Kæmpesucces: De rutinerede gutter vælter ind på Herreværelset i Give

For en lille måneds tid siden lancerede Give Frivilligcenter og Erik Andersen ideen om et fast mødested for mænd på 60 år og derover, der kunne have lyst til at mødes uformelt med andre mænd til socialt samvær og hygge. Forventningerne var en 5-6 deltagere, men glem det – det tal er meget højere. Læs mere her. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

FÆLLESSKAB: Det kan godt lyde en smule mystisk, men det er faktisk sådan, at de rutinerede gutter i det nye koncept, “Herreværelset” i en forholdsvis sen alder lider af vokseværk. Og det skal i den grad opfattes positivt. 

Initiativet blev søsat af Erik Andersen medio oktober, hvor vi her i avisen bekendtgjorde det nye koncept, der handler om at give herrer, drenge og knægte på 60 år og derover et mødested, hvor de kan hygge sig sammen uden overministeriel indblanding af hverken statslig eller feminin karakter.  

Give Frivilligcenter og Erik Andersen havde hørt om et lignende tiltag fra en sjællandsby, og han tænkte, at “so ein Ding müssen wir auch haben”. Og folk der kender Erik, ved nok, at så sker det.  

19 mand til opstart 

Den 25. oktober var første mødegang på Kastanjehaven, og her mødte der ikke kun 5 friske herrer op, næ nej, der dukkede hele 19 stykker op. Flot start, og én af de på dagen fremmødte var Kurt Jørgensen, som ikke blot fik en stor håndfuld nye bekendtskaber denne dag – han fik også titlen som tovholder på det nye fine projekt.  

- Erik Andersen har i forvejen rigtig mange jern i ilden omkring frivillige poster og opgaver, så han kunne godt tænke sig, at overlade dirigentstokken til en anden i forhold til “Herreværelset”. Han fik så øje på mig, og mente nok, det var et job for mig – og den var jeg da med på, fortæller Kurt Jørgensen. 
Vores LokalAvis kigger forbi til gruppens 3. møde i et mødelokale på Kastanjehaven onsdag den 22.11 klokken 11.00, og meget hurtigt bliver samtlige 22 stolepladser fyldt op af muntre mænd i deres bedste alder.  

Der bliver sunget både godt igennem og flot, når gutterne i "Herreværelset" starter mødet med en god dansk sang. Foto: Jim Hoff

Kan mænd egentlig snakke? Ja, mon ikke! 

Nu ved jeg godt, at man som udgangspunkt har stadfæstet et nærmest grundlovsagtig manifest om, at det er kvinderne, der er udstyret med langt de fleste taletidskort og velsmurt snakketøj i sociale sammenhænge, men lige her i Gives udgave af Herreværelset må man konstatere, at mænd faktisk også har et stort, måske mestendels skjult, potentiale i forhold til udøvelse af DM i fritgående mundtøjsgymnastik.  

Eller sagt på godt jysk: Snakketøjet fejlede bestemt ikke noget i dette fine maskuline selskab!  

Det gjorde sangstemmerne bestemt heller ikke, da forsamlingen lagde ud med to vers af “Marken er mejet”. Det var som at høre Give Mandskor i deres velmagtsdage.  

Herefter gik vi over til dagens dagsorden, hvor første del handlede om en gennemgang af de ønskede aktiviteter og placering af medlemmerne på aktiviteterne.

Der står blandt billard, skak, gåture, socialt samvær, madhold og udflugter på plakaten.

 

Flytter tidspunkt på grund af vokseværk 

Herefter handlede det om den i indledningen omtalte udfordring med “vokseværk”.  

- Vi er simpelthen så mange, at der ikke er plads til os her i mødelokalet mere, så jeg vil forslå, at vi flytter tidspunktet til 15.30 - 16.00. Så råder vi over det store fællesrum, vi det hele for os selv og er ikke i vejen for andre aktiviteter her på centret. Vi kan spille billard på livet løs, og vi kan få en nøgle, så vi selv kan låse efter os, når vi er færdige, lød budskabet fra Kurt Jørgensen.  

Det forslag blev vedtaget og godkendt uden sværdslag, og dermed kan “Herreværelset” uden problemer tage endnu flere medlemmer ind i flokken.  

- Vi starter ud med det nye tidspunkt onsdag den 6. december, hvor vi holder en lille hyggelig julefrokost, og så bliver det fra klokken 16.00, at vi mødes fremover her på Kastanjehaven. Vi får så også mulighed for at bruge køkkenet i hus nr. 10, så nogle af herrerne kan lave mad – og det ser vi da frem til, konstaterer Kurt Jørgensen.  

Forslag: Slægtsforskning 

Ved dagens fine forsamling kom der et fint forslag til en aktivitet på bordet fra en af deltagerne, Poul. Det handlede om slægtsforskning.  

- Jeg synes det kunne være både spændende og relevant at komme i gang med at arbejde med slægtsforskning. Man har efterhånden nået en alder, hvor det kunne være spændende at se tilbage i tiden og finde ud af, hvor man kommer fra og finde nogle oplysninger om vores forfædre. Tænker også at vores egne børn gerne vil vide mere om os og vores slægt, lød den fine argumentation fra Poul.  

Et par af dagens deltage kunne byde med positive svar på det forslag, idet de dels selv har erfaring med slægtsforskning, dels har folk i deres netværk, der er specialiser på området.  
Det blev også aftalt, at der den 20.12 holdes en lille uformel juleafslutning med gløgg og dertil julerelevant kage og kringle på bordet - måske endda ligefrem en æbleskive eller 10.  

Gode snakke og godt humør - det duer bare 

Dermed var dagen dagsorden kørt igennem, og så var der små 10 minutter til, at de herrer skulle spise middagsmad, leveret fra kantinen på Kastanjehaven. Atter gik snakken lystigt på kryds og tværs, men det lykkedes dog avisens udsendt at få en snak med én af deltagerne, Peter, der godt ville fortælle, hvad han synes om at være af gutterne i det eksklusive “Herreværelse”.  

- Det er et rigtig dejligt initiativ det her. Vi kan her finde og få et rigtig godt socialt fællesskab, samtidig med at vi kommer lidt hjemmefra. Og så er det en fin mulighed for at lære nye folk at kende – og ikke mindst er det herligt at komme herop, hvor der altid er godt humør og en hel masse at snakke om. Også en rigtig god mulighed for enlige til at komme lidt ud og hygge sig, konstaterer Peter, alt imens resten af flokken med stadigt stigende mundvandsstand og højt humør gør klar til middagsmaden.  

Og sådan en stor fælles middagsmadseance med en flok friske herrer med godt styr på verdenssituationen, det kan man da kun blive i godt humør af! 

Det handler om godt socialt fællesskab, godt humør og en masse gode snakke krydret med diverse aktiviteter, når mændene i "Herreværelset" mødes hver onsdag på Kastanjehaven. Foto: Jim Hoff