Komik på Kroen klar med overflødighedshorn af humoristisk menneskelig diversitet
Det er virkelig et varieret show Komik på Kroen præsenterer for sine publikummer i denne ombæring. Komikerne på scenen kunne ikke være mere forskellige, både aldersmæssigt og udtryksmæssigt, og dermed er der i den grad lagt op til et brag af en latterbrølsaften på Diagonalkroen torsdag den 25. januar. Her er der simpelthen komik for alle alders- og interessegrupper.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
UNDERHOLDNING: Arrangørerne af Komik på Kroen, Henrik Henriksen og Daniel Hoff, er klar med en ny frisk januar-udgave af det folkelige humørbombe-setup, og denne gang har man virkelig sammensat et både forrygende og vildt alsidigt program, hvor man rammer alle segmenter af humorens DNA.
- Jeg har bestræbt mig på at lave et meget alsidigt program med vidt forskellige stand-uppere og komikere på scenen. Og det synes jeg faktisk er lykkedes ret godt. Det er vigtigt med et bredt og varieret line-up af kunstnere, fordi vi her på kroen netop har fat i det brede publikum - også aldersmæssigt. Det er også det vores komikere gang på gang fremhæver er fedt. Det at vi har så bredt og alsidigt publikum i alle aldre på stolerækkerne, gør at komikerne får et helt andet modspil og måske også skal gentænke og genopfinde nogle af deres jokes, siger Daniel, der via sit store netværk indenfor branchen skaffer komikere til scenen på kroen.
Det er tredje gang, at Komik på Kroen kører med dette setup, og de to første gange har det været en stor succes, hvor folket i den gamle hyggelige krosal har haft en fest. Setuppet denne gang er anderledes på flere punkter.
Ny vært - og nu med to kvindelige komikere
For det første afgiver Daniel Hoff sin traditionelle rolle som vært til Henriette Thuesen og bliver selv en del af den flok komikere, der skal på scenen med et show.
For det andet præsenterer Komik på Kroen denne gang hele 2 kvindelige komikere, Mia Westergaard og sensationen inden for comedy-branchen, den 79-årige Lis Rytter. Og de skal nok sørge for at få både den feminine og den maskuline side af salen til at klukke af grin.
Daniel Hoff vil her gerne levere nogle slagord om de forskellige kunstnere – og værtinden - på aftenen, so here goes:
- Aftenens vært er som sagt den altid skønne og lettere voksne Henriette Thuesen. Hun kan synge, hun kan danse, og hun han sørge for, at du smiler fra det ene øre til det andet. Både ved hjælp af sine hænder, men også med sin komik. Hun har vist sit skuespiltalent som Tina i Linda P's tv-serie "Hvor fanden er Herning!". Hun har hostet diverse Comedy arrangementer og er især kendt for at være en genial Lipsync'er. Det vil sige, at hun kan bevæge sig selv og sin mund som alt fra Mads Langer til Michael Jackson. Lige nu er hun en del af Grin til Gavn showet. Hvilket er en tjans man ikke får penge for, så hun har hjertet på rette sted.
- Henriette Thuesen er en rutineret komiker, der aldrig tager den på rutinen. Hun er alt det, du forestiller dig om en vanvittig forstadsfrue på 40+, men med et befriende twist af selvironi og personlig humor. Kort sagt: Henriette Thuesen kan for alt meget, og det er derfor, hun vil tage styringen som aftenens vært til Komik På Kroen, fortæller Daniel med et stort smil.
Henriette Thuesen. Privatfoto
Legenden Brian Mørk kigger forbi
Fra lyshåret vanvittig forstadsfrue til en mere Mørk og cool indre by type – og til en landskendt skikkelse på comedyscenen. Det er nemlig lykkedes for Daniel at få selveste Brian Mørk til Komik på Kroen.
-Jeg sad i min udendørs spa med iskoldt vand, de Brian ringede og sagde, at han var klar på Give. Og det var nok godt, jeg sad lige der, for den besked fik mig da næsten til at eksplodere af glæde. Brian Mørk er en af landets dygtigste komikere med massevis af flotte ting på cv’et, blandt andet det vilde Brian Mørk Show på TV, så selvfølgelig skal han forbi kroen og dele ud af sin komik.
- Vi er store og stolte fans af Brian Mørk her på kroen, så vi håber vi kan få os en selfie eller to på aftenen. Han er jo fænomenal på scenen, en kammerat på gaden og en freak i Facebook kommentarfeltet. Han er kort sagt og helt uden omsvøb, fuldstændig perfekt, lyder det fra den lokale komiker.
Brian Mørk. Privatfoto
Morsomme mormor på 79
And now to a completely different stage, som de sagde i Monty Python. Det er med tæt på dirrende stemme og fugt i øjenkrogene, at Daniel nu præsenterer sin næste komiker. Og her må man sige, at der er tale om et særdeles interessant indslag. Der er nemlig tale om Lis Rytter, der er en fantastisk komiker, men hun er også meget mere end det. PS: Øhh, damen er altså 79 år, så det er ikke lige en type man falder over til de mere klassiske stand-up shows.
-Lis er terapeut, forfatter, clairvoyant håndlæser, voksenunderviser og foredragsholder gennem mere end 10 år og har i en årrække været ansat i rollen som præsteenke i Den Gamle By. Lis er Danmarks ældste debutant på Stand-up scenen, med sine knap 79 år... Ja måske er hun allerede blevet 80, det ved vi ikke... Men hvis hun er, så skal der lyde et tillykke. Hun optræder jævnligt rundt i landet i Aarhus, Randers, Aalborg og Comedy Zoo i København, fortæller Daniel og tilføjer:
-"Sjov og dejlig!", Siger den lokale helt Torben Chris. "Hun er fuldstændig fantastisk. Hylende morsom, jeg spår hende en stor fremtid", siger den knap så store lokale helt Hoffe. Når Lis er på scenen, er der masser af selvironi og sjove hug til mænd i almindelighed. Så hvis ikke sådan et 80-årigt livstykke, med stor komisk talent, vidunderlig ro og timing kan få jeres røve op af sofaen og ned på kroen, jamen så er det lige før, I skulle have en røvfuld, lyder det med glimt i øjet fra den knap så store lokale helt.
Lis Rytter. Privatfoto
Kvinde, kunster, komiker - geniale Mia
Vi fortsætter i det kvindelige spor, nu dog med en yngre model på tapetet, idet man også kan nyde komiker Mia Westergaard til Komik På Kroen den 25. januar.
-Jeg siger det bare, så I forstår det. Mia er genial og meget morsom. Det værste ved Mia er, at hun også er pæn, det er et kæmpe problem for hende (winky smiley). Men heldigvis for hende bliver man jo ældre og ældre. Så mon ikke det går. Mia er skuespiller, komiker og kunstner. De 3 k'er. Hun har blandt andet spillet fuglen Zazu, fra Løvernes Konge hvilket blev hendes gennembrud i 2017.
- Men hvis du føler, du har set Mia før, så kan det være i Den Jyske Pigegarde hvor hun har været dansepige. Så Mia har optrådt i hele verden med sine talenter. Hun er en Kvinde af Verden! Alt i alt: Mia bliver en kæmpe stjerne, og det glæder os derfor at få hende forbi Kroen, inden hun stikker af, lyder den utvetydige opfordring fra Daniel.
Traditionen tro er der også en “surprise-gæst” - altså aftenens store overraskelse. Sidst var det Mohammad Habane, der var overraskelsen, og denne gang er det en comedystjerne også fra den høje hylde, der flyver forbi kroen i Give og leverer et fedt indslag.
Mia Westergaard. Privatfoto
Hoffe selv på scenen - som komiker
Så kommer vi til rosinen i pølseenden - for i denne ombæring kommer Hoffe selv på scenen med et stand-up indslag. Og ydmyg og beskeden som han er jo er, host, host, så vil han gerne også præsentere sig selv her i spalterne. Så her er Daniels præsentation af Hoffe – uden filter.
-Jo, den er faktisk god nok. By-drengen Daniel, aka. Hoffe, kommer igen til Komik På Kroen. Mange af jer kender ham nede fra Brugsen, hvor han gjorde rent i slagterafdelingen i sine unge dage, og hvor han i dag køber sin Pepsi Max og økologiske broccolier. Men han har også været ude i landet og gøre sig til. Hoff har lavet Stand-UP i snart 2 år og drømmer om at blive en af Danmarks mest middelmådige komikere. Han kendt fra de sociale medier som Jyden, Hoffe og Kaptajn Colat.
- Han vandt "Til Middag Hos" i 2021. Været medvært i Menneskeforsøg på DR3, Lavet 2 sæsoner af dokumentaren "Følg mig" på tv2play. Han er konferencier på diverse større og mindre festivaller landet rundt. Og lige nu giver han den gas to gange om ugen som radiovært på Skala FM....og så er han langhåret. Så det er spændende hvad dette Stand-UP eventyr ender med, men kom og følg med på tæt hold til Komik på Kroen, fortæller Daniel om Hoffe, helt uden form for paranoia.
Daniel "Hoffe" Hoff. Foto:Jim Hoff
- Det her skal bare være et fast koncept i Give
Som hjernen bag, booker og marketingsafdeling af Komik på Kroen, sidder Daniel hver eneste dag og ønsker, at folk vil købe en billet, så Komik på Kroen kan blive en fast del af byens underholdning.
- Komikerne elsker at være her, publikum morer sig kongeligt, meget apropos hvad der sker i DK lige nu, og tag ikke fejl: Komik på Kroen er med til at sætte Give på landkortet bredt i komikerkredse. Her taler man nysgerrigt om Give og Komik på Kroen – og som man kan se af vores deltagerliste de seneste tre gange, vil mange, også de mere landskendte, komikere gerne være med her i Give. Det setup her vil vi gøre alt for kommer til at blive en fast del af underholdningsscenen her i Give, så vi håber på, at krosalen igen bliver fyldt, lyder det håbefuldt fra Daniel.
Billetter kan også købes i døren på selve aftenen, skal vi hilse at sige.