Kirsten bringer kunsten tilbage til Sognehuset
7. marts åbner en udstilling i Sognehuset med kunstneren Kirsten Rasmussen fra Vejen – og dermed er der atter farver og liv på væggene i huset
Af Dorte Nørtoft Frydensbjerg
Efter at Kunstforeningen Diagonalen måtte lukke ned sidste år har der været lidt tomt på væggene i Sognehuset. Det nyetablerede kunstudvalg under Give-Vorslunde Menighedsråd er derfor glade for at kunne fortælle, at der er blevet lavet en aftale med kunstneren Kirsten Rasmussen fra Vejen om at lave en udstilling i Sognehuset fra den 7. marts til den 30. april 2024.
Udstillingen åbner med en fernisering den 7. marts klokken 17.00. Her vil der være mulighed for at møde Kirsten og høre hende fortælle lidt om sig selv og sin kunst.
Kirsten udtrykker sig sådan om sin kunst:
- Når jeg maler og kommer i flow, står tiden stille. Verden forsvinder omkring mig, mens farverne spreder sig ud over papiret og byder hinanden velkommen. Jeg finder inspiration overalt, i naturen, samfundet og tiden vi lever i, men også i tekster, sætninger eller talemåder.
- Mine malerier udtrykker en energi og livsglæde, som jeg ønsker at give videre til andre.
- Lys er noget af det, der begejstrer mig allermest, og netop lyset er nemmest for mig at gengive ved hjælp af akvarel. Akvarellens livlighed er fantastisk at arbejde med, den har en lethed, en sarthed som passer godt til mit temperament.
- Når jeg maler med akvarel, opstår spontane motiver på papiret, farverne fra min pensel flyder sammen med underlaget og en blomst, en fugl, et landskab dukker op, eller er det et ansigt med et lille smil, der blegner, mens farverne langsomt tørrer op? Jeg arbejder dog også med oliepastel samt akryl og olie på lærred.