejer sig om krav om aldersbekræftelse for at beskytte børn mod upassende indhold, som f.eks. porno eller videoer af krig. Konkret vil det betyde, at for at få adgang til hjemmesider eller downloading af apps med indhold, som ikke er egnet til børn, skal man bekræfte digitalt, at man er voksen, forklarer Birgitte Vind.

Regeringen vil hæve aldersgrænsen for samtykke til behandling af personoplysninger fra 13 år til 16 år. Det betyder, at flere mindreårige, som bruger Facebook, Instagram, YouTube og Snapchat vil være beskyttet mod indhentning af personlige oplysninger.

- Kampen mod techgiganterne er en frihedskamp

Indtil da vil det være et krav for techgiganterne at indhente samtykke fra forældre for at kunne indhente personoplysninger.

- Det er på høje tid, at vi tager de her tiltag i brug. Hvor vi i dag har aldersmærkning på film i biografen og på TV, så vi kan beskytte børn mod at se ting, de ikke er gamle nok til at bearbejde, så sidder børn til gengæld alene med telefoner og tablets og kan tilgå voksenindhold som porno og voldsomme filmklip fra krig og lemlæstelse. Det skal vi have stoppet, konstaterer Birgitte Vind og tilføjer:

- Vi skal sikre frihed til at træffe oplyste valg, så vi ikke ender i et digitalt univers, der gør os afhængige eller manipulerer os. Kampen mod techgiganterne er en frihedskamp. Særligt vores børn og unge er sårbare. Imens vi venter på ændringerne, kan vi voksne tage ansvaret, og sætte begrænsninger på børns brug af mobiler.

Lovforslaget er understøttet af en underskriftsindsamling,hvor 54.000 danskere har skrevet under på et borgerforslag om at begrænse tech-industrien. Det er så mange, at Folketingets partier nu skal drøfte og behandle forslaget.

 Tyder på en sammenhæng mellem sociale medier og mistrivsel

I ekspertgruppens rapport fremgår det, at tal fra 2023 viser, at danske børn i alderen 9-14 år, på trods af aldersbegrænsning på 13 år, har et dagligt tidsforbrug på 1 time og 18 minutter på TikTok og 1 time 36 min på YouTube.

 Danske unge i alderen 16-17 år har et dagligt tidsforbrug på sociale medier på 5 timer og 28 minutter.

Om end resultaterne af forskning i sociale mediers indflydelse på trivsel ikke giver et entydigt billede, er der undersøgelser som tyder på en sammenhæng mellem sociale medier og mistrivsel, og det er i lyset af denne kedelige tendens, at det nye lovforslag skal ses.

Ekspertgruppens 13 anbefalinger (Kilde: Erhvervsministeriet) kan du se her:

 - Aldersgrænsen for samtykke til behandling af persondata rykkes fra 13 til 16 år.

 - Håndhævelse af databeskyttelses- og cookiereglerne overfor tech-giganterne.

 - Mulighed for at takke nej til datahøst.

 - Fastholdelsesmekanismer slået fra som standardindstilling.

 - Tidsbegrænsning for børns brug af sociale medier.

 - Neutralitetsknap og indsats mod skadelige designpraksisser.

 - Forbud mod profilering på baggrund af personoplysninger.

 - Krav til udvikling af algoritmer.

 - Præcisering af tech-giganters ansvar for deres algoritmer.

 - Forsker- og medie adgang til techgiganters data.

 - Krav om effektiv aldersbekræftelse.

 - Videreudvikling af det digitale indre marked med fokus på børn og unge.

 - Indførelse af alderssvarende ad færdskodeks i forbindelse med databeskyttelsesreglerne.

Birgitte Vind (S) har været politiker i mere end 13 år og har været med til at lancere en række lovforslag og nyheder inde fra Borgen i København. Men den nyhed hun her kan breake er efter hendes mening den allerbedste nyhed meget længe. Foto: Susie Almind