Jonas skriver klubhistorie: Givebokser debuterer som kampbokser - på Grønland!

Den 18-årige GAK-bokser Jonas Thorø Heideman kan se frem til noget af en milepæl i sin boksekarriere, når han lørdag den 2. februar får sin debut som kampbokser. Det foregår nemlig på Grønland i Godthåb-hallen i Nuuk.  

Af Jim Hoff - jimhoff@voreslokalavis.dk  

BOKSNING: Naturligvis kan de fleste boksere huske deres allerførste rigtige kamp i ringen, da debutkampen er en mindeværdig milepæl i en boksers karriere. Og når kampen så ovenikøbet skal boksen på Grønland, så er der gode chancer for, at det bliver en særdeles mindeværdig event.  

Dette er scenariet for den 18-årige GAK-bokser Jonas Thorø Heideman fra Billund. Han har været tilknyttet Give Atlet Klub i 1 år og 3 måneder og har trænet under først Jeppe Morell og nu Henning Wirenfeld. 

Hvorfor det lige blev Nuuk og Grønland, der bliver åstedet for hans debut som kampbokser, vender vi tilbage til lidt senere.  

Trængte til nye sportslige udfordringer 

Jonas har altid været en ivrig sportsmand og har dyrket en masse sport lige fra fodbold til badminton og meget mere.  

- For godt et års tid siden gik jeg og fik lyst til at prøve noget nyt, og så stødte jeg ved et tilfælde på Give Atlet Klub – og altså boksning. Jeg havde også set en del boksning på tv, så det ville jeg gerne prøve, fortæller Jonas.  

Han startede ud med den tidligere IBF Baltic mester i letsværvægt, Jeppe Morell, som træner i Give, men nu er det GAKs boksetræner, Henning Wirenfeld, der har taget over efter Morell.  

-Det er ikke noget problem, at man først starter som 15-16-årig med at bokse i forhold til at få en karriere. Det er faktisk den bedste alder at starte op i, for det er her, man udvikler muskelstyrke, og det giver derfor god mening rent træningsmæssigt, forklarer Henning.

18-årige Jonas Thorø Heideman får debut som kampbokser den 2. februar, hvor han skal møde en grønlandsk bokser ved et boksestævne i Nuuk, Grønland. Foto: Jim Hoff

Til Grønland via Hennings netværk 

Jonas har deltaget i 4 diplomstævner, hvor han har fået fint med points i de tre sidste og dermed har tre diplomer i trofæskabet. Men hvordan pokker er han kommet i tanke om, at han skal have sin første kamp som kampbokser på Grønland?  

-Det var jo Hennings ide, selvfølgelig var det det, lyder det fra Jonas med et stort smil, og den bold tager den rutinerede boksetræner lynhurtigt op.  

- En af mine tidligere kolleger, Poul Dalby, som jeg kender både fra landsholdsboksning og fra ABK, (aarhusiansk bokseklub, red.) fortalte mig om boksestævnet i Nuuk og foreslog, at vi skulle deltage med en GAK-bokser. Den arrangerende klub, Fight Club Nanoq, betaler vores rejse fra Kastrup til Nuuk og retur, og GAK betaler turen til Kastrup, så jeg slog naturligvis til. Sikke en fantastisk oplevelse for Jonas at debutere som kampbokser ved et boksestævne i Nuuk, siger Henning.  

- Fedt at skrive klubhistorie 

Og Jonas var straks med på ideen, da Henning forelagde sin plan. 

-Det lød da helt vildt fedt. Jeg tror ikke, at der er andre boksere i GAKs historie, der har debuteret på Grønland, så på den måde er jeg jo med til at skrive klubhistorie, lyder det med begejstring i stemmen fra den unge mand. For god ordens skyld skal vi lege her indskyde, at der er andre GAK-boksere gennem tiden, der har været i kamp på Grønland.

Han skal bokse i 65 kilo-klassen og skal møde en grønlandsk bokser. Henning forventer en hård kamp, men det afskrækker ingenlunde Jonas.  

- Jeg er ikke bekymret for at skulle i ringen til min første kamp. Jeg glæder mig, og jeg har jo også haft nogle benhårde sparringer til træning, der ligger meget tæt på kampsituationer. Jeg føler, jeg er klar, understreger Jonas.  

Han er som type en meget seriøs bokser, der godt kan lide det hårde fysiske pres. 

- Det fysiske aspekt, og det der med at presse sig selv kan jeg rigtig godt lide. Og det får man da om noget i boksning. Jeg er jo nok en meget teknisk bokser, der har hovedet med, når jeg bokser, jeg er ikke en klassisk tonser, der bare pumper løs hele tiden, forklarer Jonas – og det kan Henning alt sammen nikke bifaldende til.  

 

 Det er her i Godthåbhallen i Nuuk, at Jonas får sin debut sim kampbokser. Arkivfoto

Først i ringen – og så ud og se den grønlandske natur 

-Det bliver en stor oplevelse både for Jonas og mig at komme til Grønland og bokse. Selvfølgelig skal vi forvente en hård kamp. Men med 700 tilskuere på lægterne bliver det også en fantastisk oplevelse for både Jonas og de 8 andre danske boksere, der skal i ringen til stævnet i Nuuk. siger Henning.

Der bliver også tid til at opleve den fantastiske natur omkring den grønlandske hovedstad, idet der er planlagt nogle udflugter, hvor danskerne blandt andet skal ud på en sejltur og se indlandsisen med mere. 

Jonas og Henning er tilbage i Danmark igen tirsdag den 6. februar – godt tanket op med store oplevelser, det er der ingen tvivl om.