Lokal frisørsalon vækster på personalesiden: Lokal Give-pige forstærker Team Salon 1400

Der er fine nyheder på personalesiden fra Annette Ringsted og Salon 1400. 8. april træder Heidi Rasmussen ind ad døren til salonen og bliver fra denne dag fast medlem af det stærke team i salonen, og dermed bliver kvartetten i salonen til en kvintet. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

DET GODE BUTIKSLIV: Når 30-årige Heidi Rasmussen den 8. april starter som frisør hos Salon 1400 i Vestergade i Give, så følger hun i en tidligere kollega Janne Ringsteds fodspor.  

De to piger har tidligere arbejdet sammen i en årrække i en anden lokal frisørsalon, og nu har de så fundet sammen igen hos Annette Ringsted i Salon 1400. 

Janne startede i salonen i august 2023, og en af grundene til, at Heidi skiftede ind til Salon 1400 var da også, at hun virkelig savnede sin gode kollega, som salonens nye pige siger med et stort smil hen mod Janne, der returnerer med et venligt ‘tak i lige måde’.  

Godt for familielivet 

En anden god grund til at Heidi nu vender hjem til sin hjemby rent jobmæssigt, handler også om det familiemæssige. Heidi har sammen med sin kæreste Flemming sønnen Hugo på 8 måneder og ved at bo og arbejde i samme by giver det familielivet nogle klart bedre vilkår. 

Den tredje grund hedder Annette.  

-Heidi er en sindssygt dygtig frisør og en megadejlig kollega. Hende har jeg gerne villet ansætte her i salonen et stykke tid, og nu sker det så. Herligt. Jeg er stolt af, at så dygtig en pige nu bliver en del af vores team, og vi glæder os begge to til samarbejdet, lyder det fra en begejstret Annette.  

Giver salonen større fleksibilitet 

Ud over at salonen får tilknytte endnu en dygtig medarbejder, så betyder det også noget for salonens fleksibilitet med hensyn til åbningstider, at man nu går fra fire til fem ansatte. 

-At vi nu er fem, betyder, at vi kan tilbyde tider udenfor den normale åbningstid, så vi kan tilbyde flere tider i dagens ydertimer og dermed højne vores serviceniveau over for kunderne. Det er jo ikke alle, der lige har mulighed for at få ordnet hår indenfor vores normale åbningstider, så her kan vi nu tilbyde endnu flere muligheder for vores kunder, pointerer Annette.  

 

 Det nye team Salon 1400: Fra venstre er det Louise, Cecilie, Annette, Heidi og Janne. Foto: Jim Hoff

God og glad stemning 

Heidi ser meget frem til at starte op på sin nye arbejdsplads, som hun altså skifter til efter 9 år som frisør i en anden salon i lokalområdet.  

-Jeg blev udlært for 6 år siden, og ser nu meget frem til at samarbejde med Annette og de andre piger her i salonen. Der er en dejlig frisk og glad stemning her, og som sagt så kender jeg jo Janne rigtig godt i forvejen, så det bliver nemt at falde godt til. Og det bliver dejligt at slippe for at bruge så meget tid på transport hver dag fremover, siger Heidi, der rent frisørfagligt er meget bredt funderet samtidig med, at hun ifølge Annette virkelig er helt fantastisk til hårfarvninger. 

Annette: Vi skal jo følge med byens udvikling 

-Vi er jo en by i en rivende udvikling, hvor der bygges en masse nye boliger, og der kommer flere og flere nye indbyggere til. Derfor skal vi også som frisørsalon følge med udviklingen, og det gør vi, lige som byen, ved at vækste på personalesiden, så vi fremover bliver et femmands-team, som er mere end klar til at tage imod både nuværende og kommende kunder, siger Annette.  

Hun kan ydermere oplyse, at Heidi Rasmussen allerede nu kan bookes i salonens onlinesystem, ligesom man naturligvis også kan ringe og bestille tid hos både Heidi eller en af de øvrige frisører i salonen.