Kender du egentlig andelsboligforeningen Grønnegården i Give?
I disse tider er der meget snak om det boom af nybyggeri, der drysses ud over Give med rund hånd. Men der ligger også andre små perler rundt omkring i byen, og her er andelsboligforeningen Grønnegården, der blev etableret i 2007, et godt eksempel. Her har man i årevis kæmpet mod ondsindede rygter, og de skal nu manes til jorden.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
BOLIGMARKEDET: I 2007 stod der 14 andelsboliger klar til indflytning på Parkvej 12 C i Give. Det nye boligområde fik navnet Andelsboligforeningen Grønnegården, og det er et boligområde, som gennem tiden via ondsindet rygtedannelse har oplevet en del dårlig omtale.
Og netop dette er kernepunktet i den samtale avisens udsendte har med en række af beboerne, der har boet i Grønnegården stort set siden de første boliger stod indflytningsklar.
Har i årevis skullet leve med falske dårlige rygter
Det er Peter og Mona Thygesen, Benny og Sonja Bach samt Kim Tranholm, der repræsenterer sin forældre Else og Bent Tranholm. Gruppen har inviteret på kaffe og lækker hjemmelavet kage hos Mona og Peter, og de leverer indledningsvist et lille historisk oprids over situationen omkring det boligområde, de har beboet i mange år.
-Vi har i en årrække skullet leve med rygtedannelser om stedet her. Uanset om vi mødte folk i Brugsen, ude på goldbyen eller ved sociale sammenhænge osv., har vi kunnet høre sætninger som: “ Når, det går det vist rigtig dårligt for Grønnegården”, “Der er da vist en del ballade på Parkvej 12 C” og “Vi hører der er en rigtig dårlig økonomi i Grønnegården”.
-Og det har da godt nok været dræbende og frustrerende at skulle lægge øre til den slags ondsindede rygter gennem mange år. Især når vi ved, de er skabt af folk, der er stukket af fra deres boliger her, folk som ikke har betalt deres husleje osv. og folk der ikke har håndteret nogle dødsbostransaktioner ordentligt. Der har virkelig været nogle ubehagelige bekendtskaber som har svinet os til, lyder det fra forsamlingen.
Beboerne i Andelsboligforeningen Grønnegården fastslår, at man har det godt sammen og at økonomien er sund. Fra venstre det: Peter Thygesen,Mona Thyregsen, Benny Bach, Sonja Bach og Kim Tranholm. Foto: Jim Hoff
‘Vi har det altså rigtig godt her’
Men nu vil de gerne ud med budskabet om, at stemningen og tonen i Grønnegården er totalt anderledes – og det har den været de sidste 3-4 år.
-Vi er 5 husstande, der har boet her siden starten i 2007, og vi har altid haft det rigtig godt med hinanden i de 17 år, vi har boet her. Og vi vil meget gerne stå forrest med en positiv italesætning af Andelsboligforeningen Grønnegården. Vi har et rigtig godt sammenhold her, vi mødes til Grundlovsfest, julefrokoster og andre række sociale events som fødselsdage osv. Der er en sober og positiv ånd her, og folk taler pænt sammen, pointerer Peter Thygesen, der er med i bestyrelsen i Andelsboligforeningen.
Sund økonomi
Og så er der det økonomiske. Her kan gruppen fortælle, at lånene i foreningen blev omlagt for 3 år siden, og at der er en sund økonomi i foreningen. Det kan bankmanden Kim Tranholm, også skrive under på. Han ejer en andelsbolig i foreningen, hvor hans forældre Else og Bent bor, og han er som sagt en del af det fremmødte selskab denne dag.
-Vi har i skrivende stund 3 andelsboliger til salg her i foreningen, blandt Peter og Monas andelsbolig, og derfor er det vigtigt, at den rigtige historie fortælles om Andelsboligforeningen Grønnegården. Folk er glade for at være her, og vi kan alle klart anbefale området. Det er et stille og roligt område, et godt kvarter med mange gode naboskaber. Huslejen er billig, og den er langtidssikret via de nyligt optagede 30-års lån, så man kan roligt søge herned på Parkvej 12 C, hvis man ønsker en ny centralt beliggende bolig, siger Kim Tranholm.
Han sidder som formand i bestyrelsen sammen med Peter Thygesen (kasserer) og Irene Højgaard, der er almindeligt medlem.
Kigger vi på aldersspredningen i foreningen er beboerne fra plus 40 år og opefter, og der er også familier med mindre børn i kvarteret, der rent geografisk ligger mellem Give Sygehus og Mosevænget på Parkvej i Give.