Kæmpesucces med gå-fodbold i Givskud: Her går de virkelig til sagen

For to år siden startede Givskud GUF en helt ny disciplin op, gå-fodbold. Det var med den lokale ildsjæl Elin Søbye i spidsen, og hun har formået skabe en regulær succes med det spændende tiltag. I dag er der 24 faste gå-fodboldspillere tilknyttet – og de har en fest hver mandag aften.

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk

MOTION OG HYGGE:  Begrebet ’gå-fodbold’ er vel ret beset et skældsord, man bruger, når et fodboldhold ikke kommer op i gear og spillerne bare går rundt og driver den af.  Men i Givskud og omegn er ’gå-fodbold’ lig med succes, fællesskab, god motion – og masser af hyggelige timer sammen.

Ildsjælen over dem alle i Givskud, Elin Søbye, startede tilbage i 2021 i regi af Givskud GUF op med at lancere konceptet ”gå-fodbold” på kunstgræsbanen i Givskud. Dengang udtalte Elin Søbye:

- Gå-fodbolden ligger under konceptet 'Bevæg dig for livet'. Det er DBU, der har lanceret konceptet, og jeg tænkte, at det kunne være godt med et koncept som dette her i området. Her kan alle være med uanset køn, fysisk formåen, alder, og hvad man eller måtte have af forskellige forudsætninger. Jeg er jo selv vild med fodbold, så jeg havde stor lyst til at prøve det af som tovholder her i Givskud, fortæller Elin.

Her kan alle være med

I dag er der 24 faste gå-fodbold-spillere, der hver mandag aften mødes på kunstgræsset i Givskud for at dyste med og om den lille runde. Der er pudsigt nok 12 mænd og 12 kvinder, og de kommer i alderen 15 til 78 år plus alt det midt imellem.

- Nogle af vores deltagere har spillet fodbold før, men vi har da også en hel del, der aldrig har sparket til en bold, før de mødte op her. Og det er jo det, der er fordelen ved det her koncept: Alle kan være med uanset forudsætninger, netop fordi man ikke må løbe og tackle, forklarer Elin.

Nu sagde hun godt nok, den gode Elin, at spillerne er fra 15 til 78 år, men når først bolden ruller og adrenalinen pumper, er det vel næppe helt forkert at sige, at så forvandler gruppen sig rent mentalt til en flok friske og livsglade 8-10-årige med højt humør og masser af kvikke bemærkninger.

Her har vi de to søskende Elin og Margit i en tæt duel om bolden. Det blev den unge dame med kasketten, der vandt den duel. Foto: Jim Hoff

Mini-vm

Man bemærker også, at ”gang” er et vidt begreb, for når, især pigerne, øjner en mulighed for et sprint for at nå bolden og piske den i mål, ja så sker det da, at benene kommer op i et rimeligt højt gear – og det griner de så lidt af allesammen. Gutterne, ja de ryster empatisk og overbærende på hovedet.

Det starter altid med en lille opvarmning med lidt tekniske øvelser osv. Herefter bliver der afholdt ”mini-vm”, hvor der laves 6-8 hold, der møder hinanden på kryds og tværs. Denne aften er der 2-års jubilæumsstævne, så her er der 6 hold med 4 spillere på hvert hold, der dyster om hæder og ære.

Lattermusklerne på overarbejde

Og deltagerne får virkelig en god gang motion ud af det, selv om de ret beset kun må gå – ikke mindst lattermusklerne er på konstant overarbejde, når kombattanterne forsøger at få kuglen i kassen. Og stor ros til de farverige og italiensk inspirerede jubelscener (igen taler vi om pigerne), når bolden ryger i mål.

- Det er dejligt, at der er så mange, der bakker op om det her projekt. Vi er stort set mindst 18 spillere hver mandag, så her spiller vi tre mod tre og laver en mini-turnering, hvor alle møder alle. Nogle gange spiller vi piger mod drenge, det er rigtig sjovt. Det sker også, at vi spiller en gang ”kanonbold”, hvor vi bruger en kæmpestor bold. Det handler om at slutte af med højt humør og smil på læben, inden vi går over til 3. halvleg oppe i cafeteriet over hallen. Her hygger vi os rigtig meget, får lidt øl/vand eller kaffe og kage – og så går snakken lystigt, fortæller Elin.

Her kæmper mænd og kvinder på lige fod. Foto: Jim Hoff

Torben fik mulighed for at spille fodbold igen – med nyt knæ

Spillerne kommer fra Givskud og omegn, men andre klubber har fået øje på konceptet. Man har således haft besøg af både Brædstrup og Egtved, der begge steder er ved at få gang i gå-fodbolden  – inspireret af tiltaget i Givskud.

En af aftenens deltagere, Torben, kommer hen til avisens udsendte og viser et 25-30 centimeter langt ar på det ene knæ.

- Jeg har fået et nyt knæ indopereret. Og det fungerer fint nok, men jeg ville jo nok aldrig komme til at spille rigtig fodbold igen. Derfor er jeg vildt glad for, at jeg kan holde liv i min hobby ved at være med til gå-fodbold her i Givskud. Her kan jeg være med uden at skulle spekulere på, om knæet holder – og vi har det bare sjovt og hyggeligt, og jeg får spillet noget fodbold.

For Elin er der også en masse historik blandet i det gå-fodbolden, for flere af kvinderne på holdet er nogle af de piger, som hun startede med at træne for 50 år siden som 14-årig. Og dermed er den cirkel jo sluttet på allerfineste vis.

Så er der mål - eller måske. Foto: Jim Hoff

Jubilæumsfest med fodboldkage

Og det handler skam ikke kun om fodbold, for den 21. august blev der afholdt et hjertestarterkursus efter træning i Gå-fodbold. Her var der 22 fremmødte, som fik en god intro til opgaven, hvis man er vidne til et hjertestop.

Det er nu næppe den slags ulykker, deltagerne kommer ud for mandag aften, når bolden ruller lifligt hen over kunstgræsset på stadion i Givskud. Her er man nærmere i fare for at ”dø af grin”, smiley.

Efter aftenens anstrengelser stod den på jubilæumsfest i cafeteriet, hvor der var dækket op med lækre hjemmebagte boller, pålæg, øl/vand og kaffe. Aftenens kage var helt speciel, idet en af Elins kolleger indenfor fodbolddommerstanden, konditor/bager Erik Vinstrup, havde lavet en flot fodboldbane, som aftenens deltagere kunne spise.

Her kan man da tale om at ”æde græs” på den festlige og velsmagende måde.

Så er der dømt 3. halvleg og 2-års jubilæumsfest med hjemmebagte boller og kage. Foto: Jim Hoff