Kan du huske generatoren fra Give Sygehus? Her laver den strøm nu
Lørdag den 18. marts herskede stor aktivitet på Give Sygehus. Give Sværgods var på plads med en stor 8-tons kran for at løfte en 5,5 tons tung generator ud af bunkeren i kælderen, hvorefter Rotary Gives netværk sørgede for at transportere generatoren til krigsramte Ukraine. Læs her hvordan det går med det historiske velgørenhedssamarbejde mellem Give og Ukraine.
Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk
GIVE: Det var essensen af begrebet lokal sammenhængskraft, der kulminerede, da Give Rotary Klub i samspil med Give Sværgods, Give Elementfabrik, Dansk Maskinmontage samt gode lokale håndværkere den 18. marts kunne sende den 5,5 tons tunge generator fra bunkeren i kælderen ved Give Sygehus afsted ud på en lang rejse til havnebyen Mykolajiv i det krigshærgede Ukraine.
I stedet for at stå og forfalde eller blive solgt til skrot som gammelt jern, havde knivskarpe folk i Rotary Give set en mulighed for at sende nødhjælp afsted til Ukraine, der i den grad mangler strøm i de krigsramte områder. Og her kunne en så stor velfungerende sygehusgenerator i den grad gøre fyldets.
Største opgave nogensinde
Generatoren blev efter ankomsten til Ukraine kørt til et midlertidigt opbevaringssted, hvorefter man afventede information om en destination i Ukraine. Rotary Give har i hele forløbet været i tæt kontakt med Rotary i Lviv, og i starten af maj fik klubben så besked om, at der var akut behov for generatoren i en større ukrainsk by, hvor dele af deres infrastruktur var blevet ødelagt efter et russisk missilangreb.
Transporten blev planlagt, dokumenterne fremskaffet, og så var det afsted mod den endelige destination, hvor den generator, der engang stod på Give Sygehus, nu leverer strøm til ukrainere i et krigshærget området.
Det er ifølge Jørgen Østergaard fra Rotary Give den største opgave, som den lokale afdeling nogensinde har udført. Og en toprelevant en af slagsen, for generatorer er som sagt en stor mangelvare i det krigshærgede land, hvor den som udgangspunkt skulle levere civil nødhjælp på tiltrængte steder.
Leverer varme til centralt byområde
Jørgen Østergaard kan her medio august meddele, at generatoren står i det østlige Ukraine, hvor den gør stor gavn i en her bevidst unavngiven større by
- Generatoren fra Give laver nu strøm til en fjernvarmecentral, der blev ødelagt under en krigshandling i maj. Kedlen leverer varme til en central del af byen, hvor den er med til at skaffe varme til 84 ældreboliger, 4 folkeskoler, en teknisk skole, en kulturskole og et kulturhus, så man kan roligt sige, at den gør rigtig meget gavn, fortæller Jørgen Østergaard.
- Vi sender naturligvis fluks takken videre til alle jer, der var med til at gøre det her muligt. Uden jer kunne vi ikke have gennemført hjælpeprojektet. Sammen står vi stærkere, lyder det med taknemmelighed i stemmen fra Jørgen Østergaard.