Lokal forfatter vil bryde med børns skærmvaner: Ud i naturen med børnene!
Forfatter Jen Fagan Simonsen fra Give ønsker at flere børn kommer ud og leger, oplever, udforsker og lærer om naturen. Hun er nu aktuel med en bog, der skal inspirere til dette
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
DET GODE BØRNELIV: Tid brugt udendørs kan mindske stress og angst hos børn og voksne, ligesom det også giver en forbedret fysisk sundhed. Derudover er det håbet, at ved at lære børn om biodiversitet og at værdsætte naturen skal de få lyst til tage bedre vare på den, hvilket er afgørende i lyset af vores klimaproblemer.
Bogen, UD! En naturbog, er ude nu. Tanken er at børnene tager bogen under armen og kommer mere udenfor. I bogen findes både informationssider, hvor barnet kan finde ud af, hvad det er for et blad, dyr eller spor, som det har fundet, men der er også en masse små opgaver og mulighed for at klistre de ting, man finder, ind i bogen. Jen har selv tegnet alle illustrationer i hånden, inden de er sat sammen til bogen.
Væk med iPaden og ind med naturen
-Midt i processen med at få bøgerne ud i forskellige lokale butikker blev jeg overrasket over en kommentar fra en kritisk butiksejer, som sagde: "Udendørs ting sælger bare ikke. Det er nemmere at give et barn en iPad”. Og det er den skærmvane, jeg gerne vil bryde, og støtte familier, institutioner og skoler i udendørs læring gennem leg, fortæller Jen.
Hun har en baggrund fra både danske børnehaver og skovbørnehaver, egen udendørs pasningsordning samt internationale skoler. Hun har blandt andet haft sin egen udendørs private pasningsordning, og senest var hun leder for børnehaveafdelingen på en international skole.
Lancerer nyt koncept: Into the Out
-En stress-sygemelding fik mig til at genoverveje, hvordan jeg bedst kombinerer min passion for børns leg og læring og naturen. Derfor har jeg nu startet Into the Out, hvor jeg - udover den nye bog - også tilbyder at hjælpe børnehaver og skoler mv. både i Danmark og i udlandet med i højere grad at komme udenfor og lave læring gennem udendørs leg.
Derudover vil Jen afholde forskellige camps og workshops for børn ude i naturen, ligesom hun også står klar til at hjælpe, hvis andre fx ønsker at holde en børnefødselsdag i skoven.
Bogen er allerede nu tilgængelig både på dansk og engelsk hos Give Bog & Leg, hos Bog & Idé og Gear & Outdoorlir i Billund.
Jen vil desuden besøge Bog & Idé i Billund fredag d. 22. marts 2024 fra kl. 14.00, hvor man kan komme forbi og hilse på hende. Her vil hun have et par naturformidlingsting med, som børnene kan komme forbi og se og røre.