Jesper på hjemmebane: Midtjysk Event afholder DM i paintball

Søndag formiddag var der gang i sagerne på Nørskovvej 5 mellem Farre og Lindeballe. 8 kampberedte og farverigt uniformerede paintball-hold stod klar til at kaste sig ud i dysten om DM-guldet. En af spillerne, Jesper vad From Sinnbeck, var på hjemmebane, idet DM blev afholdt hos Midtjysk Event, hvor Jesper er indehaver. 

Af Jim Hoff – jimhoff@voreslokalavis.dk  

NØRSKOV: I 2014 åbnede Jesper Vad From Sinnbeck Midtjysk Event på Nørskovvej 5 mellem Farre og Lindeballe, og han har sidenhen løbende opgraderet udbudspaletten, og ikke mindst hans paintballanlæg har så høj kvalitet, at banen i flere omgange er blevet brugt til at afholde DM i den farverige sport. 

Således også her den 14.april, hvor kamptropper fra Fyn og det meste af Jylland troppede op midt formiddag hos Midtjysk Event til 1. afdeling ud af 3 i dysten om DM-titlen. Der var tilmeldt i alt 8 hold med tre spillere på hvert hold plus udskiftningsspillere.  

At paintball er en farverig sport med humør på drengen, ses både på de spraglede dragter, de herlige friske mænd med udpræget aldrig uddateret onkelhumor samt de fantasifulde holdnavne. 

Rutinerede Team Ghostbusters gør klar til at tørne ud mod Greenhorn. Foto: Jim Hoff

DM på Jespers hjemmebane 

Her møder vi både Greenhorns, Ugly Ducklings, Ghostbusters, Rabbits, LV Maniacs og ikke mindst lokale Roxy Army. De kan stille med to lokale hold, Roxy Army og Proxy, hvor Jesper er træner/kaptajn, og de kunne ved DM i 2023 fremvise en sølv- og en bronzemedalje, som i 2024 naturligvis skal smeltes sammen til en guldmedalje.  

-Ved DM stiller vi med 3 mand pr. hold plus udskiftningsspillere. Vi har 500 kugler pr. dyst, og der dystes i 7 minutter. Der spilles flere kampe i kampene, lidt lige som i tennis, hvor der spilles flere sæt. Og det er fedt, at det er her på min hjemmebane, der skal spilles DM. Faktisk skal samtlige 3 afdelinger af dette års DM afholdes her, fordi vi simpelthen har de bedste faciliteter, lyder det med en forståelig stolthed i stemmen fra Jesper, der selv har været aktiv paintballspiller i 17 år, og som har spillet over det meste af verden.  

Fra studerende til direktører 

Dagens fremmøde af energiske og friske gutter, samt et par gæve piger, der mestendels tager sig af praktikken omkring kampene, kommer med en stor diversitet både aldersmæssigt og jobmæssigt. 

-Vi har nogle helt unge gutter på 18 år, og så er der også en spiller på 51 år med i feltet. Vi har studerende og direktører, der dyster mod hinanden, men når først man har trukket kampdragten på, så betyder alt dette intet. Så er vi alle ens, og så går vi benhårdt efter sejren. Erfaring og rutine betyder naturligvis en hel del i en sport som denne her, men fælles for os allesammen, er at når først spillet er i gang, og der er action på drengen, så pumper adrenalinen. Det er bare megafedt, siger Jesper, mens rutinerede team Ghostbuster gør klar til at indtage banen for at dyste mod opkomlingene fra Greenhorn.  

 

Der blev da dagen brugt 80.000 paintballkugler, så det er godt man har gode folk til at holde magasinerne fyldte, inden man går i "krig". Foto: Jim Hoff

Stærkt fællesskab på tværs af holdene 

Udenfor banen oser det af kammeratlig hygge og godt socialt samvær. Spillerne kender hinanden på kryds og tværs, også fordi, at paintball på det her niveau er en nichesport i Danmark modsat USA, hvor det er en kæmpestor sport med professionelle tilstande og masser af dollars i spil. 

-Vi hygger os rigtig meget med hinanden her uden for banen. Der er masser af mandehørm og god lir mellem os, vi får noget godt at spise og får nogle gode snakke både om paintball og verdenssituationen, fortælle Jesper.  

 

Game on! Så rykker tropperne ud. Foto: Midtjysk Event

Roxy Army vandt 1. afdeling af DM 

Da de 8 mandskaber havde været i ilden denne flotte forårssøndag i Nørskov, var der blevet affyret i alt 80.000 paintball-kugler, og det var hjemmeholdet Roxy Army, der med Jesper i spidsen vandt 1. afdeling af DM. God start på DM-kampagnen, der fortsætter den 12. maj, hvor 2. afdeling afvikles, også hos Midtjysk Event i Nørskov.  

-Netop denne dag bliver helt speciel herude, for der får vi besøg af 4 efterskolers e-sportsligahold, der skal ud at se, hvordan man spiller paintball i den virkelige verden. Det er et spændende samarbejde, som jeg ser frem til, og jeg håber, at det kan være med til at inspirere de unge mennesker til at komme lidt væk fra skærmene og ud i den virkelige verden og spille paintball. De fire hold, der kommer denne dag, kommer til at spille paintball mod hinanden i deres egen lille miniturnering, og jeg håber det kan være med til at animere dem til at springe ud i sporten her, siger Jesper. 

Hvis man har lyst til at prøve at spille paintball, er der mulighed for at få en gratis gang prøvetræning hos Midtjysk Event. Her lægger Jesper med største fornøjelse både bane, dragter og udstyr til.

 Du kan se flere fotos fra DM i paintball HER

 Paintballsporten kræver både kløgt, taktisk snilde og bevægelighed. Her et eksempel på det sidste. Foto: Midtjysk Event